Bold i Baskerlandet

Fire La Liga- klubber befinder sig i et område ikke større end Sjælland. Det er et oplagt mål for en dansk fodboldturist

Bilbao er Baskerlandets største by, og der er masser af fodboldstemning i timerne op til en hjemmekamp på det nye, topmoderne stadion med plads til 53.000 tilskuere. Foto: Rune Stefansson
Bilbao er Baskerlandets største by, og der er masser af fodboldstemning i timerne op til en hjemmekamp på det nye, topmoderne stadion med plads til 53.000 tilskuere. Foto: Rune Stefansson

Allerede fra om formiddagen hænger der rød- og hvidstribede Athletic-flag ved indgangen til barerne i Bilbao, hvor vi har base i en forlænget weekend. Det lokale La Liga-hold skal spille i dag.

Vi befinder os i byens moderne centrum og går ad Pozas-gaden, hvor vi for enden ser stadion San Mamés. På fortove og gadehjørner foran barerne flokkes fans. Hænderne holder om små fadøl og enorme cocktailglas. Alkoholen pumper decibeltallet op. Efter en mørk øl fra hanen når vi i god tid frem til den store plads foran det topmoderne stadion, der har plads til 53.000 tilskuere.

Aldrende ægtepar, familier i tre generationer og kyssende kærester går rundt uden travlhed, mange med de stribede trøjer og endnu flere med Bilbao-halstørklæder.

En ældre herre med baskerhue henvender sig til os og spørger, om vi har brug for billetter, men som det anbefales i Spanien, har vi købt vores billetter via fodboldklubbens hjemmeside.

Fodboldturister møder vi ikke mange af. For danskere og andre fodboldinteresserede udlændinge tager normalt til Barcelona og Madrid for at se La Liga. Og det er en skam.

Hvis fodboldappetitten er til mere end én kamp, er Bilbao, Baskerlandets største by, et perfekt udgangspunkt med sin lettilgængelige internationale lufthavn. Den selvstyrende baskiske region, på størrelse med Sjælland, har hele fire hold i verdens måske bedste liga.

Ud over el Athletic er der traditionsklubben Real Sociedad fra San Sebastián ved kysten, opkomlingen Deportivo Alavés fra regionshovedstaden Vitoria og lilleputklubben Eibar. Alle byer kan nås med tog eller bus på en time til halvanden.

På en forlænget weekend bør man ud over to-tre kampe tage sig tid til at se et Guggenheim-museet i Bilbao og San Sebastiáns skønne, muslingeformede strande.

I begge byer er der i øvrigt fyldt med Michelin-restauranter med et prisniveau langt under det danske. Eller man gå fra bar til bar og spise sig mæt i den baskiske variant af tapas, de formfuldendte, men billige pintxos.

Athletic Bilbao ligger i den tunge ende af La Liga i denne sæson, men derfor er det alligevel en oplevelse at besøge Bilbao og se fodbold på stadion. Foto: Ritzau Scanpix
Athletic Bilbao ligger i den tunge ende af La Liga i denne sæson, men derfor er det alligevel en oplevelse at besøge Bilbao og se fodbold på stadion. Foto: Ritzau Scanpix
 

Fodboldmæssigt har Baskerlandet succes. Den lille klub Eibar, hvis kampe typisk overværes af mellem 4000 og 6000 tilskuere, har trods et minimalt budget spillet i La Liga siden 2014, og i 2016 rykkede også Deportivo Alavés op i den bedste række efter ti sæsoners fravær. Og i indeværende sæson er de blå- og hvidstribede fra Alavés pludselig blevet et subtophold.

Offervilje, stram struktur og giftigt kontraspil karakteriserer Alavés’ udtryk. Og i det hele taget spiller de baskiske klubber generelt en fysisk betonet omgang fodbold – en kombination af britisk kick-and-rush og forfinet spansk pasningsspil.

Som de rød-hvide Athletic Bilbao-tilhængere råber på baskisk til deres hjemmegroede spillere inde på det næsten fyldte San Mamés:

Jota ke irabazi arte!

Gå hårdt til den, til vi sejrer.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Eibar - Spaniens Hobro

Naboerne kan kigge med på Eibars hjemmekampe på det lille stadion Ipurua, der har plads til sølle 7.083 siddende tilskuere. Foto: Rune Stefansson
Naboerne kan kigge med på Eibars hjemmekampe på det lille stadion Ipurua, der har plads til sølle 7.083 siddende tilskuere. Foto: Rune Stefansson
 

Eibar ligger 38 kilometer fra Bilbao i østlig retning i en grøn dal. Med sine 27.000 indbyggere er det den mindste by i Spanien med et hold i La Liga.

Estadio Municipal de Ipurua ligner et nedslidt kommunalt stadion fra bunden af den næstbedste herrerække hjemme i Danmark.

Naboerne kan fra 5. sal og derover kigge ind over tribunen. Ipurua er fra 1947 og har plads til sølle 7083 siddende tilskuere.

Halvanden time før kampstart parkerer modstanderholdets bus på den stejle vej, der fører tæt forbi sydsiden af stadion. Ikke mange lægger mærke til det.

De først ankomne lokale fans, iført granatrøde halstørklæder, står på den nærliggende bar under motorvejsbroen, mens de drikker deres øl, kaffe eller cognac inden kampen. De har set mange berømte spillere før oppe fra stadionbaren. Det er nemlig femte sæson i træk, SD Eibar udlever sin La Liga-drøm.

Eibar er Spaniens svar på Hobro IK – den usandsynlige historie, som alle har sympati for. Lillebyens hold rykkede trods alle odds op to sæsoner i træk, før den i 2014/2015 stod på LaLiga på den dårligt drænede lokale græsbane, på forhånd dømt af alle til hurtig nedrykning.

Vi får plads i det sydøstlige hjørne, fire meter fra hjørneflaget. Uanset hvor man sidder, er man tæt på det hele. De lokale helte scorer i første halvleg, og byens sirene lyder. I pausen er hotdogpølsen slatten, men folk flinke og snakkesalige.

Eibar går til den efter pausen, 2-0, 3-0, og sirenen og jublen fra 4419 tilskuere lyder igen. Holdet spiller moderne, hurtigt og fremadrettet. Men på samme tid er det en fodboldoplevelse som fra morfars glansperiode.

Og det er verdens bedste liga.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det baskiske derby

Det baskiske flag (th.) er altid at se til Athletic Bilbaos hjemmekampe. Fornylig hang det sammen med det catalanske (tv.), da Barcelona var på besøg. Foto: Ritzau Scanpix
Det baskiske flag (th.) er altid at se til Athletic Bilbaos hjemmekampe. Fornylig hang det sammen med det catalanske (tv.), da Barcelona var på besøg. Foto: Ritzau Scanpix
 

Det mest hypede opgør på disse kanter er ’det baskiske derby’ mellem Athletic Bilbao og Real Sociedad. De blå- og hvidstribede fans fra San Sebastián blander sig lystigt med fans i røde og hvide Bilbao-trøjer, og hånd i hånd ses der adskillige kærestepar med ikke-matchende farver.

Baskerne er venner, og Baskerlandets to rivaliserende klubber, der begge har vundet ligaen flere gange, repræsenterer drømmen om et selvstændigt land – på samme måde som FC Barcelona gør det i en anden velstående region, Catalonien.

En stor del af publikum taler det oldgamle baskiske sprog på lægterne, men alle forstår spansk og måske også lidt engelsk. Det baskiske flag, Ikurriña, ses ofte i forbindelse med fodbolden. Det ligner Dannebrog tilsat et diagonalt grønt kryds.

El Athletic benytter kun spillere, der er født eller opvokset i de baskisk-talende områder i Nordspanien og Sydfrankrig. I 1989 blødte la Real op på klubbens tilsvarende indkøbspolitik. Det skete, efter at den økonomisk stærkere klub fra Bilbao havde skrevet kontrakt med et par af Real Sociedads profiler.

Forskellen i spillerpolitik og økonomi er i dag omdrejningspunktet for rivaliseringen mellem de to klubber. Hvor bilbainerne føler, at de hvid-blå fra San Sebastián har svigtet den baskiske nationalisme, anklager Real Sociedad-tilhængerne løverne fra Athletic Bilbao for at tillokke spillere, der er vokset op i San Sebastián-klubben, med ussel mammon. Den stenrige Athletics forklaring på, hvorfor de ofte henter rivalens etablerede spillere, er, at udbuddet af baskiske spillere med kvalitet til La Liga i sagens natur er begrænset.

Begge klubber havde deres seneste storhedstid i første halvdel af 80’erne, hvor Real Sociedad-spillerne kunne løfte ligapokalen i sommeren 1981 og 1982 og Athletic-spillerne i 1983 og 1984. Fire baskiske mesterskaber på fire år!

5 kommentarer
Vis kommentarer