Til alle nørderne: Besøg en Airbus fabrik

Et besøg på en Airbus fabrik i Hamborg er en imponerende oplevelse, som fly-nørder med garanti vil elske

Foto: Airbus/M. Lindner.
Foto: Airbus/M. Lindner.

Jeg er på rundvisning i Tysklands største Airbus fabrik i Hamborg. 15.000 mennesker er ansat her og hallerne, hvor flyenes kabiner bliver lavet er enorme. I den største er der således hele ni splinternye fly parkeret side om side. Og overalt foregår der noget rundt om flyene.

Dette må være paradis for de mennesker, der holder af at kigge på fly ved Flyvergrillen eller i lufthavnene diverse steder i Danmark. Det er stort, det er imponerende, og det er interessant at se, hvordan der bliver arbejdet på de forskellige Airbus-fly, som vi lægger vores liv i hænderne på.

Udover almindelige A320 fly ser vi også fire af verdens største passagerfly, A380, stå side om side klar til at blive malet. Der skal ca. 3.500 kilo maling alene til et fly! Flyene har to etager, og jeg har aldrig været så tæt på så stort et skrummel før.

Læs også: Mobilgadgets du ikke kan undvære på din ferie

Airbus-fabrikkerne er fordelt rundt omkring i Europa, og hver fabrik har hver sit ansvarsområde. Fabrikken i Hamborg står for at montere en del af kabinen, alle andre komponenter fremstilles i for eksempel Frankrig og England for derefter at blive fløjet til Hamborg og blive færdigmonteret her.



Foto: Airbus/M. Lindner.
Foto: Airbus/M. Lindner.


Derfor kan den ca. to timers lange rundvisning blandt andet byde på hallen, hvor flyene står på gigantiske samlebånd, og der arbejdes på kabinerne (og jeg lover jer for, at der er mange kabler, skruer og dimsedutter involveret) samt hangaren, hvor flyene står klar til en makeover fra en lysegrøn farve til hvid med diverse flyselskabers logoer på.

Læs også: Bedste apps til rejsen: 3 forskellige cityguides

Det er underligt, hvordan et sted, der producerer så kæmpestore elementer, kan være så rent og ryddeligt, men hangarerne virker simpelthen som mønsterfabrikker. Alt befinder sig på rette sted, de ansatte stresser ikke, stemningen er koncentreret og nærmest lidt hyggelig.

Kompetente guider
Det er muligt at besøge de forskellige Airbus fabrikker på en guidet rundvisning á ca. to timers varighed. Guiderne har en stor viden om alt det, der foregår i forbindelse med produktionen af de forskellige fly. Selv fandt jeg det en kende for langt, men her var jeg tydeligvis den eneste i vores gruppe, som blev lidt mentalt fraværende engang i mellem.

Her er linket til det bureau, der har tilladelse til at guide gæster rundt på Airbus’ fabrikker i henholdsvis Bremen og Hamborg: Globetrotter Tours - Let’s visit Airbus.

Og når du har set dig mæt på fly og flydele, kan du shoppe souvenirs i deres Airbus-shop.

Rejseblokken var inviteret af Tysk Turist Information og EasyJet, der har mange daglige flyafgange fra Kbh. til Hamborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere