Formel 1 i sydende Salzburg: Når drømmen bliver til virkelighed

Vil man have en på opleveren, skal man tage til Formel 1 – selvom det kan blive en dyr fornøjelse

Når man ser Formel1 i tv, er det nærmest umuligt at fornemme den stemning, der er til selve løbet. Foto: Nikolaj Høier
Når man ser Formel1 i tv, er det nærmest umuligt at fornemme den stemning, der er til selve løbet. Foto: Nikolaj Høier

Blander man en dunk benzin med et par skud testosteron og runder cocktailen af med et strejf alkohol, har man opskriften på, hvad det vil sige at være til Formel 1.

De seneste 24 år af mit lige så lange liv har det været en af mine helt store drengedrømme at opleve netop det, man altid har set i fjernsynet. Derfor slog jeg vejen forbi en racerbane for at mærke suset, når Formel 1-bilerne brager afsted med mere end 300 kilometer i timen.

På Red Bull Ring to timer væk fra energidrikkens hovedstad, Salzburg, blev drømmen til en realitet, da verdensstjerner som tyske Sebastian Vettel, kultfænomenet Max Verstappen og selvfølgelig danske Kevin Magnussen satte sig bag rattet i det østrigske grand prix.

Vejen dertil viste sig både at blive lang, dyr og usandsynligt varm med temperaturer langt over 30 grader.

Lad os starte med det lange. Det lyder oplagt og nemt at flyve til en af Østrigs største byer, men drømmer man om den hurtige vej i sommermånederne, bliver man slemt skuffet. Der er nemlig ingen selskaber, der flyver direkte til byen, hvorfor det nemmeste er at lande i München og tage et tog i over to timer for at ramme Salzburg. Herefter er der omkring 200 kilometer i bil til Red Bull Ring i Spielberg.

Har man modet, tålmodigheden og køreglæden til det, kan det derfor anbefales at tage sin egen slæde ned gennem Tyskland og ind i Østrig.

Uanset hvilket transportmiddel man vælger, bliver det en dyr fornøjelse for to timers race. De billigste billetter koster 100 euro, og vil man have et fedt udsyn til banen, kommer priserne tættere på 300 euro per billet.

Løbet i Østrig er et af landets største turistmagneter. Sammenlagt møder mere end 200.000 tilskuere op. Foto: Nikolaj Høier
Løbet i Østrig er et af landets største turistmagneter. Sammenlagt møder mere end 200.000 tilskuere op. Foto: Nikolaj Høier

Banen ligger omkranset af bjerge, der om sommeren fungerer som en sydende gryde, der nemt kan sende os blege danskere til tælling med enorm varme og en brændende sol. Men trods utallige timer i bil, et glødende kreditkort og solbrændte skuldre var turen alt besværet værd. For Formel 1 i Østrig leverer på så mange parametre, at det opvejer alle anstrengelserne.

Hvor ofte kan man sige, at man har været til en sportsbegivenhed med mere end 200.000 ligesindede, der alle har en ting til fælles; at ville se det fedeste race? Sjældent.

Nok får man ikke den samme detaljegrad, som man gør hjemme fra sofaen, men euforien, stemningen når favoritterne overhaler, og lyden af mekanikernes mesterværk er usammenligneligt.

Næste gang Formel 1 er i Østrig, er i starten af juni 2020.

8 gode råd til Formel 1-rejsen

1. Forberedelse er nøglen til en succesfuld tur.

2. Sørg for at have nok proviant med til hele turen, da spisemulighederne ikke sprudler af kvalitet eller udvalg.

3. Har du mulighed for det, så tag din egen bil eller autocamper med og overnat på en af de omkringliggende campingpladser.

4. Skru forventningerne til, hvad du får ud af motorløbet, ned. Nyd i stedet stemningen og atmosfæren.

5. Selvom det lyder banalt, så husk et par gode ørepropper. Både til racet, og til når du skal sove.

6. Når du alligevel er i Østrig, så brug muligheden for også at opleve andre ting end selve løbet.

7. Vejret kan skifte hurtigt, så pak kufferten til alt slags vejr. En paraply kan også bruges som skygge for solen.

8. Investér penge i en ordentlig siddeplads omkring banen. Vil du spare på finanserne, så gå hellere lidt på kompromis med hotelovernatningerne på vej derned.

Se også: Her er orange det nye sort

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Pitstop i Salzburg

Igennem Salzburg løber floden Salzach, der tidligere blev brugt til at transportere salt rundt i landet. Foto: Nikolaj Høier
Igennem Salzburg løber floden Salzach, der tidligere blev brugt til at transportere salt rundt i landet. Foto: Nikolaj Høier

Har man den bekvemmelighed at have lejet sig en bil eller taget sin egen med hjemmefra, byder Østrig på langt mere end motorløb på Red Bull Ring i Spielberg.

Det kan anbefales, at man tager et stop i den vestlige del af landet, hvor idylliske Salzburg hviler trygt omringet af høje bjerge.

Godt nok er byen befængt med turister fra alle kroge af kloden, men det er med rette. For den gamle bydel i Salzburg, der huser blot 150.000 mennesker, har bestemt sin charme og skæve indtryk.

Byen bliver delt i to af floden Salzach, der i tidernes morgen blev brugt til at transportere salt rundt om i landet, mens den senere blev erstattet af jernbaneskinnerne.

Salzburg huser blandt andet en smal strøggade med flere eksklusive butikker, mens den også danner rammen for selveste Wolfgang Amadeus Mozarts barndomshjem. I bygningen, hvor en af tidernes største klassiske komponister blev født, har dagligvarekæden Spar i dag indtaget stueetagen.

På den moderne side af floden nærmer byen sig mere en klassisk mellemstor by i Centraleuropa. Er man morgenfrisk, kan det anbefales, at man indtager morgenmaden på Imlauer Sky Bar & Restaurant, hvor du får en fantastisk 180 grader panoramaudsigt over byen med en velanrettet brunch.

Se også: Madeira - meget mere end mormor

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Spis frokost i Seebauer

Hvis du trænger til et åndehul på dine køretur, slå da et smut forbi Gasthaus Seebauer. Foto: Nikolaj Høier
Hvis du trænger til et åndehul på dine køretur, slå da et smut forbi Gasthaus Seebauer. Foto: Nikolaj Høier

Inden du kaster dig hovedkuls ind i Red Bull Rings vanvidsatmosfære med skyhøjt testosteronniveau, kan det være en god idé at komme helt ned på jorden. Og det gør man bedst ved at få et skud af den østrigske bjergidyl på Seebauer Gasthaus en times kørsel fra motorløbet.

Kilet ind mellem bjergkæderne og med udsigt ud over den krystalklare sø Gleinkersee ligger Seebauer Gasthaus helt uovertruffet og uforstyrret.

Foto: Nikolaj Høier
Foto: Nikolaj Høier

Har man telt med, kan man endda tage en overnatning på den lille campingplads, mens man nyder en udsigt, man næppe har set før. Desuden er det muligt at bade i søen eller leje en vandcykel.

Gæstehuset serverer varm mad til tæt på rimelige priser, som man må finde sig i, medmindre man selvfølgelig selv har pakket køletasken.

Se også: Kaffe-crawl i bjergene

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere