Fem fantasifulde temaparker i Norden

Her kan du møde Nordens mest berømte børne-helte og deres inspirerende, sjove og underfundige verdener

Småland og Vimmerby er Emil fra Lønneberg-land. Foto: Frédéric Soltan
Småland og Vimmerby er Emil fra Lønneberg-land. Foto: Frédéric Soltan

Planlægger man en udflugt til en temapark i sommerferien, findes der i vores nabolande flere gode alternativer til f,eks Tivoli, Dyrehavsbakken, Legoland og Djurs sommerland. Ikke mindst sjove temaparker, hvor man kan møde heltene fra de mest berømte børnebøger.

Fra Mumutroldene til Emil fra Lønneberg, Pippi og røverne fra Kardemommeby.

* * *

Astrid Lindgrens Småland

I Astrid Lindgrens Verden kan man selvfølgelig besøge Villa Villakulla. Foto: Pernille Marrot
I Astrid Lindgrens Verden kan man selvfølgelig besøge Villa Villakulla. Foto: Pernille Marrot
 

Kling og Klang kommer susende på deres cykler ned ad hovedgaden i Bullerbyn (da: Bulderby) iført deres mørkeblå politiuniformer:

- Hvor er Pippi? råber de af deres lungers fulde kraft, mens cyklerne svinger skarpt om hjørnet:

- Hun skal på børnehjem og dét lige med det samme!

Men Pippi er allerede stukket af gennem Prussiluskas have, og alle tilskuerne i børnehøjde hviner af fryd. Kling og Klang har ikke en chance.

I Astrid Lindgrens Verden, en teater- og oplevelsespark ved Vimmerby, kommer alle de elskede figurer fra Astrids bøger til live. Skuespillere spiller de forskellige roller og opfører små stykker i løbet af dagen og leger med børnene.

Astrid Lindgren var mere end blot en verdenskendt og højtelsket børnebogsforfatter. Hendes bøger har en dybde og elementer, som også er for voksne læsere. Hun engagerede sig samfundsmæssigt i alt fra urimelige svenske skatteforhold til børns vilkår.

Hun voksede op på gården Näs, hvor hendes far Samuel August forpagtede præstegården Näs ved siden af. Historien om, hvordan det begyndte, er kendt verden over. Den unge mor til to, Astrid, der arbejdede som korrekturlæser og renskriver, havde datteren Karin liggende hjemme med lungebetændelse.

- Fortæl en historie om Pippi Langstrømpe, bad den lille Karin. Og det gjorde hendes mor. Den tossede historie om en rødhåret, fregnet pige, der boede alene i et stort hus, fandt vej til et bogforlag - og senere ud i den ganske verden. Hendes bøger er oversat til 76 sprog, men hun opnåede aldrig at få Nobelprisen. Astrid Lindgren døde 94 år gammel i 2002.

Barndomshjemmet ejes nu af hendes nevøer og niecer, som viser det frem for publikum i sommerhalvåret. Gården Näs bliver et kulturcenter for Astrid Lindgrens verden og et museum over hendes liv – og bruges også som forskningscenter.

Katthult, Emils hjem, hedder i virkeligheden Gibberyd og ligger 20 km vest for Vimmerby. Der er filmen om Emil fra Lønneberg indspillet. Bulderby hedder Sevedstorp, og er det sted, hvor Astrids far Samuel August voksede op. Byen består af tre gårde, som alle er bygget omkring århundredskiftet 1800. Den ligger ca. 20 km vest for Vimmerby, og der optog man filmen om børnene i Bulderby. Der er café i den gamle lade.

Se også: I Dronning Ingrids fodspor: Oplev skønne Sofiero Slot i Skåne

* * *

Nils Holgerssons Värld

Da den store svenske forfatterinde Selma Lagerlöf blev bedt om at skrive en geografibog til de svenske skoler i begyndelsen af 1900-tallet, opfandt hun drengen Nils Holgersson, der fløj over det ganske Sverige på ryggen af en gås. En bog, som siden har været elsket af generationer af svenske børn.

Lige nord for Vimmerby kan man besøge Nils’ verden – en legepark og eventyrverden med masser af sjov for hele familien.

Der er et miniature-Sverige med masser af legemuligheder, og i eventyrparken er der svæve- og klatrebaner og mange andre udfordringer for de legesyge, børn som voksne.

Nils Holgerssons Värld ligger otte kilometer nord for Vimmerby.

* * *

Junibacken, Stockholm

Øjne så store som tekopper følger Karlssons flyvetur ind gennem vinduet, og henrykte hvin opmuntrer Pippi til at vise røverne, hvem der bestemmer! På Junibacken kan børn og barnlige sjæle møde en række personligheder fra Astrid Lindgrens kendte børnebøger.

Ideen med at skabe et børnekulturhus omkring Astrid Lindgrens figurer kom fra Staffan Götestam, der spillede Jonathan i filmatiseringen af Brødrene Løvehjerte.

Astrids eneste krav var, at det ikke bare var hendes historier, der skulle kunne opleves på Junibacken. Derfor kan man for eksempel også møde mumitrolde, Alfons Åberg og Petterson och Findus.

Teaterforestillinger, eventyrtoget, som fører forbi alle figurerne i Astrid Lindgrens fantastiske verden, samt et væld af andre interaktive oplevelser, har gjort Junibacken til en af byens mest populære attraktioner.

Se også: Barndommens paradis-ø

* * *

Kristiansand Dyrepark (Kardemomme By), Norge

’Vi lister os af sted på tå …’.

Følg med røverne Kasper, Jesper og Jonathan – og alle de velkendte figurer fra Thorbjørn Egners børnebøger – på en afstikker fra Kristiansand til dyreparken, der er en af Norges mest besøgte attraktioner, bedre kendt som Kardemomme By.

Kardemomme By er blot en afdeling af det store anlæg, der også indbefatter Kaptajn Sabeltands Skude, badeland osv. Dyreparken er så stor, at man virkelig kan se dyrene fra den nordiske fjeldverden i et realistisk fjeldlandskab, hvori man går rundt på stier og gangbroer. Her er ulv, elg, ren, moskusokse og fjeldræv. Andre af de dyr, som lever vildt, men næsten usynligt, fx los, jærv og bjørn, kommer man på fotoafstand af.

I en tropisk skov kan man bag glas møde sibirisk tiger, abejungle og savanne.

Dyreparken udbygges hele tiden og med nye attraktioner hvert andet år.

Kardemomme By er en pudsig blanding af en græsk ø-landsby og noget meget provinsielt norsk. Et originalt indslag er dobbeltdækker-sporvognen med den syngende konduktør.

Parken er så stor og aktiviteterne så mangeartede, at enhver familie sagtens kan bruge en hel dag her – også med fuld valuta for voksne med åbent sind.

Se også: Her tror de på alfer

* * *

Mumiverdenen, Finland

Mumierne har sin helt egen verden i det sydlige Finland. PR-foto
Mumierne har sin helt egen verden i det sydlige Finland. PR-foto
 

Piger og drenge flokkes om Mumifar. På verandaen sidder Snusmumrikken i sit grønne jægertøj og spiller guitar.

Når han slår mumi-sangen an, synger både forældre og børn med.

Mumiverdenen er mere en eventyrpark, end en forlystelsespark. Mumitroldene går omkring i menneskestørrelse og krammer børnene. Indimellem bryder de ud i sang eller opfører små skuespil. Mumiverdenen er en tro kopi af mumidalen, med det høje, blå mumihus, Mumifars båd, den gule ubåd og politistationen.

Eventyrstier bugter sig over klipper og vandfald, gennem skoven og klippehuler. Midt i skoven sidder en heks og fortæller uhyggelige historier, og på ruten kan de større børn læse eventyr om mumitroldene. Vil man bare underholdes, er der flere forestillinger om dagen i Mumiteatret Emma.

Mumiverdenen (Muumimaailma) ligger på en ø uden for Naantali. Fra Turku afgår damperen S/S Ukkopekka. Færgen sejler til den gamle by i Naantali to gange dagligt og retur. Turen tager to timer.

Ankommer man i bil, parkerer man lige ved afkørslen fra motorvejen og kører med mumibussen til havnen, hvorfra man går. Et lille tog kører fra Naantali centrum til broen, der fører over til øen.

Turen er forholdsvis lang, så når man endelig er fremme, føler man sig i en helt anden verden.

Mumiverdenen byder på restauranter, en butik med mumitilbehør og et postkontor, hvorfra man kan sende mumipost og mumipakker hjem.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere