Mange danskere vil formentlig mene, at Krakow er den mest spændende by i Polen at besøge på en forlænget weekend. Er man en af disse, tager man ganske enkelt fejl. Krakow er en fantastisk by fuld af historie og seværdigheder, men kan ikke måles med den nordpolske havneby Gdansk.
Gdansk har nemlig noget ganske hyggeligt over sig og er meget mere afslappet end Krakow. Derudover er den ikke overrendt af turister som Krakow. Om noget er bedre end noget andet, er naturligvis en påstand og afhænger som regel af øjnene, der ser. Nogen vil formentlig også sige, at det sammenligne Krakow og Gdansk er som at sammenligne æbler og pærer. De vil have ret, de to byer er vidt forskellige og skal måske ikke sammenlignes. Jeres udsendte vover det dog alligevel: Gdansk er nemlig noget helt særligt.
Gdansk er Polens sjettestørste by, hvis historie går helt tilbage til året 999. Historien har ikke altid vist sig fra sin pæne side i Gdansk. Det var i netop her, at Anden Verdenskrig begyndte 1. september 1939, og ved afslutningen af krigen, var Gdansk mere eller mindre jævnet med jorden.
Efterfølgende fulgte perioden under kommunismen – ligeledes en tid, der heller ikke ligefrem var en dans på roser. Også her kan Gdansk dog notere sig at være en vigtig milepæl i verdenshistorien.
Det var nemlig i Gdansk den første frie uafhængige fagforening Solidarnosc blev grundlagt under ledelse af elektrikeren Lech Walesa, der siden i en periode var Polens præsident. Fagforeningen viste sig senere at være den første spæde sprække i det jerntæppe, der på daværende tid havde delt Europa i Øst og Vest.
Begge begivenheder er markeret i Gdansk med store flotte museer, og disse to museer er i sig selv grund nok til at besøge Gdansk. Anden Verdenskrig-museet og Solidarnosc-museet er begge beliggende i ganske imponerende og arkitektonisk flotte bygninger og benytter alle moderne formidlingsformer.
I begge museer kan man ganske enkelt ikke andet end at blive opslugt af historien og samtidig blive klogere på disse to ganske afgørende perioder i Polens historie. Solidarnosc-museet er ovenikøbet beliggende i en flot, futuristisk bygning, hvor man kan risikere et møde personen, som museet delvist handler om.
Den nu 75-årige Lech Walesa er ikke længere aktiv i politik, men har sit kontor i bygningen.
Er man virkelig historisk interesseret og har tid, kan man desuden tage ud til halvøen Westerplatte, hvor Anden Verdenskrig begyndte. Halvøen ligger omtrent 12 kilometer fra Gdansks centrum. Alt efter sæson kan man sejle til Westerplatte eller tage en lokalbus.
På stedet er der dog i øjeblikket ikke så meget andet end enkelte gamle bunkere, en tavleudstilling med beskrivelse af det, der skete her, samt et mindre minde-monument.
Gdansk har naturligvis også massevis af andre seværdigheder. Endda fra flere forskellige arkitektoniske perioder. De fleste af dem blev genopbygget efter krigen, hvor byen mere eller mindre blev helt ødelagt.
Det lykkedes dog at få genskabt bygningerne med sådan en respekt for det historiske, at de færreste vil kunne se, at seværdighederne er bygget efter 1945.
Til forskel for Krakow er bygningerne spredt over hele byen og ikke samlet på et forholdsvis lille område. Det betyder, at de spændende steder ikke er så overrendt i Gdansk som de er i Krakow. Naturligvis med forbehold for eksempelvis Gdansks hovedgade eller havneområdet, hvor der er store flokke turister mere eller mindre på alle tider af døgnet.
Hovedparten af seværdighederne er desuden bygget i mere nordisk, tysk stil i stedet for Krakows centraleuropæiske italiensk-inspirerede bygninger. Det er formentlig forkert at bruge ordet ’selvhøjtidelig’ om seværdigheder, men sammenligner man Krakows seværdigheder, virker disse ikke desto mindre sådan.
Seværdighederne i Gdansk er mere dystre og har en mere nede på jorden udstråling. Uden at Gdansks seværdigheder af den grund er mindre værdifulde eller attraktive. Tværtimod. Eksempelvis er Mariakirken i Gdansk en af Europas største kirker.
Det mere afslappede i Gdansk kan også opleves på byens restauranter og caféer. Også de virker langt mere ægte og mindre rettede mod turister end restauranterne og caféerne i Krakow. Restauranterne i Gdansk vil desuden ofte være billigere end restauranterne i Krakow, hvor priserne efterhånden begynder at nærme sig dansk niveau.
I Gdansk slipper man desuden for store pandaer og andre underlige gadesælgere af alt mellem himmel og jord samt berusede englændere, som ofte tager på drukture til Krakow.
En weekendtur til Gdansk er derfor langtfra så hektisk som i Krakow og giver en bedre mulighed for at koncentrere sig om selve byen. Er du så blevet overbevist om, at næste gang, du skal på weekendtur til Polen, at du skal vælge Gdansk frem for Krakow?