Vandretur blandt stjernerne

Snør skoene, og gå en rask tur i bakkerne i Hollywood. På en klar dag kan du se både skyskrabere, Stillehavet og Hollywood-skilt - og så er det sundt

Inspiration Point i Runyon Canyon er et populært sted at slappe af på bænkene med udsigt til downtown Los Angeles.
Inspiration Point i Runyon Canyon er et populært sted at slappe af på bænkene med udsigt til downtown Los Angeles.

– Jeg elsker at vandre med min hund Finn i Hollywood Hills, siger skuespillerinden Amanda Seyfried til Ekstra Bladet Ferie.

Hun bor på Beachwood Drive i Hollywood og har få minutter til Griffith Park.

Traveture i det bakkede landskab i Los Angeles er en særdeles populær aktivitet blandt de lokale indbyggere, også kaldet 'Angelenos', og hvoraf størstedelen bruger flere timer i bilen hver dag pga. de lange afstande i den vidtstrakte by.

LÆS OGSÅ: Henrik List: Mit Los Angeles

– Vi bor lige i nærheden af Griffith Park, fortæller Jon Hamm fra tv-serien 'Mad Men'.

– Vi kan gå ud ad døren og være midt i parken på mindre end 15 minutter, så det er ret bekvemt.

Fantastisk udsigt
Parken, der er i alt 17 kvadratkilometer, ligger nord for bydelene Hollywood og Los Feliz og har mange vandremuligheder. Mount Hollywood er parkens højeste punkt og ligger ca. 500 meter over havets overflade, så på en klar dag er der en fantastisk udsigt blandt andet til skyskraberne i downtown Los Angeles, Hollywood-skiltet og Stillehavet.

LÆS OGSÅ: Helt ukendt i kendisland

– Selv om man er midt i byen, kan det virke, som om man var på landet. Der er nogle smukke vandrestier, og hunden elsker det, fortæller Jon Hamm, der lufter sin hund Cora i parken.

Gåtur i bilby
Man kommer ikke langt på gåben i Los Angeles, der strækker sig over ca. 1300 kvadratkilometer, og hvis attraktioner ligger spredt i storbyens mange mindre bydele.

Hvis man er turist i Los Angeles, er en vandretur i bjergene en enestående måde at se byen – og Hollywoodskiltet – på fra oven og komme ud af bilen.

– Mange får et forkert indtryk af Los Angeles, fordi de mest oplever bilos, larm og at sidde fast i trafikken, siger musikproduceren Carsten Lindberg, der er bosat i byen.

– Det er ikke den letteste by at være turist i, og man skal lave research inden sin afrejse og sørge for at udforske alle de fantastiske naturskønne områder, byen tilbyder.

Gør som James Dean
Griffith Observatory er blandt Griffith Parks mest populære destinationer.

LÆS OGSÅ: Tag med på Oscar-hotel

Man kan vandre hele vejen fra parkens bund til toppen af Mount Hollywood og stoppe på halvvejen for at blive klogere på universets mysterier. Man kan også se, hvor James Dean indspillede 'Rebel Without a Cause', og gemme sig i de samme buske, som han gjorde i 1955.

– Det er utroligt smukt ved solnedgang, siger Carsten Lindberg om Griffith Observatory, der er bygget i 1935 og genåbnede for nogle år siden efter en gennemgående renovation.

– Hvis man kommer på en klar dag, kan man se hele Los Angeles. Det er som et ildhav på en vindstille aften. Det er en ganske magisk fornemmelse.

1 af 3 Parkerne i Los Angeles er åbne fra solopgang til solnedgang, og det store stisystem indbyder til en rask vandretur i smukke omgivelser – mange af dem som her med udsigt til Hollywood-skiltet, der ligger på Mount Lee og ikke Mount Hollywood.
2 af 3 Griffith Observatory blev bygget i art deco-stil i 1935 og er en af områdets meget populære seværdigheder.
3 af 3 Inspiration Point i Runyon Canyon er et populært sted at slappe af på bænkene med udsigt til downtown Los Angeles.
0 kommentarer
Vis kommentarer