Derfor var Stalin så vild med metroen

Josef Stalin kaldte metro-stationerne i den russiske storby, Skt. Petersborg, for folkets paladser - den røde metro-linje er en overraskende pompøs rejse under jorden

Lange gange med marmorbeklædte søjler kendetegner mange af metrostationerne i Skt. Petersborg. (Foto: Jesper Møller)
Lange gange med marmorbeklædte søjler kendetegner mange af metrostationerne i Skt. Petersborg. (Foto: Jesper Møller)

Jeg er tæt på at knibe mig selv i armen, da jeg stiger ud på den lange perron. Over mig ser jeg et smukt hvælvet loft med masser af udsmykninger, og loftet er holdt oppe af en stribe søjler, der er fornemt beklædt med marmor.

Der er ikke et støvfnug – endsige et lille stykke skrald – at finde nogen steder, og grafitti er netop her bestemt ikke i en by i Rusland.

Man forstår udmærket, at nogle af metrostationerne kaldes for 'folkets paladser'. (Foto: Jesper Møller)
Man forstår udmærket, at nogle af metrostationerne kaldes for 'folkets paladser'. (Foto: Jesper Møller)

Ekstra Bladet tog en tur med metroen i den russiske storby Skt. Petersborg, og hvis man tidligere har stiftet bekendtskab med diverse halvsnuskede og ildelugtende undergrundsbaner i andre storbyer, er det en sand lise at bevæge sig herned.

Mange af stationerne er de rene udstyrsstykker, og flere steder føler man sig hensat til en indendørs pragtbygning. Ud over søjler af marmor bugner det med kunstfærdige mosaikker, skulpturer – og sågar krystal-lysekroner.

De enorme rulletrapper kan være op til 125 meter lange. Man skal ikke lide af klaustrofobi, hvis man bevæger sig ned i dybet her. (Foto: Jesper Møller)
De enorme rulletrapper kan være op til 125 meter lange. Man skal ikke lide af klaustrofobi, hvis man bevæger sig ned i dybet her. (Foto: Jesper Møller)

Stalins fineste aftryk
Det russiske folk har ikke meget at takke den brutale diktator Josef Stalin for, men udsmykningen i metroen er faktisk en af de få ting.

Stalin ønskede nemlig i sin tid, at metrostationerne skulle være ’folkets paladser’, og derfor blev landets bedste arkitekter hidkaldt for at tegne dem.

Til formålet blev brugt tonsvis af granit og andre dyre materialer, og en del af metrostationerne fremstår i dag som en perlerække af pompøse mesterværker, som tilmed blev udsmykket med værker af landets dengang førende kunstnere.

I dybet

Metroen i Skt. Petersborg har 67 stationer, der fordeler sig på fem linjer. Der er 113 km spor, og med cirka 2,4 millioner passagerer dagligt er metroen den 12. travleste undergrundsbane i verden.

Metroen råder også over verdens dybest beliggende metrostation. Det drejer sig om Admiralteyskaya, der åbnede i 2011 og ligger 86 meter under gadeplan.

Mange af stationerne ligger dybt nede i undergrunden, og derfor finder du også nogle monster-lange rulletrapper. De længste er 125 meter – eller som tre håndboldbaner i forlængelse af hinanden. Og når man træder ind på dem foroven, er det ofte umuligt at se helt ned til bunden.

En tur i metroen med stop på nogle af de flotteste stationer er en overdådig og folkelig oplevelse, som de færreste turister kender til, og som kommer som en behagelig oplevelse for mange besøgende.

Det er dog langtfra alle stationer, der er lige imponerende. Derfor gælder det om stoppe ved de rigtige.

Et stop på en station kan være en overdådig oplevelse. (Foto: Jesper Møller)
Et stop på en station kan være en overdådig oplevelse. (Foto: Jesper Møller)

Den røde linje
Metroen blev indviet i 1955 med den røde linje, og det er langs denne, du finder de største kunstværker. Så kør en tur, og stå ud på nogle af stationerne – det vil du ikke fortryde.

Avtovo med de stilrene søjler er blandt de mest imponerende stationer på den røde linje. Og det samme gælder Narvskaja.

Pusjkinskaja er opkaldt efter Skt. Petersborgs måske mest berømte bysbarn, Alexsandr Pusjkin, og en stor statue af den populære digter pryder perronen.

En stor statue af Ruslands berømte digter Alexandr Pusjkin pryder stationen Pusjkinskaja, der er opkaldt efter nationalskjalden. (Foto: Jesper Møller)
En stor statue af Ruslands berømte digter Alexandr Pusjkin pryder stationen Pusjkinskaja, der er opkaldt efter nationalskjalden. (Foto: Jesper Møller)

Et af formålene med de pompøse stationer var at propagandere for socialismen, og en stor del af udsmykningen har derfor et politisk indhold. Det ses blandt andet på Pl. Vosstanija, der rummer diverse revolutionære motiver. Det er en hel særlig historisk oplevelse dernede, så tag endelig en tur i Skt. Petersborgs smukke undergrund, hvis du er på ferie i byen.

Hammer og segl i en særlig flot version. (Foto: Jesper Møller)
Hammer og segl i en særlig flot version. (Foto: Jesper Møller)

Ekstra Bladet var inviteret til Skt. Petersborg af Tema Rejser.

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere