Fem oplevelsesrejser for livet

Er du til oplevelser på ferien, må du ikke misse disse destinationer

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Adskillige undersøgelser har bekræftet det gang på gang: Vi danskere vil have oplevelser med hjem fra ferien. Og i 2014 vil tendensen kun blive stærkere, vurderer Star Tour.

Ifølge rejsebureauet vil der fortsat være vækst i adventurerejser og aktive ferier, og tendensen bliver stærkere i takt med, at andelen af befolkningen over 50 år vokser.

Læs også: Fem fede aktivferier

– Minder for livet er en klar tendens blandt 50+ ifølge alle undersøgelser. Spørgsmålet er ikke længere, hvor du har rejst – men samtalerne vil fokusere på, hvad du oplevede og gjorde på rejsen, og med hvem, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Er du en af de mange danskere – over 50 eller ej – som drømmer om at gøre din ferie til en storslået oplevelse, som du aldrig vil glemme? Så lad dig inspirere af disse feriemål, som ifølge rejsewebstedet Tripadvisor sikrer dig en ferie i særklasse og oplevelser, der i forskellige kategorier er helt i top.

1. Sol, sand- og vandferie
Det ultimative tropiske paradis findes på Bora Bora i Fransk Polynesien. Her kan I bo direkte på vandet i en bungalow i Bora Boras turkisfarvede lagune. I bliver omgivet af et krystalklart hav, palmer i lange baner og blødt hvidt sand. Samtidig har I mulighed for at tage på tur til stentempler eller give jer i kast med diverse vandsportsaktiviteter.

Pris: Fra ca. 46.000 kr. for en pakkerejse i 14 dage med f.eks. Nyhavn Rejser.

2. Den transsibiriske jernbane
Stig på toget og lad det transportere dig fra Beijing til Moskva. På turen kommer du til at opleve, hvordan verden lukker sig op gennem dit lille togvindue. Se zarens Skt. Petersborg folde sig ud, se Mongoliets nomadeliv og nøjes med at læne dig tilbage i de næsten syv dage, turen tager, og nyd, at Silkevejens oplevelser kommer til dig.

Læs også: Tag ferie fra din ferie

Pris: Fra ca. 13.000 kr. for en pakkerejse i otte dage med f.eks. Jysk Rejsebureau.

3. Norges magiske nordlys
Sejl til toppen af Norge og se nordlysets klare grønne, røde og hvide buer slænge sig magisk på en dybblå himmel. Ingen selskaber kan garantere de smukke syn, da disse afhænger af vejrforholdene, men vælger du at basere dit valg på selve sejlturen, så er både Hurtigruten og Marco Polo ifølge Tripadvisor en mulighed. Pris: Fra ca. 7000 kr. for seks dages krydstogt med afgang fra Bergen med f.eks. Hurtigruten.

4. Et møde medinkaerne
Er du til aktiv ferie, er en trekkingtur på inka-stien i Machu Picchu i Peru et must på ferie-ønskelisten. Du kommer helt tæt på Andesbjergenes overvældende natur, møder udsigter, der vil prente sig fast helt inde din i hjertekule, og du bliver overvældet af historiske kuldegysninger, når inkaernes fint forarbejdede sten pludselig rejser sig op foran dig i de gamle templer.

Pris: Fra ca. 28.000 kr. for en pakkerejse i 20 dage med f.eks. Kipling Travel.

5. Den ultimative safari-ferie
Lad dig overvælde af Kenyas skønhed på safari. Omkring Dianni Beach findes der rigtig mange selskaber, men særligt et skiller sig ifølge Tripadvisors brugere ud, nemlig Julius Safari. Her får god man god betjening og erfarne guider mednæse for at finde dyrene. Er I heldige, får I mulighed for at se næsehorn, flodheste, zebraer, elefanter, giraffer, aber og løver.

Læs også: Rhodos fylder 50 som dansk charterø

Pris: Fra ca. 17.500 kr. for en pakkerejse i ti dage inkl. safari med f.eks. Profil Rejser.