TV: Dublin får mundvandet til at dryppe

Den irske hovedstad er nået langt, siden menuen stod på kogte kartofler i tyk brun sovs. I dag er det en gastronomisk fornøjelse at lægge vejen forbi

DUBLIN (ekstrabladet.dk): Irland er kendt for alfer, folkemusik og naturligvis de ganske særlige dansetrin, hvor overkroppen holdes ganske stille, mens benene udfører særdeles komplekse trin i et hæsblæsende tempo.

Men mad? Nej, indtil for får år siden, var den grønne ø nærmest at beskrive som et uland på det punkt. Få steder i Vesteuropa havde det så lille betydning, hvad man stoppede i munden tre gange om dagen.

Men det har i den grad ændret sig, fortæller kogebogsforfatter og gatronomientusiast Eveleen Coyle.

Hun viser hver uge både irere og udenlandske gæster rundt på gastronomiske rundture i Dublin kaldet Fab Food Trails.

- Tidligere handlede det bare om at blive mæt. Det er en arv, vi har haft tilbage fra de år, hvor kartoffelhøsten fejlede.

I årene 1845-1852 udvandrede mere end to millioner mennesker fra Irland, for fattigdommen var elstrem, og bare det at få mad var en kamp. Folk døde virkelig af sult.

- Men i de sidste ti år er der sket en sand revolution, fortæller Eveleen Coyle til Ekstra Bladet Ferie.

Se også: Dublins dejlige baghave

- Vi har Europas reneste landbrugsjord, og vi har nogle helt fantastiske råvarer. Og det kan virkelig smages i kødet og ostene, at det græs dyrene spiser, er noget særligt. Det har dygtige kokke fået øjnene op for, og der er sket er helt utrolig transformation på den irske madscene i løbet af få år.

Eveleen Coyle guider gæster rundt til en række steder, man som turist ikke ville have fundet ellers. Blandt andet Sheridans Cheesemongers i South Anne Street, der er en af Dublins ældste og angiveligt den uden sammenligning bedste ostebutik. Her sælges oste fra hele landet. Butikkens opstilling af de kære små er da også et studie i æstetisk nydelse.

Se også: Den mest irske del af Irland

Chancen for en dansk tilrejsende at tilfældigvis falde over The Cake Café i Camden er da også noget nær ikke-eksisterende. Man går gennem en stofforretning for så at komme ind i en lille baggård, der ligner noget fra Berlin eller måske Christiania. Små malerier og cykelstativer blander sig med cafeborde og duften af det, der sandsynligvis er Dublins bedste kager.

Og hvis tømmermændene nu skulle indfinde sig - og det gør de med garanti i Guinness-byen - så kan det godt være en lindring at frekventere den nyligt åbnede Bunsen Burger.

Her er menuen nemlig overskuelig nok til, at et nødlidende hoved kan dechifrere den. Du kan få enten en hamburger eller en cheeseburger (dog også i dobbelt variant) samt pommes frites. Det tog indehaveren lang tid at perfektionere den klassiske amerikanske spise, men efter at have allieret sig med den helt rigtige bager til bollerne og den helt rigtige slagter, der blander de rette kødstykker til farsen, er burgerne ganske enkelt også geniale. Der kan være travlt omkring frokosttid, så kom ikke alt for sent ud af sengen.

Se også: I hælene på St. Patrick

Dublin har dog langt fra lagt alle de kulinariske uvaner bag sig, og du kan sagtens falde over en friteret hotdog mestendels bestående af fedtafpuds og knoglerester til fem euro stykket. Men ser du dig godt for, ligger der store oplevelser og venter i digternes, forfatternes, øllets og nu altså også madens by.

Se også: Dublin er musikkens by

Se også rejseredaktørens iPhonevideo fra Dublins madscene i artiklens top.

Skulle du bevæge til Dublin denne vinter er det i øvrigt værd at være opmærksom på disse events.

1. Juleshopping: November og december i Dublin centrum

2. Julemarkeder: Fra slutningen af november og frem til jul over hele landet

3. Lysfestivalen Lumiere: 28. november – 1. december i Derry~Londonderry

4. Nytårsaften i Dublin: 29. – 31. december i Dublin centrum

5. Temple Bar Tradfest: 22. – 28. januar i Dublin centrum

Ekstra Bladet Ferie var inviteret af VisitIreland

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere