Et gudesmukt vandfald

Island byder på unikke naturoplevelser – ikke mindst vandfaldet Goðafoss

Goðafoss er et af Islands mest spektakulære vandfald. Og så er det selvfølgelig også en af landets helt store turistattraktioner. Vandet falder 12 meter ned over en bredde på cirka 30 meter. Foto: Maja Grønholdt Jensen

Dettifoss, Seljalandfoss eller Goðafoss. Island har over 10.000 vandfald. De er alle unikke på hver deres måde. Dettifoss skulle være det vandfald i Europa, der løber mest vand gennem. Seljalandsfoss kan man beskue både for- og bagfra. Og Goðafoss siges at være ‘gudernes vandfald’.

Fælles for dem alle er, at navnet ender på ‘foss’, som betyder vandfald på islandsk.

Og selvom det amerikanske band TLC i midten af 90’erne sang ‘Don’t go chasing waterfalls’, så var det præcist det, jeg brugte meget af min tid på min ferie til Island.

Solen er så småt ved at bryde gennem dis og skyer. Lyden af vandet fra Goðafoss kan høres på lang afstand. Vi er nået frem, før de fleste turister er stået op, og mine rejsemakkere og jkeg kan nyde synet næsten for os selv.

Goðafoss fik sit navn i år 1000, hvor lovsigemanden Thorgeir Ljosvetningagodi gjorde kristendommen til Islands officielle religion. Han smed figurer og gudebilleder af de hedenske guder i vandfaldet, og fra da af hed vandfaldet Goðafoss.

Og det er ganske vist gudesmukt. Over en bredde på cirka 30 meter falder vandet fra elven Skjálfandafljóts 12 meter ned.

Fødderne ryster en smule under kroppen, da jeg nærmer mig kanten. Goðafoss er et af Islands mest kraftfulde vandfald, og jeg skal ikke nyde noget af en tur i baljen, men vil gerne nyde godt af udsigten.

Du kan beundre vandfaldet Seljalandsfoss både for- og bagfra. Men husk regntøjet – du bliver med al sandsynlighed våd, når du bevæger dig om bag vandfaldet. Foto: Maja Grønholdt Jensen
Du kan beundre vandfaldet Seljalandsfoss både for- og bagfra. Men husk regntøjet – du bliver med al sandsynlighed våd, når du bevæger dig om bag vandfaldet. Foto: Maja Grønholdt Jensen

Jeg har ikke tal på, hvor mange vandfald jeg nåede at beundre i de fem dage, jeg tilbragte i Island. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange mine rejsekammerater eller jeg udbrød:

’Hold op, hvor er her smukt’ eller ’ej, se lige der’.

Imponerede nok blev Islands smukke natur ved med at bjergtage os.

Men ud over vandfald byder Island også på mange andre smukke naturtyper.

På bare et par timer kører vi gennem vidt forskelligt landskab: Store, flade, grønne marker med heste eller får og snørklede stejle veje omgivet af hvide bjergtoppe.

Bjerget Kirkjufell skulle være Islands mest fotograferede bjerg. Hvis du føler, du har set det før, er det måske fordi Kirkjufell dannede kulisse i den populære tv-serie 'Game of Thrones' i to sæsoner. Foto: Maja Grønholdt Jensen

Det mest unikke syn mødte vi ved det geotermiske område Námafjall – også kaldet Hverir, som ligger på den nordlige del af øen. Når man stiger ud af bilen ved området, kan det næsten føles, som om man er havnet på en anden planet.

Den stinkende svovllugt borer sig straks ind i næseborene. Vandet sitrer og bobler fra de mange mudderpøle, og dampen fra undergrunden bevæger sig rundt over den rødlige jordoverflade.

Hvis du ikke umiddelbart ved, hvordan rådne æg lugter, så stil dig foran en af mudderpølene, og træk vejret ind igennem næsen. Det stinker forfærdeligt, men skulle ifølge en gammel myte være en god kur mod forkølelse ...

* * *

Tag en varm dukkert

Et dyp i et af Islands mange termiske bade skulle være godt for både krop og sjæl. Foto: Maja Grønholdt Jensen
Et dyp i et af Islands mange termiske bade skulle være godt for både krop og sjæl. Foto: Maja Grønholdt Jensen

Tyk damp stiger op fra det turkisblå vand i Mývatn Nature Baths. Jeg er hoppet i badedragten og står nu bag duggede ruder og forsøger at tage mig sammen til at bevæge mig ud i den iskolde luft. Der er blot et par meter mellem bygningen og det første varme bassin. Jeg tæller til tre og småløber ud i det varme bassin. Vandet er knap 40 grader varmt og føles blødt.

Det turkisblå vand rummer en unik blandt af mineraler, og et dyp i vandet skulle være godt for både krop og sjæl. Men vandet indeholder en del svovl og lugter derfor lidt af rådne æg. Derudover rådes man til at tage smykker af messing eller sølv af, inden man hopper i vandet, da smykkerne ellers kan blive beskadiget. Til gengæld anses svovl for at have en positiv effekt på astma og diverse hudproblemer.

Det er en surrealistisk oplevelse at gå rundt i geotermiske område Hverir. Når man stiger ud af bilen her, føles det næsten som om, man er landet på en anden planet. Foto: Maja Grønholdt Jensen
Det er en surrealistisk oplevelse at gå rundt i geotermiske område Hverir. Når man stiger ud af bilen her, føles det næsten som om, man er landet på en anden planet. Foto: Maja Grønholdt Jensen

Der er masser af termiske pools i Island. Faktisk opvarmer den geotermiske energi mere end 170 svømmebassiner i Island. Mývatn Nature Baths er en af dem. Vandet er trukket op fra 2500 meters dybde, og vandet har en temperatur på 100 grader, når det kommer op, og lander i et bassin ved siden af de forskellige pools, hvor man kan bade.

Mývatn Nature Baths er menneskeskabt ligesom den mere kendte Blue Lagoon. Det koster dog cirka det halve at komme ind i Mývatn Nature Baths, og du behøver ikke booke en tid på forhånd, som det er tilfældet med Blue Lagoon.

Men der findes også masser af naturlige varme badesteder i Island, så det er en god idé altid at have badetøjet og et håndklæde parat.

Hvis du bevæger dig lidt væk fra Reykjavik kan du køre nærmest i timevis uden at møde en modkørende bil. Foto: Maja Grønholdt Jensen
Hvis du bevæger dig lidt væk fra Reykjavik kan du køre nærmest i timevis uden at møde en modkørende bil. Foto: Maja Grønholdt Jensen

Gode råd

  • Du kommer nemt langt omkring, hvis du lejer en bil og kører rundt på egen hånd. Men tjek altid vejr- og vejforholdene inden. Du kan finde aktuel information om vejene på road.is.
  • Pak tasken til alle vejrforhold. Vejret kan ændre sig dramatisk på kort tid. Derfor er det en god idé altid at have en ekstra sweater samt regntøj med sig. Det meste af året vil du også være glad for at have både hue og handsker med.
  • Udforsk de største turistattraktioner først eller sidst på dagen. Island er blevet et populært rejsemål, og over to millioner turister besøgte landet i 2017. Hvis du gerne vil nyde naturen i ro og mag og slippe for store grupper af kinesere med selfiestænger, så stå tidligt op.

27 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere