Her er de bedste steder til en vinferie

Vi har fået eksperternes anbefalinger

Udover god vin byder Moseldalen også på ufattelig smuk natur og charmerende små landsbyer. Foto: HeribrtPohl/flickr
Udover god vin byder Moseldalen også på ufattelig smuk natur og charmerende små landsbyer. Foto: HeribrtPohl/flickr

Vi har talt med tre danske vineksperter og fået deres anbefalinger til den bedste vinrejse. Læs med her og bliv ferieinspireret.

Frankrig og Italien

En af Danmarks få vinkyperere, Torben Møller Sørensen, anbefaler den franske region Alsace og Piemonte i Norditalien, hvis man skal på vinferie.

Alsace:
- Alsace er en forholdsvis kort køretur fra Danmark. Fra Rådhuspladsen i København er der ikke mere end omkring 1000 kilometer. Regionen har fantastiske hvidvine, der også er nogle af de hvidvine, som er de mest populære blandt danskerne. Der er syv forskellige druer, hvor de mest kendte – og også de to yderpunkter – er Riesling og Gewürtztraminer, hvor Riesling er den fineste.

- Området er smukt og byder på masser af historie. Kører man ad Route des Vins, får man Rhinen på sin ene side og Vogeser-bjergene, som også kaldes De blå bjerge, på sin anden side – det er et meget pittoresk landskab. Og så har de fantastisk gastronomi i Alsace, som formår at kombinere de tunge tyske retter med det lettere franske køkken, så maden bliver meget elegant.

 

- Alsace ligger i en lun lomme, hvor de er beskyttet mod regn og vind fra vest. Det betyder, at det hele blomstrer allerede i det tidlige forår, og at høsten starter tidligt i begyndelsen af september. Det gør, at regionen er en perfekt rejsedestination fra april og helt i oktober. Og en ekstra fordel er, at de ofte taler tysk, som mange danskere til en vis grad kan.

- En ting skal man huske, hvis man rejser til Frankring og indlogerer sig et sted, hvor der er en restaurant: Franskmændene er meget høflige, og hvis man lejer sig ind et sted, så spiser man også der. De siger ikke noget, hvis du ikke gør, men det gør man altså, siger Torben Møller Sørensen.

 

Piemonte
- Danskerne er utroligt glade for italienske vine, og særligt Barolo og Barbaresco, som er fra Piemonte-regionen, er populære. Navnet Piemonte betyder 'for foden af bjergene' og ligger som navnet indikerer altså ved Alperne, hvor der er meget smukt. Vinene får deres navne fra de små vinlandsbyer Barolo og Barbaresco, som kaldes henholdsvis kongen og dronningen af regionens vine, og de er utroligt hyggelige at besøge.

- Udover vine er Piemonte også kendt for begrebet slow-food, som er opstået der. Man tager sig virkelig tid til madlavningen – både indkøb, tilberedning og spisningen, hvilket betyder, at man også kan få fantastiske gastronomiske oplevelser i regionen.

 

- Overnatninger er ikke ret dyrt, og har man lyst, kan man indlogere sig på en af de mange lokale vingårde, så man får hele vinoplevelsen helt tæt på. Der kan være lidt køligt tidligt på sæsonen, så det bedste tidspunkt at besøge regionen er i sommeren og sensommeren. Men man kan også få en rigtig fin efterårsferien i regionen, høsten ligger nemlig meget sent, fordi de røde druer skal have lang tid i solen, lyder det far Torben Møller Sørensen.

 

Frankrig og Tyskland

Produktchef hos Otto Suenson Vin og underviser på WSET (Wine & Spirit Education Trust) i Danmark, Frederik Kreutzer, har arbejdet og rejst i vinverdenen i 20 år. Han har set en del regioner og besøgt mere eksotiske områder som Barossa Valley i Australien og Tupungato i 1200 meters højde i Argentina. Han beskriver det hele som yderst interessant, men hans to forslag ender alligevel i Europa.

 

Moseldalen i Tyskland
-  Moseldalen er under 10 timers kørsel fra den danske grænse og et af de smukkeste steder jeg endnu har oplevet. Du har Moselfloden som løber gennem hele distriktet og vinmarkerne der ligger op af skråningerne som små frimærker. Hver enkel landsby har sin egen charme og er fyldt med gode overnatningsmuligheder, til yderst rimelige penge.

- Det bedste tidspunkt at rejse i Mosel er lige inden høsten i September, hvor det stadig er fornuftig varmt. Ellers er sommersæsonen også en smuk tid i området. Jeg har ofte brugt det som et par dages stop på vejen mod sydligere destinationer.

Foto: HeribrtPohl/flickr
Foto: HeribrtPohl/flickr
 

- Riesling er druen der dominerer i området, så den står mest på hvidvin. Der dyrkes dog også en mindre mængde af andre druer, hvor man fremstiller en flot rødvin på Spätburgunder druen. Rieslingvinene fremstilles i mange forskellige varianter, fra det knastørre til det mest intense søde man kan drømme om. Jeg elsker diversiteten i området. Der er så mange små kvalitetsproducenter, som ikke er opdaget endnu.

Man kan gå fra dør til dør og få den ene store oplevelse efter den anden. Prisniveauet på både vin, mad og overnatning er yderst rimeligt. Indloger dig i Brauneberg på en af de små Gasthof, der ligger der og kør rundt i området. Besøg en topproducent som Markus Molitor i Bernkastel-Wehlen og få en fantastisk indsigt i områdets forskellige vintyper og druer.

 

Piemonte
- Piemonte er kongernes vinområde i Italien. Her kan du se og opleve nogle af Italiens mest berømte rødvine på nært hold. Forstå forskellen på de 7 kommuner i Barolo distriktet og smag hvorfor Barbera druen passer godt til nogle retter og Barolo vinen til pasta med friske trøfler. Det her er luksus i smuk stil.

- Landskabet er bakket, og tågen ruller rundt mellem de enkelte toppe og skaber de smukkeste billeder. Som mange steder i Italien ligger de små landsbyer på toppen af bakkerne og sikrer et flot udsyn til vinmarkerne, der ligger på skråningerne. Som supplement til de gode vine er gastronomien i Piemonte klart noget af det bedste, der kan opdrives i Italien i dag.

 

- Sommerperioden er utrolig varm og næsten for meget, når der skal smages på de kraftige vine. Rejs derned i efteråret og især oktober, hvor trøffelsæsonen starter. Kombinationen af friske hvide trøfler over pasta med en god flaske Barolo er perfekt. Når man én gang har oplevet dette, så vil man længes efter det, indtil man er der igen.

- Barolo og Barbaresco er fremstillet på Nebbiolo druen, der giver vin med notorisk højt niveau af tannin og frugtsyre. Vine som kan være barske at nyde, hvis de ikke serveres med det rigtige mad. Oplevelsen i Piemonte vil ændre din opfattelse af disse vin for altid. Barbera er den næst mest kendte drue til rødvin og har en helt anden blød og afrundet karakter, som sammen med høj frugtsyre, gør den velegnet til en bred vifte af mad.

- Det er dyre vine, når de bedste producenter som Rocche dei Manzoni eller Cavallotto står på etiketten, men at se området og fornemme hele stemningen giver en forståelse, som er unik.

 

Tyskland og Frankrig

Peter Møller Andersen er indkøbsassistent hos H.J. Hansen Vin A/S. Hans to favorit vinregioner er Pfalz i Tyskland og Beaujolais i Frankrig.

 

Pfalz i det sydvestlige Tyskland:
- Pfalz skal du rejse til i forårsmånederne, hvor vinmarkerne og den store løvskov, som omgiver dem, springer ud. Indloger dig i en af de smukke vinbyer Forst og Deidesheim og spis enten på Restaurant Spindler, hvor du kan opleve det lokale køkken eller på det fremragende Ketchauerhof, hvor man oplever såvel et køkken som et vinkort i en absolut verdensklasse og til yderst attraktive priser.

 

Og besøg en områdets mange fremragende producenter, hvis absolutte specialitet er Riesling hvis mineralitet og syre understøtter vinens frugt, siger Peter Møller Andersen.

 

Beaujolais nær Lyon:
- Cote d´or er mekkaet i Bourgogne med dens solbeskinnede skråninger. Men endnu smukkere er oplandet, og specielt Beaujolais med det dramatiske landskab er et besøg værd. Her veksler landskabet imellem stejle vinmarker, grønne enge og store skovområder. Indloger jer på en af områdets mange Bed&Breakfasts og besøg områdets vinproducenter, hvis vine stadig bliver bedre og kan købes til yderst rimelige priser eller direkte ved stalddøren i de hjemlige vinforretninger.

Her skal du tage til om sommeren, hvor områdets lidt øde karakter kommer det til gode, og hvor selv de smukkeste dele ikke er overrendt af turister.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen