Saseline: Rejs med åbent hjerte og sind

Saseline elsker at rejse, fordi det minder hende om, at verden er én stor legeplads

(Foto: Jonas Jensen)
(Foto: Jonas Jensen)

Saseline anbefaler, at man rejser med åbent hjerte og sind, for alt er anderledes end herhjemme. Lige nu befinder hun sig i Asien – stedet som får hende til at føle sig tryg og hjemme

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

- Jeg har et eller andet helt specielt med Asien. Det må være mine rødder, som gør, at jeg føler mig hjemme og tryg, når jeg rejser rundt på det kontinent. Men jeg har også et soft spot for New York. New York må være min yndlingsby, som jeg allerede, da jeg første gang som 14-årig besøgte den, forelskede mig hovedkulds i. Jeg elsker stemningen og alsidigheden. Man kan være sin helt egen, og der er højt til loftet, uanset hvor man kommer fra, eller hvordan man ser ud.

Læs også: I Bangkok med cigar, spa og skræddersyet tøj

Hvad er dit bedste rejseråd?

- Hav et åbent sind og hjerte. Uanset hvilket land man rejser til, foregår tingene meget anderledes end i lille Danmark. Jeg elsker at rejse, det er faktisk min favorit beskæftigelse. Jeg elsker at møde nye mennesker, ny kultur og ny mad. Det minder mig om at verden er en legeplads, og man kan opnå lige, hvad man vil, hvis man er åben for alle de muligheder, der ligger derude.

Hvad har du altid med på din rejse?

- Jeg har næsten altid min søn med på mine rejser. Jeg elsker at vise ham den store verden. At han allerede nu kender forskellige kulturer, og har forståelse for sin egen kulturarv både i Danmark og i Asien, er vigtigt for mig. På den måde lærer han at sætte pris på og værdsætte, hvor han kommer fra, og være åben for andre menneskers forskelligheder. Seans første rejse var allerede, da han var 5 uger gammel, hvor vi rejste en måned til Asien.

Hvilken rejse er din værste?

- Jeg kan ikke rigtig huske en forfærdelig rejse. Jeg husker bedre et land, jeg ikke er specielt vild med, og det må være Finland. Der var meget mørkt og dystert, syntes jeg. Og det er ikke et sted, som jeg har de store ønsker om at rejse tilbage til.

Læs også: Orangutanger på nært hold i Borneo

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

- Lige nu drømmer jeg ikke, for jeg er her… Jeg befinder mig i skrivende stund i Asien, hvor jeg har planlagt både arbejde og ferie året ud. Det er tiltrængt og velfortjent. Jeg starter med at arbejde de næste 14 dage, og så skal resten af året bruges på at passe på mig selv med træning og afslapning. Det er mindst lige så vigtigt, som det er med så meget andet, når man som jeg, er selvstændig.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere