Til pudderbal i pastaland

Centralt i de italienske alper ligger Passo Tonale - der er masser af suverænt skiløb at komme efter

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Den nyfaldne sne under mine ski føles blød og let. Det er puddersne, når det er bedst. Og det indfrier de tårnhøje forventninger, vi havde med os ud, da vi begav os af sted fra hotellet.

Men desværre kan vi ikke se ret meget omkring os. Vi står i en sky på pisten og kigger forgæves på den lukkede kabinelift, der skulle have ført os op på toppen af den enorme gletsjer La Presena.

Læs også: Her er Englands mest eftertragtede turistmål

– Den er lukket, siger vores guide, den lokale skiinstruktør Maurice, der har taget os med på skisafari i området.

– Der er for høj risiko for lavine, forklarer han, imens sneen daler støt. Slukørede må vi køre videre ad den snoede blå pist, der fører os væk fra Passo Tonale og ned gennem skoven mod Ponte di Legno-området.

Plads til leg
Jeg ærgrer mig over det dårlige vejr, for skiterrænet i Passo Tonale har åbne vidder, brede pister og synes blødt og bølgende at kigge på. Med masser af pister i op til omkring 3060 meters højde er der snegaranti nogle gange helt frem til juni måned.

Der er altså rig mulighed for at folde sig ud – hvis vejret ellers tillader det – og byen ligger forbundet med den lidt lavere beliggende skiby Ponte di Legno, hvor det er nemt at komme til via en kabinelift og tage på eventyr på pister gennem skoven.

Selve Passo Tonale by er ikke nogen skønhedsåbenbaring. En lille flække, der består af en hovedvej og et par afstikkere, hvor hotellerne ligger praktisk på stribe ud til pisterne sammen med et par enkelte specialforretninger, et supermarked og diverse restauranter og barer.

Læs også: Hent først julegaverne på hjemturen

Og nok er der op til flere lækre restauranter at finde i byen, men du skal først og fremmest vælge Passo Tonale for skiløbets skyld.

Her er super gode forhold, velpræparerede pister af forskellig sværhedsgrad, og så udmærker stedet sig ved at have flere pladser på bjergene og i lifterne, end der er hotelsenge i området.

Derfor vil man stort set aldrig opleve lange og trættende køer ved liftstationerne eller trafikprop på vej ned af pisterne. Til gengæld masser af plads til at både slå store sving eller at øve sig på de små, hurtige og ellers bare nyde den store, rolige natur omkring sig.

Skikørsel i blinde
Jeg var optimistisk, da jeg pakkede mit udstyr hjemmefra. Jeg tog de skigoggles med, der er designet til solskinsvejr og ikke dårlig sigtbarhed.

Det fortryder jeg nu, hvor vi kører rundt i en sky. Jeg kan intet se, så jeg må spænde godt op i mine benmuskler for at kunne stå imod de bump, jeg møder på min vej ned af den røde pist. Da mine lår er så godt som syrede til, beroliger Maurice mig.

– Det er smadder god træning for underlagsforståelsen, siger han med et opmuntrende smil, da han passerer mig, imens jeg tager mig et lille hvil.

Jeg tænker tilbage på mine spæde år på skiskolen, hvor instruktørerne altid talte om underlagsforståelse.

Her gælder det om at have føling med sneen under sine ski, især hvis vejret er dårligt. Jeg sukker engang og kigger op. Sneen falder kraftigt i store tykke fnug, der rammer mine kinder sammen med den kolde vind.

– Lad os prøve at køre lidt længere ned i terrænet, der er flere træer og mere læ, siger Maurice.

Læs også: Ide til sommerferien: Lej en sigøjnervogn

Pisterne snor sig gennem skoven, og igennem pudderet når vi til en glædelig overraskelse. En lille restaurant, der serverer varme drikke og friske tortellini, som man aldrig har smagt dem før. I sne og blæst er pasta bedst!

Vi begynder at kunne ane bjerget igennem de forsvindende skyer mens vi spiser.

– Jeg tror, vi får sol efter frokost, siger Maurice til os og napper en stor mundfuld pasta.

Resten af selskabet gør det samme og smiler lettet. Solen og puddersneen byder op til dans.

0 kommentarer
Vis kommentarer