Auroville: Byen med en banebrydende vision

Folk fra hele verden er samlet i en særlig, lille by ved den indiske østkyst med et fælles mål om at bringe mennesker sammen som én stor familie

En forsamling ved amfiteateret ved siden af Matrimandir i Aurovilles fredsområde. Her fandt indvielsen af 
Auroville sted i sin tid, og tilbage står stadig urnen med jord fra samtlige 124 nationer, som deltog. I dag bruges pladsen til forskellige anledninger som f.eks. bålceremoni ved solnedgang, meditation og stille forsamlinger. PR-foto
En forsamling ved amfiteateret ved siden af Matrimandir i Aurovilles fredsområde. Her fandt indvielsen af Auroville sted i sin tid, og tilbage står stadig urnen med jord fra samtlige 124 nationer, som deltog. I dag bruges pladsen til forskellige anledninger som f.eks. bålceremoni ved solnedgang, meditation og stille forsamlinger. PR-foto

- Hvad er visionen med Auroville? spørger en ældre engelsk herre, som har boet i byen i mere end 20 år. Han er i gang med at introducere konceptet og intentionen bag Aurovilles eksistens.

Foran ham sidder en gruppe mennesker på bænke og slynger sporadiske bud ud. ’Auroville er en bæredygtig og miljøvenlig by’, ’Auroville er et spirituelt sted’, ’Auroville er en multikulturel by’ – buddene er mange, men det er først, da en person rækker hånden op og siger ’visionen er at skabe et større menneskeligt fællesskab’, at den ældre herre bliver rigtig tilfreds.

- Netop! udbryder han med et stort smil.

Midt i gruppen sidder jeg og venter spændt på at komme indenfor i den ikoniske bygning, som rager op bag ham og er svær at tage øjnene fra. Bygningen hedder Matrimandir og er placeret midt i Auroville. Udadtil er den kuglerund og guldbelagt, mens den indeni er designet til skabe perfekte betingelser for meditation.

Efter en introduktion til Auroville og byens vision fører han os hen til indgangen af Matrimandir. Det er som at træde ind i en futuristisk verden, da vi kommer indenfor; der er en helt særlig arkitektur. Vi bliver ført ind i bygningens hovedrum – et simpelt lokale med søjler, der danner en cirkel, hvori en gennemsigtig kugle er placeret i midten.

En klar solstråle fra oven er det eneste lys i det mørklagte rum, og den rammer direkte ned i kuglen. Folk sætter sig i en rundkreds mellem søjlerne og retter blikket mod kuglen. Her sidder vi et kvarters tid i stilhed. Nogle mediterer, andre observerer. Der er en vis klarhed i rummet, og det er tydeligt, at det er skabt med henblik på at meditere.

Matrimandir står smukt midt i fredsområdet i det centrale Auroville. PR-foto
Matrimandir står smukt midt i fredsområdet i det centrale Auroville. PR-foto

Matrimandir stod færdigbygget i 2008 efter 37 års arbejde. Byens sjæl, som den kaldes, er blevet symbolet på Auroville, der blev stiftet i 1968. Helt fra start har formålet med Auroville været at bringe mennesker sammen uanset køn, race og nationalitet. Byen skulle være et forbillede for fremtidens samfund – et eksempel på, hvordan vi alle kan leve sammen i harmoni med hinanden og naturen.

Den indiske regering og FN-organisationen UNESCO støttede op om det visionære projekt og kaldte det et vigtigt foretagende for menneskehedens fremtid. Auroville blev sat til livs af den indiske filosof, politiker og spirituelle lærer Sri Aurobindo og en fransk kvinde kendt som ’Moderen’ af Auroville og en masse frivillige.

Gode råd til et besøg i Auroville

  • Kom let omkring med eget køretøj. Det er billigt at leje en cykel, knallert eller motorcykel. En motorcykel kan lejes for 15 kroner om dagen, og de andre køretøjer er endnu billigere.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet News & Notes Auroville, så du lettere kan følge med i de forskellige aktiviteter, der foregår rundt omkring i Auroville.
  • Få et Aurocard eller køb ind i nærliggende nabobyer.
  • Få et godt overblik i informationscenteret Visitors Centre. Der sker mere i Auroville, end man umiddelbart får indtryk af ved første øjekast.
  • Tjek hjemmesiden auroville.org.

Ved indvielsen deltog 5000 mennesker fra 124 nationer, og repræsentanter fra hver nation medbragte jord fra hjemlandet, der symbolsk blev blandet sammen i en urne, der stadig i dag står placeret ved siden af Matrimandir i det store åbne område midt i Auroville, der kaldes fredsområdet.

I dag er Aurovilles befolkningstal på 2500 indbyggere fra 50 forskellige nationer, inklusive en håndfuld danskere. Antallet er støt stigende. Mens byens omfang udvides, strømmer flere og flere til – og medregnes midlertidige beboere som mig, er antallet langt højere.

Siden indvielsen i 1968, er Auroville vokset gevaldigt, og scenariet er forvandlet dramatisk fra at være et tørt og ørkenlignende område til grøn og frodig skov efter plantningen af mere end tre millioner træer.

Byens restauranter og caféer disker op med lækker mad fra rundt omkring i verden. Indisk mad er dominerende, men på grund af byens multikulturelle natur er det ofte muligt at få mad fra mange forskellige køkkener. PR-foto
Byens restauranter og caféer disker op med lækker mad fra rundt omkring i verden. Indisk mad er dominerende, men på grund af byens multikulturelle natur er det ofte muligt at få mad fra mange forskellige køkkener. PR-foto

Auroville er et fascinerende eksperiment, hvor der forskes i, hvordan man kan opfylde menneskehedens fremtidige kulturelle, miljømæssige, sociale og spirituelle behov. Byen er allerede en succes i den forstand, at miljøet er blevet mere mere livligt, og det gavner ikke kun borgerne, men også dyre- og plantelivet.

Derudover er der skabt en velfungerende, bæredygtig by og et sted, hvor folk samarbejder mod et fælles mål, som ikke er økonomisk gevinst, men udvikling af hvert individs bevidsthed. Her har folk mulighed for at udleve sine drømme eller skabe nogle helt nye. Mange har genfundet livsglæden ved at arbejde for et fællesskab efter at have forladt rotteræset og en karriere, som egentlig ikke gjorde dem glade.

I Auroville kan du møde masser af spændende mennesker med en helt anderledes fortid end det liv, de lever nu. En markedsanalytiker er blevet økologisk landmand, en tidligere politibetjent er blevet rektor på en skole i byen, og en skolelærer er blevet mekaniker – folk finder nye roller og nyt liv i Auroville.

Hverdagen i Auroville er præget af ro og rummelig hygge, hvor alle tager sig af hinanden, og der er plads til alle. Foto: Bente Lindegaard/Ritzau Scanpix
Hverdagen i Auroville er præget af ro og rummelig hygge, hvor alle tager sig af hinanden, og der er plads til alle. Foto: Bente Lindegaard/Ritzau Scanpix

Byen dækker et areal på 20 kvadratkilometer, og eftersom meget er dækket af skov, springer alle byens muligheder ikke i øjnene lige med det samme. Der skal udforskes, og derfor er det en god idé at anskaffe sig et køretøj og et kort over byen, så du lettere kan finde de spændende steder og aktiviteter.

Hvis du har mulighed, vil du få mest ud af opholdet ved at blive der i længere tid og blive opslugt af stemningen og byens liv frem for et kortere turistophold.

Du kan finde interessante mennesker med historier fra alle verdenshjørner, og der er rig mulighed for at fordybe sig i en yoga- og meditationspraksis og nyde den smukke og fredelige natur. Der findes en del guest-houses, men også homestays til dem, der ønsker at blive længere og skabe sig hjemlige betingelser.

Fællesskabet i byen giver sig til udtryk i aktiviteter, hvor folk laver mad sammen, synger sammen, danser sammen og hygger sig med mange andre aktiviteter. PR-foto
Fællesskabet i byen giver sig til udtryk i aktiviteter, hvor folk laver mad sammen, synger sammen, danser sammen og hygger sig med mange andre aktiviteter. PR-foto

Auroville har også sit eget økonomiske system, og det betyder, at kontanter ikke er brugbare i byens caféer, restauranter og supermarkeder. Beboere og besøgende får i stedet et lokalt Aurocard, som kan benyttes overalt og kan fyldes op i byens informationscenter. Alternativt er der mulighed for indkøb lidt uden for Auroville, som nærmest smelter sammen med små lokale nabobyer i udkanten af storbyen Pondicherry.
Mange af husene i Auroville ligger idyllisk placeret omringet af skov. Privatfoto
Mange af husene i Auroville ligger idyllisk placeret omringet af skov. Privatfoto

Eksperimentet Auroville er i rivende udvikling, og måske står de en dag klar med en opskrift til kommende generationer, der ønsker at opbygge nye samfund med andre hovedværdier end økonomisk vækst.

Samfund, hvor bæredygtighed og medmenneskelighed ikke bare er idealer, men er en levende virkelighed.

Sådan kommer du til Auroville

  • Flyv til Chennai lufthavn.
  • Herfra kan du tage tog, bus og taxa til Pondicherry (150 kilometer).
  • Fra Pondicherry er turen kort, og du kan med fordel tage en taxa eller rickshaw til Auroville (turen er cirka ti kilometer).
  • Auroville har også oprettet fællestransport-service med henblik på at gøre det lettere, billigere og mere bæredygtigt at komme til Auroville fra Chennai eller Pondicherry. Find ud af mere her sharedtransport.auroville.or.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere