Dubai tager dig op i højderne

I Dubai forsøger man konstant at udfordre grænserne for, hvad der er muligt, og det kan ikke blive vildt og stort nok. Tag med en tur op i verdens højeste tårn Burj Khalifa

Det tog 22 millioner arbejdstimer at bygge Burj Khalifa. Foto: Frank Undall
Det tog 22 millioner arbejdstimer at bygge Burj Khalifa. Foto: Frank Undall

124, 123, 122, 121, 120, tallene bliver kastet op på elevatordørene af en projektør, så man hele tiden er ajour med, hvilken etage elevatoren befinder sig på.

119, 118, 117. Vi står foran elevatoren, der skal tage os op i Burj Khalifa, der med sine 828 meters højde er den højeste bygning i verden.

Turisterne foran fisker deres smartphones frem og tager billeder. Elevatoren er nu nået i bund. Den bevæger sig nemlig med en hastighed på 10 meter per sekund.

Dørene går op, og guiden gør tegn til, at vi kan træde ind i elevatoren, der skal bringe os til etage 124, hvor vi skal gå op ad en trappe til etage 125, hvor vi skal skifte til endnu en elevator, som skal fragte os videre til etage 148, som er den højeste etage, betalende gæster har adgang til ud af i alt 200 etager. Sammenlagt tager turen omkring to minutter.

Se også: Eventyrbyen Sintra

I loungen på etage 148 i Burj Khalifa kan du nyde et glas lemonade og udsigten over byen. Foto: Frank Undall
I loungen på etage 148 i Burj Khalifa kan du nyde et glas lemonade og udsigten over byen. Foto: Frank Undall
 

I må ikke bruge lommelygter, siger guiden. Nogle sekunder efter lukker dørene, og man forstår hvorfor. Det bliver mørkt. Orientalsk musik spiller ud af højtalerne, og elevatoren sætter i gang. Mens den bevæger sig op vises billeder af Dubais historie og billeder af Burj Khalifa.

Det største springvand

Ved siden af Dubai Mall og Burj Khalifa ligger The Dubai Fountain, der er verdens største springvand.

Hver eftermiddag mellem klokken 13:00 og 13:30 og hver halve time i tidsrummet 18:00 til 23:00 vil du kunne se et storslået springvandsshow.

Oplev hvordan vandstråler bliver skudt 140 meter op i luften ledsaget af synkroniseret lys og musik.

På toppen
En svag tåge ligger som et tæppe over Dubai. Skyskrabere, der på gadeplan synes høje, er pludseligt forvandlet til miniaturer, når man står i loungen på etage 148 og kigger ud over byen fra en højde på 555 meter.

Vejene gennemskærer hinanden på kryds og tværs. På dem bevæger bilerne sig som små farverige firkanter. Bag skyskrabere og kraner kan man se havet og ørkenen, der står i skærende kontrast til overfloden af bygninger, der alle er resultatet af mange arkitekters arbejde.

Besøget i Burj Khalifa

Turen op i Burj Khalifa tager cirka halvanden time. Du kan enten vælge at besøge etage 124 og 125, eller du kan tage den fulde oplevelse, der inkluderer adgang på etage 124, 125 og 148. Prisen for en tur op i Burj Khalifa varierer alt efter, hvilke etager du vælger at besøge, og hvornår på dagen.

Mere info:

burjkhalifa.ae

 

Dubai skulle efter sigende være arkitekternes Disneyland. Her er rig mulighed for at udfolde sig kreativt, da man hele tiden forsøger at overgå sig selv i konstruktionen af bygninger. Derfor kan det næppe overraske, at amerikaneren Adrian Smith, valgte at bygge Burj Khalifa i samme mønster som den hvide kejserindelilje. Tårnets base ligner nemlig blomstens seks kronblade.

Se også: Floridas skæve pusterum

Et nyt hold af gæster træder ud af elevatoren og ind i loungen. En ansat byder dem velkommen med lemonade, mens en anden tilbyder dem macarons. Nogle af gæsterne bevæger sig over til vinduerne for at se udsigten, mens andre placerer sig i sofaerne med forfriskningen i hånden.

’Mandens Mareridt’

Dubai Mall har rekorden som verdens største shoppingcenter. Og det er ikke uden grund. I centeret findes nemlig 1200 butikker fordelt på fire etager. Der er taxaer på de forskellige etager, som kan transportere en rundt.

I Dubai Mall kan du også opleve akvariet, der har verdens største sammenhængende glasfacade. Det måler nemlig 32,88 meter i længden, er 8,3 meter højt, og så er glasset cirka 75 centimeter tykt. Bag det lever over 30.000 dyr fordelt på mere end 250 arter.

Bliv foreviget
En familie på fire poserer foran en hvid baggrund.

- Smil, siger en kvinde, mens fotografen knipser løs på sit kamera.

- Kig op, siger kvinden til familien.

De drejer alle hovedet til siden og kigger skråt op mod loftet. Fotografen trykker igen på udløserknappen. Familien bliver gennet væk, og et ægtepar erstatter deres plads. Proceduren bliver gentaget.

En familie poserer foran kameraet. De vil efterfølgende kunne købe et billede, hvor det ligner, at de står foran Burj Khalifa. Foto: Frank Undall
En familie poserer foran kameraet. De vil efterfølgende kunne købe et billede, hvor det ligner, at de står foran Burj Khalifa. Foto: Frank Undall
 

Fotostationen er det første, man møder, når man ankommer til etage 125. Få meter derfra kan man købe billedet. Kigger man nærmere på dem, vil man se, at den hvide baggrund, som man før stod foran, er blevet byttet ud med Burj Khalifa.

Her er proppet med mennesker af forskellig nationalitet, som bevæger sig rundt mellem hinanden, mens deres sprog blander sig til en mumlen. Flere står med ryggen til vinduerne, der tilbyder en 360 graders udsigt over byen. Allieret med selfiestænger er de i færd med at tage billeder af sig selv, mens Dubai danner baggrund.

124, 123, 122, 121, 120.

Tilbage på jorden efter endnu en elevatortur, vil man træde ud i Dubai Mall, der – man fristes til at sige 'selvfølgelig' – også er det største i verden.

* * *

Oplev symbolet på Dubai

Hotellet Burj Al Arab blev bygget med det formål at sætte Dubai på verdenskortet. De fleste tænker automatisk Frankrig, når man siger Eiffeltårnet. Burj Al Arab skulle tjene samme formål for Dubai.

Se også: Drømmer du om at synke med Titanic? Nu kan du netop det

Hotellet, der med sine næsten to kilometer 24 karatbladguld og 23.444 kvadratmeter marmor, er et af de mest luksuriøse i verden, og det har i al beskedenhed udnævnt sig selv til at have syv stjerner. I hotellet findes 202 suiter, som alle har to etager. Tag en sejltur på Den Persiske Golf, og oplev det sejlformede hotel, der rager 320 meter op i luften.

Hvis du ønsker at se Burj Al Arab indefra, så kan du booke en suite til en pris fra 17.000 kroner. Synes du, at det er for dyrt, er det også muligt at nyde en Afternoon Tea i hotellets Skyview Bar. Afternoon Tea består af te, kaffe og en masse kage og sandwich. Det koster cirka 1200 kroner og skal helst bestilles nogle uger i forvejen.

Ekstra Bladet var inviteret af Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia

24 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere