Jul med julemanden
Julen er en meget vigtig højtidelighed i Grønland, hvor man får gaver 24. december om morgenen. Julen går med hygge, gudstjenester og kaffemik. Der hænger julestjerner i alle grønlandske hjem.
Man kan også besøge julemandens Kongsgård i nordvestlige Grønland ved det store Uummannaq-fjeld. Udsigten til Spraglebugtens isbjerge, som spejler sig i bugtens vand, er storslået. Og går man få skridt væk fra Kongsgården, som består af træ og jord og sten, er udsigten til det 1170 meter høje, hjerteformede fjeld endnu smukkere. Julemanden må have valgt stedet her på skrænten på grund af udsigten, ingen tvivl om det.
Vild tur: Sådan kan du fejre nytår to gange på én aften
Turen til Kongsgården kan varmt anbefales. Selve Kongsgården, der fik sit navn i forbindelse med DR’s julekalender om ’Nissebanden i Grønland’, er ikke en stor oplevelse i sig selv - en flad briks og et bord udgør det samlede interiør. Men tag madpakke og kaffe med, og tag dig god tid til at nyde udsigten.
I Kangerlussuaq i det midtvestlige Grønland kan man desuden komme på julemandstur. Der dukker han op. Trampende gennem sneen i sit rød-hvide tøj og på ryggen en kæmpestor sæk. For selvfølgelig har julemanden gaver med!
Julemandsturen er specielt designet til familier med børn og bedsteforældre. På disse meget populære ture besøger man en række af Kangerlussuaqs seværdigheder. Der er gløgg og kakao til æbleskiverne. I stearinlysets skær folder man julehjerter og limer guirlander. Indtil man langt om længe møder julemanden på randen af Indlandsisen.
* * *
Jul på stranden
Bondi er Australiens verdensberømte strand og en kulturel institution. Den ligger sydøst for Sydneys centrum som en perfekt bue ud mod Stillehavet og bruges flittigt af både lokale og turister, uanset om man går tur med hunden, er ude for at surfe eller hænger ud med de andre backpackere.
Eller skal holde jul. Til jul arrangeres nemlig beachparties og andre sjove ting for strandede turister. Og hvis julen bliver hvid, er det højst grundet farven på sandet. Gennemsnitstemperaturen i december ligger nemlig på 26-27 grader.
Bondi har i øvrigt sin helt egen stil, og bydelens lidt slidte fremtoning er beboernes måde at markere deres nej til forkromede udviklingsplaner. F.eks. forpurrede de en plan om at forlænge lokaltoget ned til strandområdet. Man er godt tilfreds med, at transporten hertil er langsommelig. Det var også her, Australiens lystbetonede livsstil fik sin ilddåb først i 1900-
tallet, da badekulturen blev indledt. Det startede som en protest, hvor folk blev arresteret for at iklæde sig badetøj og overtræde forbuddet mod at bade mellem solopgang og solnedgang. Leder man efter et alternativt sted at hænge ud og bo, er nabostranden Coogee Beach et populært alternativ for mange unge. Også her er der en strandpromenade med park og torv.
* * *
Jul med Jesus
Betlehem ligger blot et stenkast mod syd fra Jerusalem og har en befolkning på omkring 25.000. Byen er overvejende muslimsk, men er også hjem for det ældste, og et af de største, kristne samfund. Betlehem er kendt verden over som Jesu fødested og i mindre grad som fødestedet for jødiske kong David.
Byen nævnes første gang i jødiske skrifter i 1200 f.Kr. og beskrives som en ’muret by’ og et datidens handelscentrum. Ifølge Det Gamle Testamente oplevede byen en renæssance i 538 f.Kr., da perserne tillod jøderne at vende tilbage efter deres udvisning fra det babylonske imperium ca. 50 år tidligere.
Betlehem har skiftet hænder mange gange siden Romerrigets opløsning, og så vel arabere som korsriddere, det russiske kejserrige, Napoleons Frankrig og Storbritannien har alle haft - eller hævdet - ejerskab i forskellige, ofte overlappende, perioder.
Oplev den originale julestemning i Bethlehem
Betlehem blomstrer - ikke overraskende - ved juletid, hvor kristne pilgrimme i titusindvis valfarter til Krybbepladsen. Pladsen har taget navn efter den krybbe, hvor Jesus blev født. Selve krybben menes at have været placeret inde i Fødselskirken, der grænser op til pladsen på den ene side.
Pladsen er samlingspunkt året rundt og især til jul, hvor den dækkes til med lys og lygter rundt om et enormt juletræ. Her afholdes julegudstjeneste, mens gadesælgerne kæmper en brav kamp om gunsten fra de tusindvis af pilgrimme og besøgende, der valfarter hertil. De stejle, brostenbelagte gader, der fører til pladsen, er fyldt med spisesteder og souvenirbutikker med helgenfigurer og julekrybber skåret i oliventræ.
Alle gadenavnene har forbindelse til Jesus, bl.a. Nativity Street og Milk Grotto Street. Skulle man ikke lige have mulighed for at komme juleaften, er håbet ikke ude. Der bliver fejret jul tre gange om året i Betlehem. Den katolske og protestantiske 24. om aftenen og 25. december, den græsk-ortodokse 6. januar og den armenske 18. januar.
* * *
Jul med paven
24. december er en almindelig dag i Rom. Og som regel mild med temperaturer på en 12-14 grader. Butikkerne har åbent som normalt, og mange er på markedet for at købe fisk - det er der nemlig mange romere, der spiser til jul. Julekrybben er synlig i gadebilledet i mange forskellige udgaver. Som regel er Jesus-barnet dækket til indtil efter midnatsmessen.
Julen skydes først for alvor i gang med midnatsjulegudstjenesten. Den mest eftertragtede af slagsen er selvfølgelig pavens gudstjeneste i Peterskirken, som mange kender fra tv-transmissioner på DR. Men rent faktisk er der også mulighed for at opleve paven og de storslåede rammer live, hvis man sikrer sig billetter i god tid. Det kan gøres via Vatikanets hjemmeside.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.