På Gran Canarias tinder

På Gran Canaria kan du - langt fra de kendte strande - tage på vandretur i de oprindelige beboeres fodspor

Fra Tejeda er der den skønneste udsigt til klippemastodonten Roque Bentayga. (Foto: Europix)
Fra Tejeda er der den skønneste udsigt til klippemastodonten Roque Bentayga. (Foto: Europix)
Himlen er blå og forventningerne i top, da vi styrer ud af mega-turist-resortet Playa del Inglés i en lejet øse på vej mod Gran Canarias midte.

Fra udsigtspunktet nær Fataga får vi en kongeørns udsigt over klippekløften. Landskabets stilhed er en voldsom kontrast til den hektiske rytme i Playa del Inglés, der blinker som et fatamogana i baggrunden.

Efter et besøg i Fataga, hvis hvide huse med citrus-plantager, daddel-palmer og vinstokke er som en oase i en ørken af klipper, fortsætter vi mod det ’pyrenæiske’ himmerige, der venter.

Vandrestier i skyerne
Skyer stormer som IC3-tog gennem en banegård ind over den 1813 m høje Roque Nublo - klippetoppen, der spidder himlen på øens geografiske midte.

Herfra er der superudsigt over Gran Canarias landskaber, som den spanske forfatter Miguel de Unamuno har kaldt 'forstenede storme af ild og lava'.

Roque Nublo er et af mange højdepunkter langs de stier, der i århundreder har været brugt til transport af bl.a. sukkerrør og vindruer, benyttes i dag primært af vandreglade turister.

Ud over mange kortere ture kan man bl.a. trekke 20 km fra Roque Nublo forbi øens højeste punkt Pico de las Nieves og fortsætte ned gennem skyerne til markedsbyen Vega de San Mateo, hvis terrasse-skråninger er bevokset med bl.a. majs, kartofler og kalabas foruden appelsiner og citroner.

Bougainvillea og mandeltræer
Tejeda midt på øen er en fantastisk base på turen. Landsbyen af hvide huse og haver med bougainvillea er som en kæmpe udsigtsbalkon til den rødbrune klippeslugt, der domineres af den enorme klippe Roque Bentayga.

Fra Hotel Fonda de la Tea har man prima vue ud over landskabet samt en overdådig nattehimmel med stjerner.

Flottest er Tejeda om vinteren, når dalen er farvet lyserød af blomstrende mandeltræer. Det fejres de første 14 dage i februar under byfesten Almendro en Flor, der bl.a. har folkedans og -musik på programmet foruden smagning af egnstypiske mandelkager.

Eventyrlig klippe
Blot 5 km fra Tejeda inviterer Roque Bentayga til en eventyrlig udflugt.

Kolossen, der er kernen af en bort-eroderet vulkan, er gennemboret af huler og tunneler. Det gjorde den til et perfekt forrådskammer og fæstning for øens oprindelige folk, canariiene.

Her løb spanierne i 1483 ind i et stort nederlag til de indfødte, der kendte tunnelerne i alle detaljer. På en enkelt dag dræbte canariiene under forsvaret af deres højborg over to hundrede baskiske armbrøstskytter.

I længden kunne de indfødte dog ikke holde spanierne stangen, og senere valgte deres ledere at kaste sig i døden fra toppen af Bentayga-klippen.

Følger I stien ned til venstre under trappen til canariiene gamle offeralter, findes på højre hånd en tunnel til nordsiden af bjerget, hvor en hel del grotter kommer til syne.

På sydsiden kan man kravle rundt som en Indiana Jones ad kun delvis synlige stier og opdage klippehuler - nogle så store som duplex-lejligheder med sten-møblement og buede vinduer.

Rundturen slutter nær Santa María de Guía på nordkysten. Vi betræder de stejle trapper op til Cenobio de Valerón, der består af over 350 huler. Canariiene udborede den enorme 'schweizerost', som de anvendte til kornlagre.

Udsigten over det øde landskab er betagende - ligesom roen så langt fra masseturismens Gran Canaria.

Overnatning
- Hotel Rural Las Calas, Vega de San Mateo. hotelrurallascalas.com. Det 200 år gamle landhus er nu et hotel med 9 komfortable værelser.

- Molino de Agua, San Bartolomé de Tirajana, molinodeagua.es. Hotellet, der er opkaldt efter en vandmølle fra 1700-tallet, har 20 hyggelige bungalows med bad og tv. Swimmingpool, dyrepark samt paintball, bueskydning og klatring i reb-broer mellem træerne gør stedet velegnet for familier med lidt større eventyrlystne børn.

- Fonda de la Tea, Ezequiel Sánchez 22, hotelfondadelatea.com. Nyistandsat gæstgivergård med gode senge, helt nye badeværelser, klimaanlæg, solterrasse og fra de øverste etager eminent udsigt over den flotte dal.

Spisesteder
- Asador Grill de Yolanda, Cruz de Tejeda, tlf. +34 928 666 276. Gode grøntsagssupper og retter med svampe, som kan kombineres med grillede steaks af fx pattegris, kanin eller ged.

- Cueva de la Tea, Doctor Domingo Hernández Guerra 21, Tejeda. Tlf. +34 928 666 306. Stort lokale med rustik indretning og spisekort med lokale retter, bl.a. kanariske oste og helstegt pattegris eller kanin med mandelsovs.

- Mesón la Silla. Artenara. Tlf. +34 928 666 108. Hulerestauranten med den flotte udsigt er et perfekt sted at smage øens lokale retter.

Besøg Europas største romfabrik
Bjergbyen Arucas er ikke bare tilholdsted for frodige subtropiske planter, men også for en af Europas største romfabrikker, der også fremstiller likører med eksotiske smage som banan, kaffe, chokolade og citron.

Under rundvisningen ser man bl.a. et egetræsfad med Bent Larsens signatur. Den danske skak-stormester, der var forbi i 1974, er dermed kommet i selskab med bl.a. Willy Brandt, Johan Cruyff og den spanske kong Juan Carlos. Du kan prøvesmage drikkene.

I nabolaget kan du besøge en af de mest særprægede kirker på De Kanariske Øer. Den nygotiske Iglesia de San Juan Bautista har et megahøjt, dystert tårn, der får den til at ligne et dunkelt troldmandstempel fra middelalderen.

Kirken er inspireret af Gaudís katedral 'La Sagrada Familia' i Barcelona.

Vandring i den sorte gryde
Fra en bjergtop til bunden af den sorte gryde på under en time. Udsigtspunktet Pico de Bandama byder på flot udsigt over Gran Canarias østkyst samt et svimlende kig ned i det 200 m dybe vulkankrater, Caldera de Bandama.

Lavasten knaser under jeres fødder, og en skov af kaktusser skyder op af den sorte jord på vejen ned i krateret, hvis stejle, røde skrænter skaber en Grand Canyon-lignende kulisse.

Vulkanen har sit navn efter hollænderen Daniel Van Damme, der i 1500-tallet, opdagede lava-jordens potentiale for vindyrkning. Et par km herfra kan I på Bodega Vandama smage vulkanske vine til saftige okse- og lammekøds-steaks tilberedt på trækuls-grill.

Netsteder om øen
- På turismo.maspalomas.com finder beskrivelser og kort over 57 vandreruter på Gran Canaria.

- Rockyadventure.com arrangerer vandreudflugter på øen.

- Paddy Dillons bog 'Walking in the Canary Islands: 2 East' er en bibel for vandrefolket og fås på amazon.com.

- Spain.info/dk/tourspain - om turistmål i Spanien herunder Gran Canaria.

1 af 2 Rustikke bungalows i feriecentret Molino de Agua i den smukke Fataga-dal. (Foto: Europix)
2 af 2 Fra Tejeda er der den skønneste udsigt til klippemastodonten Roque Bentayga. (Foto: Europix)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere