Budapest er en europæisk storby med mange kvaliteter. Byen er fuld af historie og byder på massevis af interessante seværdigheder, smuk arkitektur fra de fleste historiske perioder, rigt kulturliv og velfungerende offentlig transport.
Byen er også kendt for sit kæmpe udvalg af restauranter og caféer. Restauranterne og caféerne, både de gamle aristokratiske, etniske og de mere jævne og moderne, findes i alle afskygninger og overalt i gademiljøet.
I et af Budapests distrikter er restauranterne og caféerne dog i klart overtal. Distrikt VII er kendt for sine kvaliteter på netop dette område og er blevet den bydel i Budapest, som dag efter dag tiltrækker massevis af lokale borgere og turister. Det er her, alt foregår, hvis man vil i byen for at smage på ungarske specialiteter, spændende etnisk mad, eller hvis man blot ønsker at drikke hjernen ud. Distrikt VII kan klare det hele.
Distrikt VII er et stort område, men det er især området, hvor den gamle jødiske ghetto i sin tid lå, der er det mest populære. Det er her, mange interessante barer, baggårdsrestauranter og passager eller boder med streetfood ligger.
Kazinczy utca er en af de vigtigste gader i området. Det var her, det hele begyndte for nogle år siden, da den efterhånden ganske legendariske ’ruin-bar’ Szimpla Kert så dagens lys i 2002.
Ordet ruin-bar stammer fra omgivelserne. Ejendommen, hvor Szimpla Kert ligger, var tidligere en produktionsvirksomhed, hvis vedligeholdelse, i lighed med resten af kvarteret og for den sags skyld store dele af Budapest, var ganske forsømt under Ungarns kommunistiske fortid.
Mange af Budapests seværdigheder og smukke byhuse er siden blevet renoveret og fremtræder i dag i vedligeholdt tilstand. Szimpla Kert valgte at gå en anden vej. Nemlig at lade stedet forfalde videre og oven i købet gøre det til en bevidst strategi. Stedet, som er i flere etager, er desuden blevet udsmykket med alt muligt skrammel samlet op ved storaffald eller på lossepladser.
Fantasien har ingen begrænsninger her. Gamle karruselfigurer og dukker er blandet sammen med computerskærme, diverse tavler, bildele og mærkelige billeder og skaber sin egen stemning, som de fleste besøgende er helt vilde med. Szimpla Kerts strategi viste sig at virke.
Szimpla Kert er i dag en af de mest besøgte barer i Budapest, hvor der mere eller mindre altid er massevis af mennesker. Szimpla Kert arrangerer også koncerter og teaterforestillinger og ikke mindst hver søndag formiddag et marked med økologiske madvarer og andet godt.
Bulgarien - meget mere end druk ved Sunny Beach
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Et helt kvarter er blomstret op
Spisestedet Szimpla Kerts succes og det stadig stigende antal besøgende blev et slags startskud for hele kvarterets opblomstring.
Nye steder begyndte at dukke op et efter et. Hyggelige have- og baggårdrestauranter, en passage med streetfood, diverse etniske bistroer og fastfoodsteder og barer skaber i dag kvarterets enormt hyggelige stemning.
Szimpla Kert og Kazinczy gadens barer og restauranter fortjener uden tvivl en udforskning, men sidegaderne og hele området omkring den gamle jødiske ghetto er generelt et spændende område, som gemmer på uventede overraskelser og ikke mindst god mad og drikke.
Eksempelvis ruin-bar og bar komplet Instant-Fogas beliggende i to bygninger på Akácfa utca, som består af otte forskellige barer, eller den nærliggende hyggelige Mazel Tov, som både er restaurant, bistro og en slags kulturhus. Restauranten er især kendt for sit mellemøstlige og israelske køkken.
En anden restaurant, der fortjener særlig omtale, er Trófea Grill, kendt for sin velforsynede og velsmagende buffet bestående af både ungarske og etniske forretter, hovedretter og desserter og fri bar i tre timer til 4999 ungarske forint (ca. 115 kroner) på hverdage og 6999 forint (ca. 160 kroner) i weekenderne og helligdage. Trófea Grill ligger i Király utca.
En særlig bemærkning fortjener også Gozsdu-Udvar, en lang passage fuld af restauranter, barer og caféer, som forbinder Király utca og Dob utca. Udvalget af restauranter, de fleste af dem med et udendørs område, er enorm. Også her bliver der i perioden marts-oktober afholdt et søndagsmarked, den såkaldte Gozsdu Bazaar.