Bag Alcudias mure

Mallorcas populære ferieby Alcudia er mere end en hvid sandstrand

Alcudia strand med palmesus i baggrunden er vurderet som en af Spaniens bedste strande. Foto: Mangroove/Dreamstime.com
Alcudia strand med palmesus i baggrunden er vurderet som en af Spaniens bedste strande. Foto: Mangroove/Dreamstime.com

På Mallorcas nordøstligste spids ligger Alcudia med knap 20.000 indbyggere. Der har været bosættelse her siden 123 f.Kr., hvor romerne lagde til i den kurvede bugt og gik i land for at erobre øen, og ’turisterne’ har ikke forladt Mallorca siden.

Hovedøen i de baleariske øer, der også tæller Menorca og Ibiza besøges årligt af lidt over ti millioner turister, så Mallorca har et rigt udbud af overnatningsmuligheder for enhver pengepung.

Fra funklende elegante tophoteller, privatudlejede lejligheder og bungalower til charterturismens mellemklassehoteller og hostels nær de mange fine strande eller hovedstaden Palma, der er en meget overset destination for storbyferie.

Nabostranden Ca'n Picafort er værd at bevæge sig en håndfuld kilometer for. Foto Luna Marina/Dreamstime.com
Nabostranden Ca'n Picafort er værd at bevæge sig en håndfuld kilometer for. Foto Luna Marina/Dreamstime.com

I europæisk top
Med det fine og bløde hvide strandsand og det azurblå lavvandede Middelhav er Alcudias strandstrækning bredt anset som en af Europas bedste.

Er temperamentet til lidt mere bølgegang og dybde ved badestranden, men samme fine sand, er Ca’n Picafort-strækningen en stor håndfuld kilometer syd for Alcudia også et besøg værd. Ca’n Picafort har desuden et fint udbud af cafeer og restauranter.

En del af gaderne i udkanten af centrum ved byens små kanaler er blevet til 'dollar streets' -gader, hvor pizza- og burgerkæder er rykket ind hånd i hånd med såkaldt ’autentiske’ restauranter, der serverer peberbøffer i højt tempo med menukort på ti forskellige sprog.

For nogle kan det være en befrielse med hurtig servering af velkendte madretter - for andre går appetitten andre veje. De kunne føre ind bag bymurene til Alcudias gamle bydel.

Bymuren og porte er sat i stand og den gamle bydel er ren magi at udforske. Foto Luna Marina/Dreamstime.com
Bymuren og porte er sat i stand og den gamle bydel er ren magi at udforske. Foto Luna Marina/Dreamstime.com

--------- SPLIT ELEMENT ---------

De mystiske stræder

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
 

Den gamle bydels gader fletter sig sammen på kryds og tværs afskærmet fra nabogaden af charmerende bygninger og stenmure, der giver oplevelsen af at udforske en labyrint.

Gader og stræder har en labyrints mystik over sig; når middagsvarmen melder sig, lukker forretninger ned og holder siesta, og frokoststrømmen af turister trækker ned mod strand og skygge, så ligger gaderne øde hen.

Det et godt tidspunkt at gå rundt i de nu øde gader med lukkede, grønne skodder for vinduer og døre.

Den gamle bydel er ikke mindst berømt for sine grønne døre og vinduer. Foto Luna Marina/Dreamstime.com
Den gamle bydel er ikke mindst berømt for sine grønne døre og vinduer. Foto Luna Marina/Dreamstime.com
 

Stræder, gyder, gader og pladser er opkaldt efter planeter, vindforhold, historikere, kunstnere, adelsfolk, opdagelsesrejsende, fugle, blomster og bysbørn, der skilte sig ud, men er ukendte for os, der besøger byen.

Som strædet Carrer d’Antoni Ques. En venstreorienteret skibsreder der blev sammen med hovedbyen Palmas borgmester blev henrettet af Franco-regimets folk for deres politiske overbevisninger. Nabogaden Carrer de Cristòfol Colom er lettere at afkode: Christoffer Columbus’ gade.

Gaden Carrer de la Roca må være en af Spaniens mest fotograferede gader som repræsentant for den særlige stemning, den gamle bydel har. Ikke mindst når solen går ned, restauranterne åbner, der snakkes, skåles i aftentimerne, der synes endeløst magiske, og verden går forbi.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Markedsdag

Alcudia har to ugentlige og meget populære markeder, hvor man med fordel kan fylde køleskabet op. Foto: Orbiati/Dreamstime.com
Alcudia har to ugentlige og meget populære markeder, hvor man med fordel kan fylde køleskabet op. Foto: Orbiati/Dreamstime.com
 

Den første bosættelse her hed Pollentia, og ruinerne kan ses uden for den nordlige byport, som er en af indfaldsvejene til den gamle bydel, der står gennemrenoveret med flotte bymure, 26 udsigtstårne, snævre gader, brosten og lokalt liv, som ikke kun er til for turisternes skyld.

Bymure og borg stammer tilbage fra 1300-tallet, men efter års forfald er denne del af byen nu et levende museum i den forstand, at de flotte historiske rammer er almindelige boliger samt hjemsted for et stort og levende søndagsmarked.

Her sælges frugt og grønt i kilovis solgt af grøntsagsdyrkere og bønder fra det nordlige opland. Markedet har også åbent om tirsdagen omend i lidt mindre skala, men det kan være umagen værd, da der her er færre mennesker.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Udsøgte delikatesser

Oliven fra Mallorca er underlagt særlige kvalitetskrav og tilsættes ofte forskellige krydderier. Foto: Wibaimages/Dreamstime.com
Oliven fra Mallorca er underlagt særlige kvalitetskrav og tilsættes ofte forskellige krydderier. Foto: Wibaimages/Dreamstime.com
 

Middelhavsområdet er lig med oliven og olivenolie, og Mallorca har særlige krav til aceituna de Mallorca, som er fællesbetegnelsen for tre slags oliven i olivenolie tilsat krydderi som chili eller fennikel, og alle ingredienser skal være fremstillet lokalt.

Det samme gælder den populære Hierbas de Mallorca, som er en urtelikør blandt andet baseret på anis, citron, fennikel, rosmarin og appelsin og er enten grønlig eller med ravfarvede toner og som så mange andre afkølede likører i Middelhavet anses den for at hjælpe på fordøjelsen.

Så med andre ord kan man godt være god ved helbredet og nyde et par stykker på terrassen, når man end ikke skal køre hjem, men bare trille omkuld i hotelsengen.

Palo de Mallorca er en anden lokal likør, hvor alle ingredienser ligeledes skal stamme fra øen, og selvom det ikke er jul, bør de lokale mandler smages. De er ligeledes underlagt strenge kvalitetskrav og smager derefter. Himmelsk.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Spis Michelin-mad

Maca de Castro blev Spaniens første kvindelige Michelin-kok og har menupriser for under 1000 kroner. Foto: PR/Maca de Castro
Maca de Castro blev Spaniens første kvindelige Michelin-kok og har menupriser for under 1000 kroner. Foto: PR/Maca de Castro
 

Hvis du drømmer om at prøve at spise på Michelin-restaurant, men synes det er for stor en udskrivning under danske himmelstrøg, så har Mallorca alternativer, der er til at betale.

Det store indtog i tidens løb af velhavende turister har hånd i hånd med Mallorcas stærke kulinariske traditioner forvandlet øen til en sand gourmet-ø.

Hele ni Michelin-restauranter har hjemme på Mallorca, og prismæssigt er de på et noget lavere niveau end tilsvarende danske. To af de restauranter ligger i Alcudia med priser for menuer svingende fra 500 til 800 kroner.

Det er et temperamentsspørgsmål, om man vil hoste op med et beløb i den størrelse, men det er en prisvenlig chance for at bide skeer med gastronomi på virkelig højt plan med udsigt til Middelhavet og Alcudias flotte strand.

De to stjernebelønnede spisesteder er: Casa Gallega og Maca de Castro. Førstnævnte er en tapasrestaurant inspireret af Galicien, hvorimod sidstnævnte sværger til moderne fortolkninger af det lokale mallorcinske køkken.

Maca de Castro er opkaldt efter chefkokken af samme navn, som blev Spaniens første kvindelige Michelin-kok.

--------- SPLIT ELEMENT ---------