Hvem kan det? Alicante

Charterturismens første by er ikke Spaniens smukkeste. Men maden og strandene er intet mindre end fremragende, og så er der masser af tage sig til, hvad enten man er purung eller pensionist

Særligt briterne tog byen til sig op gennem charterturismens storhedstid, der begyndte i 1960'erne. Og faktisk har Alicante på den spanske østkyst status af at være den første spanske by, der for alvor lod sig erobre af turisterne fra Nordeuropa.

Massevis af investeringer udmøntede sig på rekordtid i store (og ikke altid lige smukke) hoteller langs Costa Blanca, der på rekordtid fik ændret sin kystlinje og da også har været en af de hurtigst voksende byer i hele Spanien. Alicante har i dag mere end 335.000 indbyggere, hvoraf hele 27.000 er indskrevet på byens universitet.

Og netop de mange unge giver en god balance i bybilledet.

For vist er her stadig briter. Og svenskere og danskere. Men særligt uden for højsæsonen, er der mange pensionister, der i sagens natur har bedre muligheder for at forlade hjemlandet uden for skoleferierne.



Kammuslinger hedder vieiras, og på disse kanter er de store, lækre og stegt til perfektion. (Privatfoto)
Kammuslinger hedder vieiras, og på disse kanter er de store, lækre og stegt til perfektion. (Privatfoto)


Og det er der masser af grunde til. Og det er ikke kun solen, havet og strandene. For overalt i Spanien og ikke mindst her i Alicante er der sket et enormt skred i den gastronomiske udvikling. Næsten som det er sket i vort hjemlige nordiske køkken, der engang var så udskældt, men nu tilhører de mest interessante i verden.

Hvor man tidligere kunne spise turister af med en omgang tør paella iblandet frostposerejer og en flaske lokal bordvin for en flad tyver, så er det i dag en anderledes lækker og opløftende oplevelse at spise ude i Alicante.

For selv om det naturligvis lader sig gøre at frekventere beværtninger med mere eller mindre tvivlsomme menukort, så er Alicante i dag en verden af velsmag.



Udskæring af sortfodsskinken er en sand kunst. Det forstår man, når man prøver det selv. De findes grundlæggende i tre kvaliteter. Cebo, recebo og bellota. Sidstnævnte er den fineste og klart dyreste. Disse svin må ikke fodres med kunstfoder, men lever primært af agern fra de store egeskove i det sydvestlige Spanien, hvor de har masser af plads til at boltre sig. (Privatfoto)
Udskæring af sortfodsskinken er en sand kunst. Det forstår man, når man prøver det selv. De findes grundlæggende i tre kvaliteter. Cebo, recebo og bellota. Sidstnævnte er den fineste og klart dyreste. Disse svin må ikke fodres med kunstfoder, men lever primært af agern fra de store egeskove i det sydvestlige Spanien, hvor de har masser af plads til at boltre sig. (Privatfoto)


Man mærker glæden ved råvarerne, fortællingen om dem, følingen med dem. Restauratørerne vil hellere end gerne tale om maden (helst på spansk), om hvor man får den bedste chorizo, møreste bøf eller den friskeste fisk.

Se også: Flere fly til Alicante

Det betaler sig dog at undersøge sagen på forhånd (eller som minimum at læse denne artikel). Og gør man det, går man ikke skuffet hjem på hotellet, men får derimod en kulinarisk oplevelse, der på bedste vis promoverer grundelementerne i det spanske køkken, der de senere år er blevet lovprist igen og igen. På topplan eksemplificeret ved kokke som Ferran Adrià og Juan Mari Arzak.



Havnebyen Alicante er hjemsted for masser af fisk og skaldyr, der da også er særdeles værdsat og eftertragtet på disse kanter. Blåmuslingerne (mejillones) er helt enkelt dampet i hvidvin og så tilsat hvidløg og persille. En klassisk og sikker vinder. (Privatfoto)
Havnebyen Alicante er hjemsted for masser af fisk og skaldyr, der da også er særdeles værdsat og eftertragtet på disse kanter. Blåmuslingerne (mejillones) er helt enkelt dampet i hvidvin og så tilsat hvidløg og persille. En klassisk og sikker vinder. (Privatfoto)


Mindre kan naturligvis gøre det her i Alicante. Enkelthed og gode råvarer er nøgleordene. Det har ikke det nye nordiske køkkens friskhed eller det franske køkkens komplekse saucer. Her er det velmarmorerede stykke oksekød, den velmodnede ost, den dagsfriske røde reje og naturligvis det velnærede svin i alle afskygninger i centrum.

Se også: Her er de fedeste spanske nudist-strande

Og så naturligvis ledsaget af et udvalg af de iberiske vine, der bare er blevet bedre og bedre op gennem det seneste årti.



To af det spanske køkkens grundpiller. Den vidunderlige jamon ibérico-skinke også kaldet pata negra efter den iberiske gris' sorte hove. Og så naturligvis de små grønne pebre, pimientos del padron. De friteres hurtigt i olie og drysses med havsalt. (Privatfoto)
To af det spanske køkkens grundpiller. Den vidunderlige jamon ibérico-skinke også kaldet pata negra efter den iberiske gris' sorte hove. Og så naturligvis de små grønne pebre, pimientos del padron. De friteres hurtigt i olie og drysses med havsalt. (Privatfoto)


De lokale røde fra Alicante eller Valenciaregionen er dog for de flestes vedkommende ikke i topklasse. Man benytter sig primært af Monastrell-druen, men også spaniens nationaldrue Temperanillo samt Cabernet Sauvignon, Merlot og Garnacha dyrkes i regionen. Man er dog milevidt fra niveauet i både Priorat, Toro og Ribera del Duero, der heldigvis kan fås næsten overalt.

Se også: Valencia - et bombardement af fest og farver

Området er langt mere kendt for de hvide af slagsen, der er produceret på Moscatel-druen, som også bruges til rosiner.



Der er masser af hyggelige restauranter i Alicante. Men det betaler sig virkelig at gøre sit forarbejde. For der er en enorm kvalitetsforskel. Det strækker sig lige fra det sølle til det superbe. (Privatfoto)
Der er masser af hyggelige restauranter i Alicante. Men det betaler sig virkelig at gøre sit forarbejde. For der er en enorm kvalitetsforskel. Det strækker sig lige fra det sølle til det superbe. (Privatfoto)


Alicante er som nævnt en del af Valencia-regionen, hvilket betyder, at den vigtigste næringskilde i flere århundreder har været ris. Den næringsgivende græssort dyrkes i sværttilgængelige og dampende varme vådområder. Det har traditionelt været hårdt arbejde at høste dem, og markarbejdere måtte ikke sjældent bukke under for infektioner og sygdomme som eksempelvis malaria.

Bønderne var fattige, og derfor supplerede man risene med det, man fandt i rismarkerne. Der var således frøer, snegle, ål og mosegrise i de første paellaer. I løbet af 1800-tallet forfinedes retten dog med jagtbytte som and og kanin og op gennem det 20. århundrede med alskens grøntsager, fisk og skaldyr.

Det var de erobrende maurere, der bragte risene og islam til Spanien op gennem middelalderen. Korstog tvang senere det muslimske overherredømme tilbage, men risene fik altså lov til at blive.



Det bliver ikke mere spansk end paella. Særligt Valencia-regionen og dermed Alicante er risland, og derfor kan man være sikker på at der står 'Arroces' på menukortet. (Foto: Colourbox.com)
Det bliver ikke mere spansk end paella. Særligt Valencia-regionen og dermed Alicante er risland, og derfor kan man være sikker på at der står 'Arroces' på menukortet. (Foto: Colourbox.com)


Det samme gør sig da også gældende med Santa Bárbara-slottet, der troner over Alicante. Det blev bygget af maurerne i 900-tallet og erobret af castilianerne i 1248. Det er absolut et besøg værd, og man får mildest talt varmen af at bestige de mange trapper. Der findes dog også elevatorer, hvis man ikke har mod på at brænde nogle af alle kalorierne af fra de mange gode måltider.

Ellers er der bare at gøre som de fleste Alicante-rejsende. Nyd dagene på stranden. Der er flere af slagsen, sandet er lækkert, de er børnevenlige, og gider du ikke at bevæge dig, er der altid mulighed for at sige 'Si, gracias', når lokale småforretningsdrivende tilbyder dig en kold øl, en sangria eller måske en omgang rygmassage.



Postiguet-stranden er den mest populære og den mest centrale i Alicante. Den bedste ligger dog lidt nord for byen og hedder San Juan. I baggrunden ses Santa Barbera-slottet. (Foto: Alicantetourismo.com)
Postiguet-stranden er den mest populære og den mest centrale i Alicante. Den bedste ligger dog lidt nord for byen og hedder San Juan. I baggrunden ses Santa Barbera-slottet. (Foto: Alicantetourismo.com)


Buen provecho!

Ekstra Bladet rejste til Alicante med Vueling

0 kommentarer
Vis kommentarer