Generationsrejser hitter

Danskerne rejser i stigende grad på ferie flere generationer sammen, og ofte er det de ældste, der betaler

På generationsrejser kan den yngre og ældre generation mødes, uden at det bliver på den ene generations præmisser. Pr-foto: Apollo
På generationsrejser kan den yngre og ældre generation mødes, uden at det bliver på den ene generations præmisser. Pr-foto: Apollo

Langt flere familier rejser sammen på tværs af generationer med både bedsteforældre, svigerforældre og børnebørn, viser en undersøgelse fra Star Tour, der har spurgt ind til ferievaner hos rejsende over 55 år.

- Bedsteforældre i dag har et større rådighedsbeløb end tidligere. Samtidig er det ikke så vigtigt for dem, at de efterlader noget. Det er vigtigere at have gode oplevelser, mens de lever, fordi det gode liv i dag tælles på oplevelser og ikke på formuer, forklarer Bodil Stilling Blichfeldt, der er turismeforsker og lektor på Aalborg Universitet.

Mange bedsteforældre har rejst mere i deres liv end den tilsvarende generation havde for bare 20 år siden. Derfor kan de godt overskue både at planlægge en rejse, invitere hele familien og træde i karakter på selve rejsen.

- At tage på ferie er en integreret del af den ældre generations liv. Der er derfor ikke på samme måde den ene årlige ferie, som man ser frem til hele vinteren. Mange pensionister tager i dag på flere forskellige rejser i løbet af året. Det kan være, at de både har en parferie, en venindeferie og så familieferien, siger Bodil Stilling Blichfeldt.

Plads til forskellighed
Kvalitetstid er en af de primære grunde til, at bedsteforældre gerne vil betale rejsen med både børn og børnebørn, og samtidig er mange bedsteforældre blevet mere opmærksomme på, at deres børnebørn lever i en anden verden, hvor det som bedsteforældre kan være svært at følge med.

Derfor bliver sammenkomsterne ofte på enten børnenes eller bedsteforældrenes præmisser med fare for, at en af grupperne keder sig eller ikke føler sig godt tilpas.

- På generationsrejser kan den yngre og ældre generation mødes, uden at det bliver på den ene generations præmisser. På denne måde kommer børnebørnene ikke til at kede sig, og de ældre kan stadig følge med, lyder det fra turismeforskeren.

Star Tour anslår, at der alene i år vil være 70.000 danskere, der tager på ferie på tværs af generationer.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere