Verdens længste tv-udsendelse - naturligvis norsk

Nytænkende, uendeligt smukt eller bare ualmindeligt kedeligt? Døm selv når NRK2 sender 134 timers direkte tv fra færge mellem Bergen og Kirkenes

Ruten langs den norske kyst mellem Bergen og Kirkenes beskrives som en af verdens absolut smukkeste. (Foto: Colourbox.com)
Ruten langs den norske kyst mellem Bergen og Kirkenes beskrives som en af verdens absolut smukkeste. (Foto: Colourbox.com)

Stoltheden vil ingen ende tage på de kanter. Om det så drejer sig om fodbold, oliemilliarder eller myseost.

Og naturligvis skal man ej forglemme de store norske naturoplevelser. Hvilket der heller ikke synes at være nogen risiko for, når den statsfinansierede tv-kanal NRK2 skaber tv-historie ved at sende 134 timer direkte fra færgen MS Nordnorge, der på netop den tid sejler fra Nøstet i Bergen til Kirkenes i den nordligste del af landet.

På de kanter kaldes det (så vidt vides helt uden ironi) for 'hurtigruten'.

Det lange land med de lange tv-udsendelser har før begået noget lignende. Senest i 2009, da Bergensbanen havde 100-års jubilæum, hvor NRK transmitterede hele togrejsen direkte fra vest til øst, oplyser hurtigruten.no. Her var der dog blot tale om en udsendelse på sølle syv timer og 16 minutter.

LÆS OGSÅ: Norsk seerhit: Syv timers tog-tv

Hurtigruten betegner selv strækningen som 'verdens smukkeste', og seerne vil foruden den fantastiske natur blive mødt af stedinformation, interaktive kort og data.

Den 8040 minutters direkte udsendelse starter i aften klokken 19.45.

Husk at tage fri i morgen, lav 400 liter kaffe og aflys alle weekendens aftaler ...

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere