Historiske Cambridge

Uanset om du er til kunst, gastronomi eller byliv, har den engelske universitetsby noget for enhver smag

Den særlige sejlform 'punting' er en gammel tradition fra middelalderen. Punting blev introduceret i Cambridge i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Parastou Booyash
Den særlige sejlform 'punting' er en gammel tradition fra middelalderen. Punting blev introduceret i Cambridge i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Parastou Booyash

Vi har hørt det mange gange før. I film og i historietimerne. Vi ved, at Cambridge er en universitetsby, og at de studerende er og altid har været byens hovedingrediens. Men man kan alligevel blive fascineret af, at byen siden år 1209 har stået ved sit image og sine traditioner, som stadig driver langs Cam-floden og vandrer rundt på de snoede brostensstræder.

University of Cambridge blev grundlagt helt tilbage i 1209, og det består i dag af 31 forskellige colleges. Et af disse er det store Trinity College, der ligger i evig dyst med sin største konkurrent St. Johns College.

University of Cambridge er rangeret blandt de bedste i verden. Universitetet har sat sit præg på byen siden grundlæggelsen i 1209. Foto: Parastou Booyash
University of Cambridge er rangeret blandt de bedste i verden. Universitetet har sat sit præg på byen siden grundlæggelsen i 1209. Foto: Parastou Booyash
 

De to konkurrerer om prestige, de bedste elever og flest Nobelpris-modtagere som tidligere studerende. 

St. Johns praler med ni forskellige af slagsen, seks premierministre, tre ærkebiskopper, to prinser og tre helgener. Konkurrenten Trinity College kan blære sig med både Isaac Newton, prins Charles, prins William, Niels Bohr og hele 31 Nobelpris-modtagere.

Studielivet er dog ikke lutter lagkage. Det er også hårdt, og engelske studier viser, at der er omkring to selvmord på University of Cambridge om året.

Gaderne i Cambridge ligner noget fra en anden tid - det er med til at gøre det hele rigtig hyggeligt. Foto: Parastou Booyash
Gaderne i Cambridge ligner noget fra en anden tid - det er med til at gøre det hele rigtig hyggeligt. Foto: Parastou Booyash
 

Derfor har man plantet hængepiletræer langs floden Cam til minde om de afdøde.

Du kan nyde de smukke hængepiletræer fra både universiteternes baghave eller fra floden. Vælger du den sidste mulighed, kan du leje en båd og ’punte’ langs floden. Punting er en gammel tradition, der blev introduceret i Cambridge i begyndelsen af 1900-tallet. 

Lej en guide
Punting går ud på at skubbe båden frem via en lang åre, som man sætter af med på bunden af floden. Floden er nemlig hverken dyb eller farlig, så punting er en oplagt og afslappende måde at opleve livet langs universiteterne.

Udover turisterne er de studerende et hyppigt syn på floden. De tager pauser ved bredden og drikker et par øl, inden de igen ’punter’ videre.

Siddepladserne i den cirka syv meter lange båd er overraskende rummelige og behagelige, og der er plads til seks til otte personer i en båd. Hvis du er for doven til at ’punte’ selv, kan du leje en guide, der både kan fortælle om ruten, universiteterne og om floden – og naturligvis om hele byens lange historie.

Ekstra Bladet Ferie var inviteret til England af DFDS Seaways og Visit Britain.

0 kommentarer
Vis kommentarer