Tosomhed i tropeparadis

Varm op til valentinsdag med en romantisk Caribien-rejse for to

Aruba er ideel til kærlighedsferien. (Foto: Frank Undall)
Aruba er ideel til kærlighedsferien. (Foto: Frank Undall)

Kondensen på glasset matterer det champagnefyldte glas, som tjeneren rækker mig, da jeg træder fra strandpromenaden og ned på det bløde sand. Han smiler og peger os i retning af et intimt bord, dækket til to.

Vi følges med ham over sandet, der i aften udgør gulvet i vores restaurant, og da vi når frem, sætter han den halvfyldte champagneflaske fra sig i den kølende isspand, inden han griber en lighter fra lommen og tænder den fakkel, der i aften danner forgrund for vores udsigt.

En udsigt over havet, der lige nu i den begyndende solnedgang er pakket ind i et purpurfarvet, næsten omfavnende tæppe. Vi har placeret os lige midt i scenen til den perfekte romantiske middag og ditto ferie.

Læs også: Fem fede aktivferier

Er du én af de heldige, der har en tur kun for to lige om hjørnet, så er Aruba værd at overveje for dig og din udkårne. Strandene, solnedgangen, palmerne og en stemning, der på det kraftigste udstråler 'vi når det nok i morgen' sætter den perfekte scene for en ferie, hvor kærlighed og romantik står allerøverst på dagens to do-liste.

På Aruba er der nemlig masser af plads til tosomhed. Faktisk så meget, at du i korte øjeblikke kan forvildes til at tro, at Aruba kun består af solnedgange og champagne. I hvert fald føles det, som om der er romantik, hvor end øjet ser – men det er måske kun dem, der ikke rejser i par, der opdager det.

Honeymoonernes paradis
For forelskede, der kun ser hinanden, er Aruba en verden for dem alene. Og denne verden for to har da også længe været en yndet favorit for amerikanske bryllupsrejsende, hvilket jeg sagtens kan forstå. Øen er nemlig med sine kun lige godt 100.000 indbyggere og cirka 30 kilometer fra den ene ende til den anden perfekt for de forgabte – lille, intim og hyggelig. Og dertil kan du så lægge de helt utroligt lækre og brede strande.

Både Palm Beach og Eagle Beach hører til blandt verden fineste af slagsen og er hvert år med i opløbet om kåringen til verdens bedste strand. På disse strande kan nygifte – og alle andre – slentre hånd i hånd uden at skulle kæmpe sig forbi sandslotte og badedyr eller søge ly for svimmingpoolens mange skumsprøjt og livlige unger.

Hvor skal I bo?
Der er mange lækre steder at bo, når feriedaseriet foregår på Aruba.

I første omgang skal du vælge, om du vil bo på den del af øen, hvor hotellerne er høje, og alle aktiviteterne er lige ved hånden, eller om du vil bo på den del af øen, hvor hotellerne er lave, og tempoet er lidt mere roligt – henholdsvis Highrise-området og Lowrise-området.

Læs også: Tag ferie fra din ferie

Begge områder har vidunderlige strande med kridhvidt sand, turkisblåt hav, tilfældigt spredte palmer og plads til masser af ferieforelskede gæster og andet godtfolk.

Highrise: De fleste Highrise-hoteller, som er ferieboliger i mange etager, ligger langs Arubas mest kendte strand, Palm Beach. Her kan I for eksempel bo på Aruba Marriott Resort & Stellaris Casino, hvor et dobbeltværelse koster fra 18.199 pr. person for to uger inkl. morgenmad.

Lowrise: Lowrise-hotellerne, som er ferieboliger i få etager, findes ved den næstmest kendte strand på Aruba, nemlig Eagle Beach. Her kan I blandt andet bo på Bucuti & Tara Beach Resorts, hvor en juniorsuite koster fra 17.699 kr. for to uger, inkl. morgenmadsbuffet.

Bliver daselivet for meget, kan du også …
Besøge Arubas nationalpark, Arikok Park, der dækker en stor del af Arubas sydøstlige del. Her kan I vælge enten at køre eller vandre igennem parkens mægtige kaktusskove og golde slettelandskaber.

På turen er der oplagte stop ved mystiske grotter, hvor fortiden har sat sine spor i form af tidligere tiders vægmalerier. Når I kommer ud af grotterne, får I mulighed for at komme helt tæt på Arubas rige dyreliv, når både leguaner, firben, æsler og tropiske fugle passerer jeres vej.

Tage ud at spille golf. Det er nemlig ikke kun Arubas strande, der er lækre. Det er de mange golfbaner også. Tage på shoppingtur i Oranjestad, hvor du finder boder, små lokale butikker og internationale luksusbutikker.

Det nye Thailand
Caribien er det nye i den danske charterbranche. I mange år var det ellers Asien og specielt Thailand, der var selvskrevet, når klokken slog bryllupsrejse, eventyr eller – for manges vedkommende – helt almindelig ferie. Danskerne valfartede til det eksotiske paradis i sydøst og nød godt af de billige priser, de høje varmegrader og de hvide sandstrande. For ikke at tale om den spændende fremmede kultur, de anderledes madvaner eller de uvante dyr og traditioner.

Når vi kom hjem, fortalte vi venner og familie om vores oplevelser, og året efter tog de også af sted. Sådan er det ikke længere. Rigtigt mange danskere har nemlig allerede oplevet Thailand og er de seneste år begyndt at lede efter nye rejsemål. Og her har de caribiske øer altså fundet deres vej ind i flere og flere af charterbureauernes rejsekataloger.

(Ekstra Bladet var inviteret til Aruba af Spies)

Læs også: Rhodos fylder 50 som dansk charterø



Hver torsdag kan turister få et indblik i den caribiske kultur, når der er festivalaften i San Nicolas. (Foto: Frank Undall)
Hver torsdag kan turister få et indblik i den caribiske kultur, når der er festivalaften i San Nicolas. (Foto: Frank Undall)