Besøg hos naboen: Tre dage - tre byer

Ta' en forårstur til tre kønne nordtyske byer med denne trin for trin-guide



Schwerin Slot - regeringsbygning og museum med mere end 100 rum. Det er dog ikke hele slottet, der er tilgængeligt for publikum. Foto: Carsten Pescht/flickr
Schwerin Slot - regeringsbygning og museum med mere end 100 rum. Det er dog ikke hele slottet, der er tilgængeligt for publikum. Foto: Carsten Pescht/flickr

Kun fire timers kørsel fra Aarhus og København ligger de kønneste tyske byer, som hver især byder på alt det, rejsende kan lide: smukke, gamle bygninger, fine specialbutikker, hyggelige spisesteder og flot natur.
Faktisk er der overraskende meget at se og opleve til en billigere pris end herhjemme, og da det hele blot er et – langt – stenkast fra Danmark, er byerne oplagte at bruge en forlænget weekend på.
Vi har lavet en tre dages guide til tre forskellige byer, som ligger i overskuelig afstand fra hinanden: Schwerin, Wismar og den mest kendte af dem: Lübeck.
Følger du den, går du ikke helt galt i byen.
Ekstra Bladet Ferie var inviteret af Tysk Turistinformation.

Schwerin - hyggeligt med stort H



Mecklenburgisches Staats-theater er også imponerende flot indefra. Foto: Silke Winkler
Mecklenburgisches Staats-theater er også imponerende flot indefra. Foto: Silke Winkler


Denne by er en perle uden lige. Hovedstad i Mecklenburg-Vorpommern og med et rigtigt Tornerose-slot som vartegn. Det er tydeligt, at Schwerin er et magtcentrum for regionen.

Når du har været på rundvisning på slottet – hvilket er et absolut must – kan du spise frokost i slottets smukke have. Slottet er ikke bare et museum, men også regeringsbygningen, så det er kun muligt at se noget af slottet indefra. Men vær du glad for det, for der er nemlig over 100 rum!

Bagefter går du over broen mod det flotte teater Mecklenburgisches Staatstheater og videre op ad Schlossstrasse langs imponerende bygninger med delstatens ministerier. Vender du dig, kan du se søen og slottet i baggrunden. En wow-oplevelse af de store!

Hvis du ikke vil spise i slottets have, må du endelig smutte ind i Cafe Prag på Schlossstrasse. Især hvis du er til lækre kager og god stærk kaffe.

I Schwerin er der toppede brosten, smalle gyder og fredede gamle bygninger, så man kunne tro, at denne by altid havde været rig og velholdt. Men efter Anden Verdenskrig og under kommunismen forfaldt mange af de pragtfulde bygninger.

Siden Schwerin blev hovedstad for delstaten i 1990, er der dog blevet renoveret til den helt store guldmedalje, og det er gjort med nænsom hånd: gadeskilte med pudsige figurer, bindingsværk og skæve, charmerende huse.

Det er hyggeligt med stort H at slentre rundt i byens centrum med rådhuset, den imponerende St. Nicolai kirke, de klassiske brosten og markedspladsen Schlachtermarkt.

Højdepunkter:

1 Schwerin Slot
2 Staatliches Museum Schwerin, som blandt har værker af Rembrandt og Picasso
3 Domkirken
4 Sejltur på søerne, man kan både leje egen robåd eller skib og tage en tur i en af turistbådene
5 Rådhuset og markedspladsen

Wismar - en lille dukkeby



Det hyggelige, historiske centrum i Wismar minder mest af alt om en lille dukkeby. Her er mere end 800 huse fredet. Foto: Paula Soler-Moya/ flickr
Det hyggelige, historiske centrum i Wismar minder mest af alt om en lille dukkeby. Her er mere end 800 huse fredet. Foto: Paula Soler-Moya/ flickr


Før murens fald var Wismar en nedslidt østtysk by, men især de seneste ti år er den blevet renoveret i alle ender og kanter, så i dag fremstår den som den yndigste lille dukkeby – ja, undskyld udtrykket, men det er sandt.

Det historiske centrum er på Unescos Verdensarvliste, og mere end 800 huse er fredet. Under rådhuset er der en interessant udstilling om byens historie, og på rådhuspladsen kan du se Der Alter Schwede, en næsten 700 år gammel bygning.

Når man er i Wismar, skal man uvægerligt ned til havnen og gå en tur. Frokosten kan passende bestå af en hvedebolle med fisk købt i en af de mange fiskerbåde ved havnen.

Men pas på: Vælger du det mest traditionelle Fischbrot med sild i, skal du vide, at det er en ordentlig basse af en matjessild, de kommer i bollen – blot tilsat et salatblad og en masse løgringe. Til gengæld er det billigt: en euro for en bolle med sild.

Skal du have en finere fisk som laks, må du hoste op med endnu en euro, men stadig et rørende billigt måltid.

Højdepunkter:

1 Markedspladsen foran rådhuset
2 Museum under rådhuset
3 St. Marien Kirke og filmen om, hvordan den blev bygget i middelalderen
4 Hanse Sektkellerei, som er en tysk 'champagne'-producent. Eller hvis du er til øl: Brauhaus, et gammelt bryggeri med guidede ture

Lübeck - mere end julemarkedet



Byporten Holstentor er fra 1478, og den står stadig stolt og flot i Lübeck. Foto: Andreas Rammelt/flickr
Byporten Holstentor er fra 1478, og den står stadig stolt og flot i Lübeck. Foto: Andreas Rammelt/flickr


Den gamle hansestad Lübeck er især kendt for sit hyggelige julemarked, men byen er så meget mere end det. Det er en blanding af pulserende shoppingby og hyggelige, kønne, smalle gader. Middelalder og moderne.

Centrum for byen er det ældgamle rådhus fra middelalderen og Rådhuspladsen, hvor der tit er torvedage. Det er en smuk plads, hvor man levende kan forestille sig, hvordan det så ud i middelalderen med alle boderne og de handlende – især, hvis man vender ryggen til det betonhelvede af et varehus, som er kommet til efter Anden Verdenskrig.

Går du derfra ned til Breite Straße, finder du masser af butikker og shoppingcentre. Og hav øjnene med dig, for der er mange små butikker, som turister normalt ikke vil besøge, men som er værd at se nærmere på.

For eksempel Löwen Apotheke, der både har de sædvanlige apotekervarer, men også en masse lækre skønheds- og spaprodukter.

I nærheden ligger Niedereggers Cafe, og her bliver du nødt til at gå ind. En marcinpan-himmel med hylder bugnende af deres egne produkter fra eksklusive gaveæsker til marcipanfigurer af alt fra frugter til dyr. Niedereggers er kendt for deres marcipan-cappuccino, en sød og sjov fornøjelse. Prøv det, og hvis du ikke er sukret til: en af deres berømte kager.

Nu går du videre ind i den gamle bydel til gader som Engelsgrube, Engelswisch og Engelswisch, hvor folk boede som sild i en tønde i de knap så gode gamle dage. I hvert fald i baggårdene.

Husene ud til gaderne blev bygget af rige købmand, som lod opføre små bygninger til ansatte bagtil. I dag er de fleste huse renoveret, men de snævre gader og bittesmå porte er det samme.

Når man går på gaderne og ser de små passager ind til baggårdene, virker det privat, men alle må gå ind og kigge sig omkring. Gør det! Der er mange kønne huse med blomsterkrukker, havebænke og hyggelig atmosfære, og de fleste beboere gør meget ud af at holde stilen.

Fra dette kvarter kan man gå ned til floden Trave og gå om bord på en af de mange flodbåde, eller sætte sig på en af cafeerne ved de gamle pakhuse og kigge ud på vandet. Husk også at runde Hüxstrasse, som har mange specialbutikker.

Højdepunkter:

1 Den gamle bydel, som er på Unescos Verdensarvliste
2 Sejltur på floden
3 De fem enorme kirker: Domkirken, Maria Kirke, Marienkirche. Tysklands tredjestørste kirke, hvor 'Døden fra Lübeck' kommer fra, Helligåndskirken, Sømandskirken Skt. Jakobi og St. Aegidien
4 De små gader i den gamle bydel
5 Rådhuset samt Rådhuspladsen
6 Buddenbrookhaus, hvor forfatterne Heinrich og Thomas Mann har boet
7 Villy Brandts hus samt Günter Grass' hus, der er forbundet via en have.
8 Hansemuseum
9 Byporten Holstentor fra 1478

0 kommentarer
Vis kommentarer