Sådan sparer du penge på rejsens madbudget

Otte tips til at holde madbudgettet nede på ferien samtidig med, at du spiser bedre

(Foto: Uffe Kongsted)
(Foto: Uffe Kongsted)

Mad og drikke udgør en stor del af rejsebudgettet for mange mennesker, men udgifterne kan let reduceres, uden at det går ud over madoplevelserne. Her er vores tips til et billigere madbudget på rejsen.

Se også: Verdens stærkeste spiritus

1. Styr udenom turistfælderne og research på stedet, inden du rejser.

2. Gør som de lokale. Spørg folk, der bor i byen, hvor de kan lide at spise. Gå ned ad sidegader og væk fra turisternes foretrukne restauranter og cafeer. Udover at spare penge, vil du formentlig få en meget bedre og sjovere oplevelse, end når du spiser i en turist-tilpasset restaurant.

3. Lad være med at bruge minibaren. Det er altid hamrende dyrt. Du kan eventuelt bede hotellet om at fjerne deres ting i minibaren, så der er plads til det, du selv køber. Men det er langt fra alle hoteller, der går med til det.

4. Vælg dagens ret. Især når du er i Sydeuropa, er der penge at spare. På spansk hedder dagens ret: menu del día, på fransk: plat du jour og på italiensk: menu fisso.

5. Drik lokalt produceret sprut og vin. Det er meget billigere, uanset hvor du er i verden.

6. Køb vand i to liters flasker og hav dem stående i køleskabet (hvis du er i besiddelse af sådan et). Hav en drikkedunk eller en halvliters flaske, hvor du hælder vand i, før du går udenfor. Er du i et land, hvor man kan drikke af hanen uden at blive syg, kan du fylde din dunk mange gange i løbet af en dag.

7. Husk at spørg om priser, før du bestiller mad eller drikke, hvis der ikke står priser på menukortet. Eller hvis der slet ikke er et menukort på stedet. Man skal selvfølgelig ikke møde verden med mistro, men du risikerer at blive snydt, hvis du ikke kender prisen, før du bestiller.

Og når du bliver præsenteret for en latterlig høj regning, er det svært at protestere, hvis prisen ikke er oplyst på forhånd.

Se også: Guide: Gode spisesteder i Alanya

8. Medbring eget mad til flyrejsen. Lyder det latterligt? Flymad kan - en sjælden gang - være udmærket. Og mange synes, at det er sjovt at pakke alle de små ting ud af poser, plastik osv.

Det er dog ikke særlig sjovt, hvis man er hundesulten og får en kedelig, klam mad for overpriser. Vi oplevede for eksempel i sidste måned at betale 70 kr. pr. snude for en kummerlig, uspiselig anretning uden drikkevarer ombord på et fly, og ville ønske, at vi bare havde taget en croissant og et æble med i stedet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere