Det gik lidt hårdt for sig, da Galina Minkina kom til verden her i det gamle træhus i Goritsy nord for Moskva for 68 år siden. Da hun var hevet ud med en sugekop, viste det sig, at hun var meget mørk i huden.
– Men så blev jeg lagt på denne bagespade og puttet i ovnen, fortæller hun. Og så rækker hun en stor træspade med et langt skaft frem mod os, den store flok danske turister, som sidder tæt rundt om i hendes stadsstue.
– Hun sagde ikke noget om, hvor megen dej hun var viklet ind i, eller hvor længe hun var i ovnen, hvisker et par af os sammen, da vi går.
Måske fornemmer Galina vores skepsis, for hun var også selv i tvivl, om det overhovedet var foregået sådan, fortæller hun. Men hun har læst, at man rent faktisk gjorde sådan dengang.
I hvert fald blev Galina fin og færdig, og hun var en ballademager som tiårig, fortæller hun. Siden blev hun uddannet lærer og var oven i købet skønhedsdronning på sin læreanstalt.
Galina Minkina er en stærk og humoristisk kvinde, der har lært at klare sig selv. Hendes mand stak af med en yngre model, beretter hun, og efter skilsmissen flyttede hun i 2006 ind i sit barndomshjem.
Hun var gået på pension og kunne godt bruge lidt flere penge til at renovere huset for, så hun fandt på at invitere turister indenfor i sit hjem, når de gik forbi ude på vejen. Siden har også et par andre i den lille by ved Sjeksnafloden stjålet hendes idé.
For seks år siden kom hun på internettet, og der var der en mand, som ledte efter Galina, griner hun.
Det var Leonid på nu 73, og de blev forelskede ved første blik. Året efter flyttede han ind, og de har lige siden nydt pensionisttilværelsen i hendes hus med den store have, der er fyldt med frugtbuske og grøntsager.
Og ved I, hvad det bedste er? De ligger ikke deres børn til last.
Vi bliver budt hjertelig velkommen i et stort lysthus bagest i haven ud mod åbne marker, som Leonid selv har bygget. Det sker selvfølgelig med vodka, og russere drikker vodka, ligesom vi drikker snaps. De bunder, uanset hvor stort glasset er.
Jeg kan ikke lide vodka, så jeg får lov at nøjes med et halvt glas. Galina holder en lille skåltale for os, jeg skyller den klare drik ned, og det smager faktisk godt. I hvert fald efter at jeg har klaret ganen med det stykke syltede agurk på et lille stykke mørkt brød, som vi får til. Ja, det smager så godt, at jeg siger ja tak til en til det andet ben.
Galina praler af, at en fransk turist på de sociale medier nævnte tre højdepunkter fra sin rejse til Rusland: Vinterpaladset i Sankt Petersborg, Kreml i Moskva og besøget hos Galina og Leonid.
Og bare rolig. Du skal nok også få set alle seværdighederne i smukke Sankt Petersborg med kanalerne og mægtige Moskva på et flodkrydstogt på de russiske floder.
Men det er jo alle glimtene i øjnene, alle smilene og alle historierne, som den Galina fortalte, der gør turen værd at huske. Og dem var der overvældende mange af.
* * *
Tips til turen
1 Der er flere danske rejsebureauer, som arrangerer flod-krydstogter mellem Moskva og Sankt Petersborg. De fleste varer 12 dage, og sæsonen er fra maj til og med september. Jeg rejste med Akademisk Rejsebureau, som tager fra 13.995 kr. pr. person i dobbeltkahyt i 2019.
2 Du vil blive tilbudt at få et privat firma til at lave dit visum. Det tog jeg imod for 1190 kroner, og jeg sparede megen bøvl og tid.
3 Maden på skibet MS Krasin smagte ikke rigtig af noget, men det blev heldigvis bedre hen ad vejen. Der er køleskab i kahytten, så jeg købte lidt lækkerier, når vi var i land.
4 Opgrader din kahyt, så du har et vindue, du kan lukke op. Det var især smadderdejligt at sove med åbent vindue, mens vi sejlede på floderne og søerne.
5 Husk et par lette lange bukser og en bluse med lange ærmer, som du kan have på i land, også selvom det er varmt. Der er nemlig store fluer, formentlig klæg, som gerne vil bide dig, når du er i land på de fem dages sejltur.
6 Husk et par gode bøger, iPad, håndarbejde, kort, tegne- eller skriveblok. Hvad som helst der kan adsprede dig på skibet, især hvis vejret skulle blive dårligt. Og deltag i de aktiviteter, der er om bord.
7 Jeg havde eksempelvis ikke troet, at foredragene om Rusland kunne fange mig. Men det gjorde de i den grad. Weekendavisens ruslandskorrespondent, Andrey Kazankov, 36, var rejseleder på turen, og han bruger bl.a. sin egen families historie til at illustrere Ruslands udvikling. Han er værd at lytte til.
8 Du kan betale med kreditkort næsten overalt, men start alligevel med at veksle en tusse til rubler, så du kan gå på café, på markeder og købe småting, når du er i land.