Budapest i børnehøjde

Grønne oaser, sjove togture og billige attraktioner gør Ungarns hovedstad til et hit for hele familien

Budapest svømmer næsten over af pletter som er oplagte til pauser i programmet. Foto: Flickr/Moyan Brenn
Budapest svømmer næsten over af pletter som er oplagte til pauser i programmet. Foto: Flickr/Moyan Brenn

En dreng klædt i uniform giver signal til afgang, og det ældre togsæt sætter i gang med en langtrukken knirken.

Vi befinder os i 400-500 meters højde omgivet af grønne træer, så langt øjet rækker.

Alligevel er der kun få kilometer til centrum af millionbyen Budapest, for i den ungarske hovedstad klemmer naturen sine grønne kiler ind adskillige steder.

En tur med børnejernbanen i Budabjergene er en sjov oplevelse for børn, men samtidig også et nostalgisk og naturskønt afbræk for voksne.

Jernbanen, der følger en 11 kilometer kurvet strækning gennem de skovklædte højder, er en rigtig smalsporsbane.

Derfor er det dog også en voksen, der sidder i førerhuset, men de uniformsklædte børn i alderen 10-14 år klarer alle de andre opgaver.

De sælger billetter, hejser signaler, håndterer sporskifter, fløjter til afgang og åbner døre.

Banen blev anlagt i 1948 som et kommunistisk ungdomsprojekt, men efter kommunismens fald blev hammer og segl og anden kommunistisk symbolik fjernet fra togvogne og stationsbygninger, og i dag drives jernbanen politisk neutralt.

Og de store drenge, der for en stund er mest optaget af at pjatte med en jævnaldrende kvindelig passager, virker heldigvis heller ikke spor indoktrinerede.

Frisk bjergbestigning
En tur med børnejernbanen er nærmest et must, hvis man besøger Budapest med småfolk i rejseselskabet, men den specielle jernbane er langt fra den eneste sjove og alternative transportform i den ungarske hovedstad.

For at komme op til børnejernbanen i højderne kan man nemlig med fordel benytte den knirkende tandhjulsbane fra Városmajor, der kører til toppen af det 482 meter høje Széchenyi-bjerg. Herfra er der kun få skridt til børnejernbanens startstation.

Hele turen til børnejernbanens endestation tager omkring 45 minutter, men midtvejs kan man stå af på János-hegy-stationen.

Herfra er der kun en forholdsvis kort gåtur til toppen af János-bjerget, der med sine 527 meter tager titlen som det højeste punkt i Budapest-området.

En tilpas ’bjergbestigning’ for de lidt større børn, der sikkert også vil synes om en tur med stoleliften, der i adstadigt tempo bringer friskluftshungrende turister og lokale op og ned mellem naturen og storbyen.

Der er ca. 10 minutters gang fra udsigtstårnet på toppen af János-bjerget til stoleliftens udgangspunkt.

Grøn ø midt i byen
Sjove transportformer og grønne omgivelser hænger sammen i Budapest.

Det erfarer man, når man tager broen over til Margretheøen, der ligger som et grønt, rekreativt skib midt i Donau i gåafstand fra byens enorme parlamentsbygning.

Her er det dog ikke børnejernbane og stolelift, men derimod cykelbiler i alle afskygninger, der har gjort sit indtog.

For en forholdsvis lav pris er det muligt at leje en lille cykelbil til børnene eller en større med plads til hele familien. Et sikkert hit blandt mange lokale børnefamilier, der har ø-parken som deres foretrukne grønne åndehul.

Der er mange gode legepladser spredt rundt i Budapest. Her i den grønne bypark, hvor byens zoologiske have også holder til. Foto: Laura Kjestrup Nielsen
Der er mange gode legepladser spredt rundt i Budapest. Her i den grønne bypark, hvor byens zoologiske have også holder til. Foto: Laura Kjestrup Nielsen
 

Næsten hele den 2,5 kilometer lange og ret smalle ø er udlagt som ét stort parkområde med både stille hjørner i skyggen af store træer, store, grønne plæner, legepladser, serveringssteder og bænke med udsigt som skabt til en picnic. Sydspidsen af øen tættest på Margrethebroen og centrum er den livligste.

Her ligger der flere store sportsanlæg, og et stort springvand med tilsat musik udgør et naturligt samlingspunkt.

Har man lyst til at opleve endnu en ø i storbyen, ligger Óbudaøen lige nord for Margretheøen.

Her er der også både grønt og fredeligt, med mindre man besøger øen de dage i august, hvor Sziget-festivalen – Ungarns svar på Roskilde Festivalen – finder sted på øen.

* * *

Sporvogne og dyreliv

I centrum af Budapest kan transporten nemt blive en fornøjelig del af ferieoplevelsen. Karakteristiske gule sporvogne skramler sig vej gennem byen og kan være en helt eksotisk oplevelse for børn.

Sporvognslinje 2 er en oplagt kombination af transport og sightseeing.

Den tager nemlig hele turen langs Donau på Pest-siden med udsigt til byens flotte broer og borghøjen på Buda-siden, og i den nordlige del af centrum triller den forbi den imponerende parlamentsbygning på nærmeste hold.

Sporvognslinje 2 er perfekt til en billig sightseeingtur langs floden. Foto: Morten Herlev
Sporvognslinje 2 er perfekt til en billig sightseeingtur langs floden. Foto: Morten Herlev
 

Den 268 meter lange bygning forsynet med en mængde tårne og spir tager titlen som Ungarns største bygning og gør stort indtryk på de fleste både små og store turister.

Hvis man også vil prøve byens gamle undergrundsbane, kan man med fordel tage linje M1 til byparken, der rummer både zoologisk have, museer, restauranter og kurbad foruden store græsarealer og gode legepladser.

Den fine kabelbane har siden 1870 transporteret indbyggere og turister op ad borghøjens stejle sider i sine brune trækabiner. Foto: Morten Herlev
Den fine kabelbane har siden 1870 transporteret indbyggere og turister op ad borghøjens stejle sider i sine brune trækabiner. Foto: Morten Herlev

Budapests zoologiske have regnes for en af de ældste dyreparker i verden og er kendt for sin flotte historiske arkitektur, men her er naturligvis også masser af dyr. Entrebilletten for en familie med to voksne og to børn koster nogenlunde det samme, som det koster én enkelt voksen at komme ind i en dansk zoo. Så bliver der også råd til at smage på gullaschen i Ungarns herlige hovedstad.

1 kommentar
Vis kommentarer