Lev som konger og baroner i Marrakech

Paladset La Mamounia byder på den ultimative luksus for livsnydere

Ved poolen bliver der serveret friskpresset juice dagen lang. (Pernille Christiansen)
Ved poolen bliver der serveret friskpresset juice dagen lang. (Pernille Christiansen)

Marrakech er meget mere end snabelsko og ivrige handelsmænd, der hiver og trækker i dig i håbet om at slå en god handel af over et par kameler. Marokkos fjerdestørste by er også indbegrebet af gennemført luksus i fredfyldte omgivelser, frodige oaser og luksuriøs rekreation.

Læs også: Godt bord på restauranten hvis du ser godt ud

Velklædte portierer vimser lydløst omkring i mit hotels lobby, hvor en duft af appelsinblomst fylder rummet. Solen står svagt ind gennem de smukt dekorerede skodder, og temperaturen er forfriskende lav.

– En daddel, frøken?

Jeg er knap kommet ind af døren, før jeg bliver placeret i en af lobbyens bløde fløjlssofaer og får tilbudt et glas kold mælk med kanel og en velsmagende daddel.

– Denne vej, siger en venlig receptionist, og jeg rejser mig for at følge efter hen over de safranfarvede tæpper på det skinnende marmorgulv, videre ind i den læderbeklædte elevator, og ned ad gangen, hvor en tung trædør skubbes op, og et romantisk værelse med buede dørkarme og smukke loftmalerier åbenbarer sig.

Mere kongeligt bliver det næppe, og jeg forstår med ét, hvorfor det berømte hotel La Mamounia er blevet udråbt til et af verdens bedste paladser.

Luksus for milliarder
Navnet La Mamounia er givet som en hyldest til prins Moulay Mamoun. I det 18. århundrede blev en af medinaens historiske haver opført af Kong Mohammed Ben Abdellah som bryllupsgave til prinsen.

Den syv hektar store park blev beplantet med oliventræer, meterhøje palmer, velduftende rosenbuske og grønne plæner, hvor prinsen kunne smide sig med sin elskede og betragte de små svaler glide let hen over himlen.

I 1923 blev det besluttet at opføre et palads midt i disse frodige omgivelser.

I dag er La Mamounia verdenskendt, og enhver livsnyder med respekt for sig selv bør tjekke ind på dette overdådige palads bare én gang i sit liv.

La Mamounia gennemgik for få år siden en totalrenovering dirigeret af den franske designer Jacques Garcia, som efterlod sig en astronomisk regning på 177 mio. amerikanske dollars.

Læs også: Guide: Juleshopping i Paris

Alt er blevet fornyet, men én ting har man valgt at bevare: et loftmaleri lavet i forbindelse med paladsets åbning af den franske kunstner Jacques Majorelle.



Al Mamoun Suit, der med sit røde loft og blomstrede møbler er et sandt kunstværk, er en af signatursuiterne. (Pernille Christiansen)
Al Mamoun Suit, der med sit røde loft og blomstrede møbler er et sandt kunstværk, er en af signatursuiterne. (Pernille Christiansen)


Stjernernes gemmested
Mange af byens hoteller er så luksuriøse, at du måske vil være tilbøjelig til at barrikadere dig her og aldrig mere sætte foden udenfor. Og det gælder ikke mindst La Mamounia, som byder på alt, hvad hjertet begærer lige fra swimmingpools til spa og fitnesscenter.

Derfor er paladset blevet et populært tilflugtssted for politikere, forretningsmænd, filmstjerner og forfattere, der ønsker at have alt inden for rækkevidde. Ray Charles, Elton John, Orson Welles og Nicole Kidman har alle lagt vejen forbi, og til denne fornemme skare har man opført tre private villaer i paladsets have.

Her kan de prospekterede slappe af i fred for lange blikke og ivrige paparazzier, og for næsten 90.000 kroner pr. nat kan de vælte sig i 24-timers roomservice, egen pool, tagterrasse uden vis-a-vis, og femstjernede middage leveret til døren.

Selv om jeg ikke ligefrem er søgt i ly for paparazzierne, kan jeg ikke helt undgå at føle mig lidt speciel under mit ophold på La Mamounia.

Om morgenen bliver min avis skubbet ind under døren, fra sengen kan jeg trykke på en knap, der automatisk låser op, når roomservice banker på, og ved poolen forsynes jeg med egen parasol, læsestof på alverdens sprog og friskpresset juice i lange baner. Her kan jeg uden problemer tilbringe den ene dag efter den anden.

Marokkansk udrensning
Man kan ikke være i Marrakech uden at lægge vejen forbi en af byens traditionelle hammamer. Der er nok at vælge imellem, så du behøver blot at spørge dig frem til, hvor den nærmeste ligger.

Jeg beslutter mig for at afprøve La Mamounias egen hammam, for det er kommet mig for øre, at paladsets wellnessområde er blevet kåret til Best Hotel Spa in The World 2011.

Så jeg trækker i den housecoat og tilhørende fløjlstøfler, der ligger på mit værelse, og bevæger mig ind i spaområdet. Her bydes jeg velkommen med en udrensende citronade, inden jeg placeres i det velduftende dampbad.

Læs også: Her er den ultimative ferie for gamere

Herefter ledes jeg over det farverige mosaikgulv for at tage plads på den høje marmorbriks, hvor jeg den næste time bliver skrubbet, masseret og smurt med fedtede olier.

Her døser jeg hen og bliver enig med mig selv om, at charmen ved Marrakech er, at alt på fortryllende vis går op i højere enhed: slidt og overdådigt, fattigt og luksuriøst, kaotisk og fredfyldt. Det er vestlig rekreation og afrikansk kulturchok på én og samme tid.



Hotellet er kåret som det bedste hotel-spaområde. (Pernille Christiansen)
Hotellet er kåret som det bedste hotel-spaområde. (Pernille Christiansen)


0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere