Sidste år aftalte jeg med min rejseveninde Ninna, at vi skulle til Mexico. Vi blev enige om øen Holbox, efter at en af Ninnas veninder havde været der.

Og vi blev ikke skuffede! Billederne talte for sig selv: farver, hvidt sand, stemningsfyldte gader og butikker.

Vi landede i Cancun, men på typisk Ninna og Kira-maner – og tro mig, vi er ikke blevet klogere – havde vi ikke sat os godt nok ind i tingene. Vi stod i Kastrup, da Ninnas mand skrev, om vi havde sørget for at booke færgebillet til Holbox. FÆRGEBILLET! Hvilken færge??? Det havde vi da ikke! Vi landede i Cancun meget sent og fandt så ud af, at vi havde to timer til at nå færgen – cirka samme tidsrum, som det tager at køre dertil i bil.

Og det var den sidste færge! Vi trippede, pruttede om priser og blev virkelig meget i tvivl om, hvorvidt vi var ved at blive trukket rundt ved næsen, da priserne på taxa svingede i en ualmindelig grad. Vi kunne ikke beslutte os for, om vi ville tage chancen med færgen eller finde et hotel i Cancun til næste dag. Flere taxachauffører sagde, at der skam gik en færge senere også, og den kunne vi sagtens nå.

Her er det så, jeg må bede læserne om at tage ved lære af vores fejl. Der er forskel på færger. Der er den til 800 kroner og den til 25 kroner. Den til 25 kroner var den rigtige færge. Den anden en turistfælde.

Vi besluttede efter en del snak at tage en taxa og siden en færge over. Så langt så godt. Snart kom dog næste udfordring. Vi kunne ikke finde ud af, hvad valutaen var, og derfor kunne vi ikke regne ud, om de tog overpriser. Vi aftalte en kontant pris med en mexicansk kvinde, som så stod for at sende en chauffør, der ikke talte englsk, afsted med os.

Undervejs mod den sidste færge (her var vi jo i tvivl, da vi fik flere forskellige meldinger) fik vi fat i Ninnas mand, der gav os valutaen. Den var god nok, den lille buttede Pocahontas havde snydt os. Turen koster 600 kroner, hun havde givet os valuta, der svarede til, at vi betalte 1200 kroner.

Her er det så, man skal beslutte sig for, om man vil tage kampen op og misse sin færge samt måske blive slagtet af en taxamafia og smidt i grøften uden arme og ben, eller man skulle lade den glide. Nu er det Ninna og mig, og vi valgte første løsning, naturligvis! Vi er ikke så høje, men vi kan larme og blive meget bestemte!

Vi fik chaufføren til at vende om, og da vi kom tilbage til lufthavnen gik jagten ind på vores lille taxa-trold af en snydepels! Vi fandt hende – I kan vel forestille jer hendes ansigt, da vi stod der og havde røg ud ad ørerne. Den korte historie er, vi fik vores penge igen og tog taxaen endnu en gang.

Vi ankom til en lille by der hedder Chiquila to en halv time senere, alt var lukket, klokken var 23.30, og sidste færge var gået. Ud over at der faktisk var en ekstra færge, der ventede ved kajen. Han ville så have 800 kroner for at sejle to dumme turister til øen – en tur på 20 minutter. Det droppede vi, så der stod vi, midt om natten nærmest, i en lille by i Mexico. Med kufferter og ret lange i ansigtet.

Vi traskede lidt rundt og fandt et hotel, eller hvad man skal kalde det. 200 kroner for en overnatning. Den er købt! Det var et rottehul, nuvel, men det tjente formålet. Med færgen dagen efter kl. seks, og så befandt vi os ellers på dejlige Holbox. Hotellet, vi havde booket, hed El Pueblito og lå perfekt midt i byen og tæt på færgelejet.

Til vores store fornøjelse rendte der hunde rundt alle steder, men de var bestemt ikke hjemløse. De havde halsbånd på, og de løb ind i huse og butikker, som om de ejede hele byen. Flere gange måtte man bare flytte sig eller vente på, de rykkede sig, når man kom cyklende eller kørende i golfbil. De levede i det, man vil kalde et parallelsamfund, og især en stor granddanois havde alle respekt for. Når den tiggede ved et bord på en restaurant, afleverede man!

Byen er ikke præget af højhuse, nærmere tværtimod. Lave huse, charmerende og farverige. Masser af shopping med muligheder for enhver smag. Vi boede lige over politistationen, og her sad betjentene som regel og sov på en stol. De kunne måske løfte et øjenbryn, når man skulle ind at hæve penge ved siden af. Hvilket bringer mig til et godt tip: Hæv kontanter, og tag også penge med hjemmefra. Maskinerne løber tit tør for penge eller virker ikke.

Noget andet, man skal være opmærksom på, er, at man risikerer at få sit kort kopieret i butikker og på restauranter, når man afleverer det i forbindelse med betaling. Da jeg kom hjem til Danmark, ringede banken og fortalte, at nogen var i gang med at bruge mit kort i Miami.

Man kan leje cykler for ti kroner i timen, og de kommer uden lås, da der ikke er nogen, der stjæler dem – meget befriende at befinde sig i sådant et samfund, hvor crime riders (ud over de økonomiske) ikke er nogen, man skal kalkulere med. På cyklen kan man køre langs vandet og ned til mangroverne og se på flamingoer, og så kan man stoppe og få lidt frokost på hotellet CasaSandra, der med autentisk designerislæt rammer den mexicanske vibe. Dog vil jeg sige, at da vi var der, lugtede der af råddent tang nede ved stranden, sådan lidt uden for centrum.

Jeg ved ikke, om det er normen, men derfor er vi glade for, at vi ikke boede på den strækning.

Det skønne ved Holbox er, at atmosfæren er fantastisk både dag og aften. Så tilbagelænet og virkelig noget, man nyder at være en del af. Det er afkobling på den store klinge. At se solnedgangen på stranden med de mange, der går tur dernede, både lokale og turister, er et meget smukt syn og skal opleves.

Vi var på Holbox i tre dage, hvor vi ikke gjorde andet end at nyde. Gæstfriheden, de mange gode restauranter, stranden med hængekøjer i vandet og så naturligvis lidt shopping! Jeg vil betragte det lidt som ’luksus-hipperi’, hvis det ellers er et ord. Det er en smule boheme, uden af at være luset.

Der findes nogle gode barer og restauranter, blandt andet LUUMA og Viva Zapata, som er kombineret bar og spisesteder. Jeg er faktisk blevet så glad for Holbox, at jeg tager tilbage dertil med min kæreste på min fødselsdag i november. Ninna og jeg var afsted på min fødselsdag i 2017, og vi kom hjem med fin kulør, så man skal ikke lade sig afskrække af de senere måneder på året, hvor det er billigere at rejse.