Kreta: På jomfrutur som All inclusive-gæst

En uge på et stort hotel med swimming pools, underholdning, fri bar, blåt armbånd og hele pivetøjet er en uge, hvor batterierne lades helt op

Det er ikke superbilligt, at køre All Inclusive-stilen - men det er så meget lettere. Foto: Star Tour
Det er ikke superbilligt, at køre All Inclusive-stilen - men det er så meget lettere. Foto: Star Tour

Jeg er netop kommet hjem fra Kreta efter mit livs første ferie på all inclusive, og mit blodtryk er helt i bund. Det er en af de mest afslappede rejser, jeg har været på, og eventuelle fordomme om en bestemt type mennesker, der tager på sådanne ferier, kan hermed skydes ned: Der ér ikke nogen ‘typer’. Eller rettere: Jo, der er mange typer. Der er forældre med små børn, som nyder at være et sted, hvor ungerne kan lege i poolen, på legepladserne eller i Bamseklubben.

Læs også: Rullende rundvisning i Kreta

Der er ældre mennesker, som tager på udflugter om dagen og vender hjem til buffeten om aftenen. Der er kærestepar, vennepar, tykke, tynde, gamle, unge. Og de nyder denne pause fra hverdagsliv og gråvejr. Det samme gjorde min datter og jeg.

Rolige morgener på balkonen
For det meste rejser jeg på egen hånd, bestiller fly, overnatning og transfer på nettet. Det fungerer som regel fint, selvom vi sidste år stod en mørk aften i Tyrkiet, helt uafhentet, fordi transfer-bureauet havde glemt os. Men på charterferier er der garanti for afhentning. Vores forventning om en Mia Lyhne-agtig guide i bussen, som vi kender det fra ‘Europamestrene’, blev dog slået ned. Der kom blot en guide før afgang, som gav lidt information, og derefter hoppede ud af bussen igen.

Læs også: 3 tips: Her spiser du godt i Chania

På hotellet blev vi udstyret med et blåt plastikarmbånd, som sad på vores håndled hele ugen. På den måde kunne alle se, at vi var gået all in på all inclusive, og dermed kunne vi legitimere os overfor personalet i hotellets bar og på dets restauranter. Ret grimt og temmelig irriterende at rende rundt med plastik i solen, og jeg sendte en længselsfuld hilsen til for eks. Roskildefestivalens armbånd af stof.

Hotellet er et kæmpe resort med flere pools, legepladser, scener til underholdning og barer. Vi havde en lejlighed med en stor balkon, hvor jeg hver morgen kunne snuppe morgenkaffen i ro og mag, mens jeg lyttede til småsnak fra folk på vej til morgenbuffeten og så ud over hav og palmer. Og her kunne vi trække os tilbage, når solen brændte. Eller når musikken ved poolen blev for enerverende (hvorfor spiller man egentlig ikke græsk musik i stedet for dance/pop?).

Spis, hvad du vil
Når min datter vågnede, slentrede vi ned til restauranten med en overdådig morgenmadsbuffet: Omelet, salat, pandekager, frugt, ost osv., osv. Udvalget er enormt, men man finder hurtigt ud af, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt – for eks. margarine-croissants. Hey, hele meningen med croissants er, at de skal være proppet med smør!

All inclusive betyder ikke ‘Du SKAL opholde dig på hotellet hele tiden’. Det betyder, at man har muligheden for at ‘spise hjemme’ uden at bekymre sig om regningen. At du kan hente drinks, kaffe, sodavand og snacks som pizzastykker eller frugt dagen lang uden at bekymre dig om, du har penge med ved poolen.

Der er en frihed i konceptet. Især når man bor udenfor en by. Man er frataget alle bekymringer for en stund. Ikke noget med at panikke, fordi man ikke har tanket op med vand, ingen ekstraudgifter til mad, øl og is – hvis man bliver på hotellet vel at mærke. Det gjorde vi nu ikke. Vi brugte det som det frirum, det er. Vi kunne tage ind til Chania eller op i bjergene, vi kunne spise ude eller hjemme, men det var rart at vide, at man kunne tage ‘hjem’ og få en gin & tonic ved poolkanten eller en salat mellem spisetiderne.

Hjem til grillen
En sen eftermiddag gik vi en lang tur langs havet. Ca. otte km. fik vi det til, og de sidste par km. var ikke rare. Det stormede og susede fra havet, det var mørkt, og vi frøs, for vi havde alt for lidt tøj på. Da vi kom til hotellet, var der god gang i den. Der var græsk aften, og flotte grækere dansede på scenen, mens kokkene var rykket udenfor til nogle store grille.

Maden var meget bedre end normalt (syntes vi), og efter den strabadserende tur kunne vi smide os på hver sin stol og nyde musikken, dansen og maden… Hjem kære hjem.

Den aften forstod jeg all inclusive-konceptets popularitet. Det er det nemme liv. Hvis ens hverdag er presset og de daglige pligter står i kø, er det befriende at blive forkælet og slippe for at tage stilling til noget i en uge eller to. Man behøver ikke engang søge ud for at blive underholdt, for det er lige her på hotellet. Og hvis ungerne er små, kan det være en udfordring at sidde på en restaurant. Her kan de frit rende rundt. Som på en luksuriøs campingplads.

Det har en pris
Men det er smådyrt. En uge med all inclusive på Caldera Beach Hotel koster 2.450 kr. oveni selve rejsens pris. Hvis du kun spiser morgenmad dagligt og snupper aftensmaden et par gange i løbet af ugen, er det sandsynligvis billigere at vælge halvpension eller slet ingen pension.

Til gengæld skal du til lommerne, hver gang du skal have noget at drikke og spise. Eller børnene skal have en is. Og det skal de flere gange dagligt. Det er jo ferie, og med all inclusive slipper man for plagerierne.

Rejseblokken var inviteret til Kreta af Star Tour.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen