Leder i Air France styrede prostitutionsring

Tre personer sidder på anklagebænken. Fransk politi har siden sidste år optrevlet prostitutionsring med base i det statslige franske flyselskab

Brasilien er storleverandør af prostituerede til Europa. Selv om landet har rykket sig enormt økonomisk i de senere år, vokser millioner stadig op i dyb fattigdom, og en del unge kvinder satser på prostitution som en hurtig vej ud af slummen. (Foto: AP)
Brasilien er storleverandør af prostituerede til Europa. Selv om landet har rykket sig enormt økonomisk i de senere år, vokser millioner stadig op i dyb fattigdom, og en del unge kvinder satser på prostitution som en hurtig vej ud af slummen. (Foto: AP)

En ledende medarbejder i Air France mente åbenbart, at hans løn ikke var høj nok, og han er nu anklaget for at styre en prostitutionsring, der fragtede unge kvinder fra Brasilien til Paris, hvor de blev anbragt i lejligheder på dyre adresser.

Manden, der blot kaldes Alain D, blev anholdt og sigtet sidste uge sammen med sin brasilianske kone og en anden ansat for menneskesmugling, rufferi og kriminelle sammensværgelser, skriver avisen Le Parisien.

Se også: Sådan opfører du dig ordentligt på et bordel

I alt menes ringen at have tjent to millioner euro siden 2010 på foretagendet.

Den ledende medarbejder i Air France var chef for hele flybesætninger i Charles de Gaulle-lufthavnen i den franske hovedstad, og han kunne købe flybilletter med stor rabat, der blev udnyttet, når de unge brasilianere skulle fragtes til Frankrig.

Se også: Las Vegas rydder op i luderaffald

Alain D og konen rejste til Brasilien en gang om måneden og vendte hver gang hjem med flere kvinder, de hævdede, var familiemedlemmer. Billetterne kostede kun 1.100 kroner stykket.

Ringen blev dog optrevlet, da en kvinde ved navn Claudia slap ud af trioens greb sidste år og kontaktede politiet.

Se også: 16-årige køber ludere i Sunny Beach

Hun fortalte, at hun var blevet anbragt i en lejlighed på Rue de Tivoli ved siden af Louvre, hvor det var forventet, at hun modtog gennemsnitligt fem kunder dagligt, som hver betalte 150 euro.

Kvinderne blev ligeledes tvunget til at besøge en såkaldt guru, der skulle opmuntre dem. Men de skulle betale 500 euro af deres egne penge for hvert besøg. Denne 'guru' er den tredje på anklagebænken.

1 af 2 En medarbejder i Air France misbrugte sine forbindelser til at skaffe billige flybilletter til de brasilianske piger. (Foto: AP)
2 af 2 Brasilien er storleverandør af prostituerede til Europa. Selv om landet har rykket sig enormt økonomisk i de senere år, vokser millioner stadig op i dyb fattigdom, og en del unge kvinder satser på prostitution som en hurtig vej ud af slummen. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer