De bedste tips til Palma de Mallorca

Sol, saltvand, sandstensgule paladser og shopping i smalle, skyggefulde stræder - oplev de magiske åndehuller i storbyen med de mange ansigter

Palma ligger smukt ved havet og er beriget med smukke bygninger. Iøjnefaldende er den store katedral tegnet af arkitekten Gaudi. (Foto: iStock)
Palma ligger smukt ved havet og er beriget med smukke bygninger. Iøjnefaldende er den store katedral tegnet af arkitekten Gaudi. (Foto: iStock)

Palma, der ligesom turisterne, står og dypper tåspidserne i Middelhavet, skifter udseende hurtigere, end byen har gjort i 100 år.

Over de ældgamle huse vajer byggekraner i samme luftlag som vartegnet, den sandstensgyldne katedral, der knejser over det azurblå hav.

Byens centrum afgrænses af firesporede avinguda'er (avenuer), der danner en halvcirkel mod nord; mod syd følger vejen havet.

Indtil for 100 år siden var den gamle by omgivet af en bymur. En bid står tilbage langs havnen; den er næsten det eneste, der er tilbage til minde om romerne, der grundlagde byen for mere end 2000 år siden (123 f.Kr.) og kaldte den Palmeria.

Resten af befæstningen kan aflæses af ringgadernes zigzagløb. De er anlagt, hvor bymurene stod.

Oceaner af tid
Inden for avinguda'erne folder livet sig ud - butikker, restauranter, gallerier, kirker og museer. Offentlige kontorer, regeringsbygninger og royale paladser. Hist og her et åndehul.

Turister flokkes om storbyens tilbud, men Palma er også en by for de fastboende. Travle, nålestribede mænd og chikke kvinder overhaler dem, der har oceaner af tid.

Og i yderkvartererne: Opvasken klirrer fra åbne vinduer, mødre kalder og skænder på børn, der leger, ler og græder. Tagsten og murbrokker skramler ned gennem faldrørene fra en støvet byggeplads, hvor endnu et af storbyens forfaldne huse reddes fra ruin.

Herude, dvs. uden for ringgaderne, bor flertallet af den hastigt voksende befolkning på cirka 400.000. De fleste hoteller ligger også uden for ringgaderne, hvor der er let adgang til gode strande. Men i takt med, at Palma i sig selv er blevet et populært rejsemål og citybreak, indrettes nogle af storbyens skønne renoverede huse til dejlige hoteller lige midt i centrum, hvor det hele sker.

Morgen omkring Plaça Major

Plaça Major er Palmas smukke dagligstue. Den store plads ligger mellem gågader som en gård, rammet ind af varme, gule, nyklassicistiske bygninger. (Foto Thomas Linder Kamure Thomsen)
Plaça Major er Palmas smukke dagligstue. Den store plads ligger mellem gågader som en gård, rammet ind af varme, gule, nyklassicistiske bygninger. (Foto Thomas Linder Kamure Thomsen)

Snup dagens første kop kaffe og kig på de andre, der slår et smut forbi kunsthåndværkernes boder, flirter, får pudset sko, kaster en mønt til en gademusikant eller beundrer en levende statue.

Plaça Major er Palmas livlige og fredelige dagligstue, men sådan har det ikke altid været. Pladsen blev anlagt i 1823 på det sted, hvor inkvisitionens hovedkvarter lå i 1500-tallet.

Den store, åbne plads ligger placeret inde mellem gågaderne som en gård, rammet ind af varme, gule, nyklassicistiske bygninger med skyggende arkader over caféer og butikker.

Palma er et rigtig godt sted at shoppe. Tøj, sko og tasker er måske ikke ligefrem billige, men for mærkevarernes vedkommende er der som regel penge at spare, og Palma er fuldt på højde med andre europæiske storbyer, for øerne har selv fremelsket dygtige designere, og der findes en pengestærk kundekreds, der efterspørger kreationerne.

De smalle gågader på begge sider af Plaça Major har alt det, de fleste kan betale.

Se også: Unikke Amsterdam: Byliv og blinkende lygter i Red Light District  

Frokost med stjerner på

Tæt på markedet ligger en af Mallorcas bedste og mest hotte restauranter. Efter 14 år på Michelin-restauranten Read's, der ligger centralt på ferieøen, besluttede den engelsk-spanske mesterkok Marc Fosh sig for at indrette et spisested på det elegante hotel Convent de la Missió midt i Palma.

Og voila, også denne restaurant har nu en Michelin-stjerne. Det er nødvendigt at bestille bord i højsæsonen - også til frokost.

Simply Fosh, C. de la Missió 7 A

De arabiske bade

To rum i De arabiske bade er meget velbevarede. (Foto: Colourbox)
To rum i De arabiske bade er meget velbevarede. (Foto: Colourbox)

En kort gåtur fra katedralen ligger en mindre kendt attraktion. En lille dør i muren fører ind til Banys Arabs.

På den anden side af døren dæmper fuglefløjt, velduftende roser og skyggefulde palmer storbyens travle lyde og gør haven ved de arabiske bade til en sand oase.

Badene er et af de få velbevarede, som minder om Mallorcas tid under islamisk indflydelse. To rum er bevaret; de har været en del af et større anlæg med bl.a. moské. En kreds af små søjler omkring baderummet og selve caldarium (det varme bad, hvor det varme vand løb i gulvet) er meget velbevaret.

Banys Arabs, C. Serra 7

Ned ad pragtboulevarden

Der er mange fine og sjælfulde cafeer overalt i Palma – et perfekt sted at læse dagens avis. (Foto: Thomas Linder Kamure Thomsen)
Der er mange fine og sjælfulde cafeer overalt i Palma – et perfekt sted at læse dagens avis. (Foto: Thomas Linder Kamure Thomsen)

Der er kun få kunder i butikkerne langs Passeig des Born, den dyre indkøbsgade, der ligesom Ramblaen ligger i skygge fra platantræer.

Heldigvis koster det ikke noget at kigge på mærkevare-butikkerne, at slentre, betragte folkelivet, læse sin avis og kigge på udvalget i de små kiosker på promenaden.

Den brede boulevard har bedre plads til gående end til rullende trafik og udgør en af de scener, hvor byens fester udspiller sig. Den er et af Palmas smukkeste rum, kantet af fornemme palæer.

Blandt de smukkeste er Casal Solleric, en fornem 1700-tals-bygning med en fabelagtig flot patio i flere etager.

I dag er herskabshuset et spændende kulturcenter.

Casal Solleric: Passeig des Born 27.

Moderne kunstklassikere

Efter frokost hos Fosh er det nærliggende at smutte ind gennem den flotte patio i stueplan ved Juan March-stiftelsens museum for moderne kunst. En gedigen samling værker af moderne klassikere som Picasso, Miró og Dalí foruden yngre generationer af spanske kunstnere.

Skiftende udstillinger viser det nyeste inden for både spansk og international kunst. I huset holdes også koncerter og foredrag m.m. Her er gratis adgang.

March-museet: C. Sant Miquel 11

Se også: Pragtfulde Paris: Louvre og 5 andre perler  

Mallorcinske delikatesser

I kort gåafstand af Plaça Weyler er der flere delikatesser at komme efter. I La Pajarita på gaden San Nikolás er der lækre middelhavsspecialiteter som paté og pølse, ost og vin, men også chokolade, nougat, kage og karamelliseret frugt.

En anden lækker specialbutik er Colmado Sto. Domingo, hvor typiske mallorcinske produkter er stuvet sammen i en af verdens mindste – og mest fotograferede – købmandsbutikker.

En af specialiteterne er den stærkt paprikakrydrede mallorcinske sobrasada-pølse, der bruges som smørepålæg.

Endelig skal man ikke snyde sig selv for en tur på markedet, Mercat De L’olivar. Grøntsagsboder blander sig med boder med frugt, lufttørrede skinker, brød med knasende sprøde skorper, orangegule oste fra Menorca, vin fra Binissalem og friskslagtet fjerkræ.

Søg hen i de små hjørner, hvor man kan hænge over en kop kaffe, et glas vin, en bocadillo, sushi eller fisketapas. I kvarteret rundt om den gule markedsbygning med oliventræer foran er der mange listige steder, hvor de lokale, men næsten ingen turister holder pause mellem indkøbene.

La Pajarita, San Nikolás 2-4,

Colmado Sto. Domingo, C. Santo Domingo 1.

Mercat de L’Olivar, Plaza Olivar.

Ind i byens vartegn

Det er svært at komme uden om La SeuPalmas gamle gotiske katedral er en af Palmas mest besøgte attraktioner.

Den selvbevidste inskription på overliggeren til klokketårnet, Non est factum tale opus universis, betyder da også: ’Der er ikke lavet noget tilsvarende i hele verden’.

Kirken er bygget på resterne af en ødelagt moské, og byggeriet blev sat i gang i 1230. Den catalanske kunstner Antoni Gaudí er mester for indretningen af kirkens kolossale rum.

Han har bl.a. lavet baldakinen over højalteret, der tager sig smukkest ud, når lysene er tændt, men også er smuk, når de mange forskellige elementer fanges af lyset gennem de farvede glas i sydgavlens enorme roset – den er på størrelse med en pænt stor lejlighed: 110 kvm.

La Seu, Pl. Almoina,

Aften og nat

Det tager ti minutter at gå fra de arabiske bade til Sa Llotja-kvarteret, der huser Palmas smukke, gamle børsbygning, men også flere sjælfulde tapasbarer.

På Abaco fører en tung trædør i en af kvarterets gamle mure ind til et højloftet rum, hvor fuglesang blander sig med arierne fra musikanlægget. Persiske tæpper og dekoreret keramik slår tonen an til arabisk hule.

Stearinlys blafrer, tjenere shaker voksne drinks i baren, og i gårdhaven står vinden stille i sommernatten, loftet er fløjlssort og stjernespækket.

De fleste siger ’wow’, nogle få siger ’sikke priser’. De sidste kan nøjes med at kigge indenfor eller nøjes med en drink – der er åbent til kl. tre om morgenen i weekenden.

Et godt alternativ er naboen El Cuerno Tapas, som udelukkende serverer tapas og kun traditionelle spanske af slagsen – skinke, blæksprutter, ost, tortilla, albóndigas (kødboller) og den slags.

Abaco, C. Sant Joan 1

El Cuerno Tapas, C. Sant Joan 2 (La Lonja)

Jytte Flamsholt er forfatter af Turen går til Mallorca

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere