Det er ski da historisk

Garmisch-Partenkirchen er kendt for skihop til nytår - og en charmerende togtur mod toppen af Tyskland

(Foto: Thomas Borberg)
(Foto: Thomas Borberg)

Scenen er den samme år efter år: Det nye år indledes på sofaen med dunkende hoved, og stik imod alle nytårsforsætter om en sundere livsstil står menuen på chips, cola og fastfood og ikke mindst skihop fra den sydtyske by, der sådan en tømmermandsramt 1. januar kan være svær at udtale og endnu sværere at stave til: Garmisch-Partenkirchen.

De fleste kender nok til Garmisch-Partenkirchen, gennem den traditionsrige nytårsskihop, der transmitteres til tv-seere over store dele af verden og er en del af den tysk-østrigske hopuge også kaldet firebakketurneringen.

Læs også: Få en ski' på

En turnering, der har sit udspring helt tilbage i 1952/53. Til gengæld er der langt mellem de danske turister i byen – et faktum, der kan være lige så svært at forstå som tilstanden på sofaen den 1. januar. Men lad mig være helt ærlig, mit besøg i Garmisch-Partenkirchen opstod som lidt af en tilfældighed.

Jeg var på vej til østrigske St. Anton, hvor jeg senere på ugen skulle møde nogle gode venner. Midt på natten var det begyndt at sne kraftigt, og under et stop på en tysk rasteplads med kaffe, Red Bull og würstel begyndte jeg at tjekke vejrudsigter og snemeldinger.

Vinden var i nord, og ifølge de forskellige snemeldinger havde skyerne droppet det meste sne på den tyske side af grænsen. Det betød ca. 50 cm nysne i Garmisch-Partenkirchen og tilmed udsigt til sol fra en skyfri himmel i løbet af dagen. Det krævede ikke mange sekunders diskussion med mig selv, og destinationen på bilens gps blev ændret fra Østrig til toppen af Tyskland: Garmisch-Partenkirchen.

Historisk bjergbane
Et par timer senere stod jeg i skitøjet og ventede på togafgangen mod Tysklands højeste punkt Zugspitze.

Og hvilken begyndelse på en skiferie. Stationen ligger lige ved siden af skøjtehallen fra de olympiske vinterlege i 1936, og historiens vingesus svæver smukt over både skøjtehallen med de olympiske ringe og den gamle jernbane, der blev bygget mellem 1928 og 1930, og som året rundt fragter skiløbere, vandrere, mountainbikere eller blot naturelskere de 19 km og 1883 højdemeter fra Garmisch til Zugspitzplatt.

Togvognene er blevet fornyet mange gange siden 1928, men mekanikken er den samme, og det er, som om tiden står stille, da de omkring 1000 hestekræfter i motoren begynder at trække vognsættet, der fuldt lastet kan veje op til 60 ton og stille og roligt æder højdemeter efter højdemeter og snegler sig gennem det smukke, sneklædte landskab på sin vej mod toppen.

Læs også: Du hvide Valtellina

Det er sammenlignet med moderne kabine- og gondollifte på ingen måde den hurtigste vej mod skiløbets glæder, men det er til gengæld én af de mest charmerende og romantiske, jeg nogensinde har oplevet.

På toppen byder Zugspitze-området på omkring en snes pister og syv lifte, så hvis du skal have masser af effektivt skiløb, skal du ikke tage herop, men derimod blive i de tre andre sammenhængende områder, der sammen med Zugspitze udgør skiområdet i Garmisch-Partenkirchen, og som i alt byder på hele 118 pistekilometer.

Vil du derimod have en kæmpe naturmæssig oplevelse og næsten uforstyrret skiløb, så er Zugspitze stedet.

Uberørte pister
På trods af at jeg først nåede toppen sidst på formiddagen, lå flere af pisterne stadig fuldkommen nypræparerede, og uden for de afmærkede pister lå nattens snefald aldeles jomfrueligt og indbød til masser af offpiste-udfordringer, mens solen – som lovet – skinnede fra en næsten skyfri himmel. Kaizerwetter, som det hedder på de kanter.

Når turen atter går ned fra Zugspitze og hjem ad mod Garmisch-Partenkirchen er der et lille dilemma. Den smukkeste tur er nok med Eibsee-svævebanen, men tager du i stedet toget, har du muligheden for at stå af ved Riffelriss, hvorefter du har knap fem km fantastisk smukt skiløb ned mod Eibsee, hvor du kan se, om du kan nå at fange toget igen – en øvelse jeg ikke vil anbefale, hvis du har små børn eller nybegyndere med.

Tag jer i stedet god tid ned ad den forrygende røde skovpiste og nyd den smukke udsigt fra Eibsee-stationen, mens I venter på næste tog.

Afterski - men kun i weekenden
Garmisch-Partenkirchen er ikke nogen traditionel skisportsby, som vi kender dem fra de øvrige alper. Byen er mere en typisk mellemstor bayersk provinsby – indbyggertallet ligger på den gode side af 25.000 – der tilmed er begavet med smukke bjerge, der indbyder til masser af aktiviteter året rundt.

Byens størrelse betyder også, at prisniveauet ligger en del lavere end skisportsstederne lidt længere mod syd, og det gør, at her er masser at tage sig til, når skidagen er omme.

Det betyder dog også, at decideret afterski kan være svært at finde. Da jeg spørger et par af de lokale unge, kigger de undrende på mig, og svarer, at det da kun er i weekenden, at der er afterski.

Til gengæld er her masser af små, hyggelige værtshuse og barer med masser af bayersk gæstfrihed – også selv om du er den eneste, der nyder et velfortjent glas bayersk øl stadig iført skitøj.

Læs også: Sådan bliver du rippet på ferien

Både Garmisch og Partenkirchen har nogle vidunderlige historiske bykerner med masser af shoppingmuligheder.

Tag eksempelvis en tur ned ad den historiske Ludwigstraße i hjertet af Partenkirchen, en hip og nærmest mondæn indkøbsgade. Udsøgte forretninger for kræsne kunder ligger dør om dør med typiske, alpine kroer og gourmetrestauranter.

Større skiområde
Skiløbet i de tre områder er utroligt effektivt med hurtige gondollifte, der bringer én fra dalen til toppen og moderne fire- og seks-stolelifte, der forbinder de tre områder på kryds og tværs. Langt hovedparten af pisterne er middelsvære røde pister, men her er skimæssige udfordringer til alle.

Læs også: Storbyweekend for under kr. 2.000,-

Kast dig eksempelvis ud på den sorte Kandahar-piste, der hvert år lægger sne til både styrtløb og Super-G, når den alpine World Cup gæster Garmisch-Partenkirchen. I bunden af de tre områder finder du også masser af børnevenlige begynderbakker, snelegeland, og her er selvfølgelig også snowpark til de lidt mere modige

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere