Med tungen lige i munden

Omkring bjerglandsbyen Banaue på Filippinerne smyger 2000 år gamle risterrasser sig langs de grønne skråninger - og det kræver koncentration at vandre i den dramatiske natur

De indfødte Ifuago-folk hænger ofte ud ved Banaues udkigspunkt i håb om, at du giver dem lidt småpenge for at få lov til at tage et billede af dem i deres farverige klædedragt. Foto: Sole Bugge Møller
De indfødte Ifuago-folk hænger ofte ud ved Banaues udkigspunkt i håb om, at du giver dem lidt småpenge for at få lov til at tage et billede af dem i deres farverige klædedragt. Foto: Sole Bugge Møller

Til højre eller venstre?

Forgreningen giver intet tegn på at ville fortælle os, hvilken vej der er den rette til landsbyen Banaue, og vi indser, at det måske var naivt, at vi havde begivet os ud i risterrasserne på egen hånd – uden guide og uden afskiltede stier. Men vi var eventyrlystne nok til at insistere på at finde vores egen vej, og det gik også fint nok den første times tid, men nu opdager vi, at de årtusindgamle risterrasser kan være som en smuk, forførende og vildledende labyrint.

Det kræver en vis ynde og balance at vandre rundt mellem risterrasserne

Slukørede bliver vi enige om, at det er bedre at vende om, mens vi stadig kan finde vej tilbage. Men så møder vi Julietta, der spørger, om vi har brug for en guide.

Halvvejs rundt om jorden
Det må vi erkende, at vi gør, og således begiver den 40-årige mor til ti sig ud på en to en halv time lang vandretur med os langs stejle bakker og snørklede stier i 30 graders varme.



Det er med at have styr på balancen, når man går langs de smalle stier på kanten af risterrasserne. Foto: Sole Bugge Møller
Det er med at have styr på balancen, når man går langs de smalle stier på kanten af risterrasserne. Foto: Sole Bugge Møller


Vi er i Banaue i det nordlige Filippinerne – et område, der er kendt for sine 2000 år gamle risterrasser, der rejser sig flere hundrede meter som en enorm grøn lagkage over dalen. Risterrasserne er optaget på Unescos Verdensarvliste, de er afbildet på 20 pesos-pengesedlen, og filippinerne kalder dem 'verdens ottende vidunder'.

Risterrasserne blev anlagt af det indfødte Ifugao-folk, der hovedsageligt huggede dem ud af bjergskråningerne ved håndkraft, og gennem århundrederne er rismarkerne gået i arv gennem familierne – altid til den førstefødte. De mange lag er designet som et smart vandingssystem, hvor regn fra regnskoven glider ned til hver af de tørstige rismarker – og ris var Ifugao-folkets eksistensgrundlag. Til den dag i dag fremsiger bønderne stadig en traditionel bøn over markerne, når der sås og høstes.



Vores guide Julietta tager os gennem Banaues risterrasser og forklarer, hvordan de lokale dyrker ris. Foto: Sole Bugge Møller
Vores guide Julietta tager os gennem Banaues risterrasser og forklarer, hvordan de lokale dyrker ris. Foto: Sole Bugge Møller


Det kræver en vis ynde og balance at vandre rundt mellem risterrasserne, der ikke er bygget til store, kluntede europæere. Julietta, derimod, svæver hjemmevant og ubesværet over landskabet.

Folk valfarter hertil
- Jeg er vant til at gå den her vej hver dag, når jeg henter brænde. Faktisk er det nemmere at balancere, når man bærer på et bundt brænde, fortæller hun på ubesværet engelsk – hvilket er lidt af en overraskelse for os, eftersom hun har boet hele sit liv i en mikroskopisk landsby i midten af ingenting uden adgang til elektricitet, tv, internet eller lignende.

Julietta forklarer os, hvordan de lokale planter, høster og vedligeholder rismarkerne, og midt på eftermiddagen når vi endelig helskindede tilbage til Banaue, hvor vi takker vores guide, der med cirka 60 kroner i lommen trasker tilbage til sin landsby.

Risterrasserne er årsagen til, at folk valfarter hertil. Du kan sagtens se dem fra nogle af udkigspunkterne, men vil du for alvor opleve dem, er det bedst at tage en vandretur. Banaues risterrasser er de mest tilgængelige, men langtfra de eneste i området.

Steder som Batad, Bangaan, Hungduan, Mayoyao Central og Nagacadan har nemlig lige så imponerende risterrasser.

Dejligt afkølende
Vi hyrer en tricycle, som er en motorcykel med overdækket sidevogn. Den kører os de tre kvarter mod Batad. Da vi når toppen af bjerget, hvor vejen ophører, og vandreruten begynder, bliver vi mødt af en række unge mænd, der straks tilbyder sig som guider. Belært af vores fejl dagen før, beslutter vi os for at slå til og får forhandlet os ned til 600 pesos svarende til cirka 70 kroner for at have en ledestjerne for en dag.

De lavthængende skyer har lagt sig som et gråt og fugtigt slør over os, og først er vi skuffede over, at vi ikke kan se noget som helst. Men efter en halv times vandren ned ad bakke bryder vi igennem skyerne og får første glimt af Batad.



Risterrasserne dækker 10.000 km2, og det siges, at hvis man lagde dem ud i en lang linje, ville de gå halvvejs rundt om planeten. Foto: Sole Bugge Møller
Risterrasserne dækker 10.000 km2, og det siges, at hvis man lagde dem ud i en lang linje, ville de gå halvvejs rundt om planeten. Foto: Sole Bugge Møller


Den lille landsby ligger i bunden af en dal omringet af høje, grønne bjerge, hvor ris-terrasserne er hakket ud på tre sider, så de danner et amfiteater. Godt nok er risterrasserne mindre end i Banaue, men de er langt mere dramatiske og postkortskønne.

Med tungen lige i munden fortsætter vi mod Tappiyah Falls, som er tre kvarter fra Batad langs en hesteskoformet flod. Så da vi når det 30 meter høje vandfald, er der ingen tvivl om, hvad vi skal, så vi hopper i vandet for at blive kølet af – og for at slappe af.

0 kommentarer
Vis kommentarer