Overnat i fly eller fængsel

Få inspiration til kreative overnatningsmuligheder

(Foto: Trivago)
(Foto: Trivago)

Er du træt af ensformige firkantede rum med en standard seng?

Flere og flere rejsende søger unikke og uforglemmelige oplevelser, når de bevæger sig uden for hjemmets fire vægge.

Denne tendens gælder ikke kun destinationerne, men også når der kigges efter overnatningsmuligheder.

Hotelsøgemaskinen Trivago har samlet en liste med unikke hoteller fra hele verden.

1. Jumbo Stat, Arlanda, Sverige
Fra 1976-2002 gjorde denne Boeing 747 tjeneste for Pan Am, Singapore Airlines og Transjet – nu er den landet for sidste gang og er blevet indrettet, så rejsende kan nyde flyvende komfort på landjorden.

Jumbo Stay hostel ligger på landingsbanen i Arlanda lufthavn, hvorfra det kun tager ca. 20 minutter at komme til Stockholm, og giver gæsterne en unik mulighed for, at sove i en cockpit-suite med panoramaudsigt over lufthavnen.

Pris: Fra ca. 800 kr. pr. nat

2. Cappadocia Cave Suites, Göreme, Tyrkiet
Byen Göreme i det centrale Tyrkiet er en af de mest unikke byer i verden.

Byen tilhører Göreme Nationalpark, der ligger i regionen Kappadokien.

Her har vind og vejr skabt bemærkelsesværdige klippeformationer, og Cappadocia Cave Suites er et unikt hotel, som giver gæsterne lejlighed til at overnatte i de originale hulebeboelser.

Pris: Fra ca. 500 kr. pr. nat

 

3. Malmaison Oxford, England
Malmaison Oxford byder deres gæster velkommen til et ophold i et ombygget victoriansk fængsel.

At tilbringe en nat i fængsel er måske nok de færreste menneskers drøm, men dette boutique-hotel tilbyder et eksklusivt og luksuriøst ophold.

Fængselscellerne er blevet til stilfulde hotelværelser, og de karakteristiske fængselsgange er blevet indrettet med røde tæpper. Restauranten prydes med de originale metaltrapper.

Pris: Fra ca. 1600 kr. pr. nat.

 

4. Quinta Real Zacatecas, Zacatecas, Mexico
I tribunen omkring den tidligere tyrefægtningsarena San Pedro ligger det femstjernede hotel Quinta Real Zacatecas.

Arenaen har ikke været brugt til tyrefægtning siden 1975, men stedet har siden vundet et utal af priser for dets restaurering som hotel.

Arenaen ligger i hjertet af den maleriske mexicanske by Zacatecas, som i 1993 blev en del af UNESCOs verdensarvsliste.

På trods af en omfattende renovering har Quinta Real bevaret sin unikke karakter og skønhed.

Værelserne er placeret rundt om ringen og der, hvor tyrene førhen stod fastlåst, inden de blev sluppet løs i ringen, er der nu indrettet bar.

Pris: Fra ca. 770 kr. pr. nat

 

5. Luna Salada, Uyuni, Bolivia
Luna Salada er et unikt hotel bygget af saltblokke, beliggende i hjertet af de berømte saltsletter i Uyuni i Bolivia.

Hotellet er anlagt i en lav bygning for at passe ind i de naturlige omgivelser og kan prale af en uovertruffen udsigt til verdens største saltsletter.

Det kan anbefales at nyde et af Bolivias bedste køkkener, mens solnedgangen over Salar de Uyuni danner en magisk ramme om måltidet.

Pris: Fra ca. 500 kr. pr. nat.

 

6. Igloo Village Kakslauttanen, Saariselkä, Finland
De idylliske igloer i Igloo Village Kakslauttanen giver gæsterne mulighed for at opdage det bedste af Lapland: rensdyr, slædehunde og nordlys. Glas-igloerne giver et uhindret udsyn til stjernehimlen, hvor nordlyset kan beundres fra sengekanten.

I løbet af dagen tilbyder hotellet ture med slædehunde, kaneture med rensdyr eller udflugter på snescootere.

Pris: Fra ca. 1100 kr. pr. nat.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer