Reykjavik, Island: - Skriv under på, at du ikke vil køre offroad eller gennem vand.

Den smilende, men alvorlige dame i biludlejningsskranken understreger de forbudte ting i kontrakten med en rød tusch.

- Jeg skal nok køre ordentligt, siger Ekstra Bladets udsendte reporter, skriver under og får nøglerne udleveret til lejebilen i den islandske lufthavn Keflavik.

Hvor mange biler øens biludlejningsfirmaer har fået retur med ødelagte undervogne og ridser i lakken er uvist, men det er sikkert en del. For den natursmukke ø i Nordatlanten nærmest tigger om at blive indtaget af hidsige hestekræfter, og det er der også rig mulighed for gøre.

Man skal bare have den rigtige bil det. Og dem er der mange af på Island, som du kan se i galleriet med såkaldte Superjeeps herunder:

 

Det har aldrig været mere populært at rejse til Island, end det er netop nu, og turister fra hele verden valfarter til den ødet beliggende ø i Nordatlanten. Mange af dem netop for at forcere den vilde natur i de muskelsvulmende Superjeeps, islændingene har en helt særlig forkærlighed for.

 

Men mindre kan også gøre det, og hvis man som Ekstra Bladets udsendte vælger at leje en firehjulstrukket Skoda Octavia, er det også en stor oplevelse at se Island på egen hånd.

I området omkring Reykjavik - hvor man nemt kører 400 km på en dagstur - varierer vejene mellem lige flade strækninger og mere krævende bjergkørsel i fjeldene.

Det farverige landskab suser forbi og bjerge, dale og sneklædte tinder titter frem i horisonten. Island virker uendeligt stor, når man kører på de åbne veje, man ofte har ganske for sig selv. Lange lige strækninger afveksles af kurvede op- og nedkørsler, og udsigten undervejs er unik.

Frisk Audi-ven
Flyver man med Icelandair til Nordamerika kan man uden ekstra udgifter til flybilletten tage et stopover i op til syv dage på Island. Gør man det, kan man tilmed søge om at få selskab af en såkaldt 'Stopover Buddy'. Konceptet er, at man ganske gratis får følgeskab af en lokalkendt medarbejder fra Icelandair, der for en dag viser rejsende rundt på øen alt efter, hvad man gerne vil se og opleve.

Min Stopover Buddy blev Óttar Gudmundsson - en glad, lyshåret 25-årig programmør, der er vild med eventyr, mad og biler. Og selv om den Audi Q5, som Óttar samlede mig op i, ikke er en decideret offroad-bil, gik den alligevel glimrende an, da vi susede ud over øen.

Fra Reykjavik kørte vi op over fjeldene, der omkranser den islandske hovedstad, og ned på den på den anden side, hvor jorden er flad som en pandekage. Det er den gamle stenede havbund, hvor der nu gror mos i alle årstidens farver.

Landskabet er barskt og stenet, kun få træer gror naturligt på Island, og man skal ikke køre mange kilometer fra Reykjavik, før man føler sig ganske alene. Særligt hvis man vælger de mindre veje og ikke har noget imod at køre på grus.

Selv om det ikke er rigtig offroad, er det ret vildt, når bilen bumler fra side til side og vandpytter eksploderer, når man fræser gennem dem.

Selvfølgelig er der andre biler og busser med turister, særligt ved de populære attraktioner som man ikke bør snyde sig selv for. Blandt andet Thingvellir Nationalpark, hvor de to kontinentalplader, der gør Island til en vulkansk ø, med nogle få centimer om året glider fra hinanden.

Storslået er også de brusende floder og gletsjerstrømme, som man uundgåeligt krydser på sin vej gennem landskabet.

Langs de store veje, der forbinder landets større byer og områder, er der fyldt med små afstikker-veje. Ofte fører de en hen til en ødet liggende gård, et vandfald eller måske vulkanen Hekla, der sidst var i udbrud i år 2000.

På turen er min buddy Óttar interesseret i at vise det bedste fra Island frem til sin danske ledsager. Det gælder også den spiselige slags. Op af den medbragte proviantpose hiver han den ene islandske delikatesse frem efter den anden, som han ivrigt afventer reaktionen på.

Modsat amerikanere og asiater er jeg vandt til skyr og saltlakrids, som ikke bider på os danskere. Men posen med tørrede fisk, islændingene spiser, som var det kartoffelchips, gav alligevel pote. Det smager hæsligt, og jeg kunne næsten ikke få den lille bid ned, mens en smilende Óttar lystigt kastede en håndfuld i munden og satte bilens automatgear i 'drive'.

Indiana Jones i kløften
Inden turen tilbage til Reykjavik skal vi ind og se et vandfald, som Óttar plejede at bade i på sine ferier som barn. En lille grusvej fører op til foden af fjeldet, og vi begiver os ind gennem en sprække i klipperne, hvor en hidsig lille bæk lystigt løber i bunden.

Vi hopper fra sten til sten i vandet for at holde de varme støvler tørre, og det er nærmest ren Indiana Jones at komme tørskoet gennem den godt 200 meter dybe sprække i bjerget. Undervejs skal vi kravle i reb og lænker skruet fast i bjergsiden, og jeg er tæt på at skvatte i flere gange.

 

Vi kommer frem til slugtens ende, hvor der falder et mindre men kraftfuldt vandfald ned fra godt 12 meters højde. Vanddampen står op i luften. Vi tager en tår af det iskolde vand.

- Det reneste vand på hele Island, siger Óttar, og spørger, om vi har vandfald i Danmark.

- Det har vi ikke, svarer jeg, og tænker, at det også er ok, når nu rejsetiden fra København til Island med fly er cirka den samme, som når jeg tager toget hjem til den by i Jylland, hvor jeg kommer fra.

Artiklen er sponseret af Icelandair for at sætte fokus på muligheden for at opleve Island med en Stopover Buddy, når man er på vej til USA.