Her er byen der får dit dankort til at svede

Mellemøstens svar på Singapore, Dubai, giver dig både storby, seriøs shopping, badeferie – og en kamel-kebab, hvis du får lyst

Dubai Mall er med sine 1.124.000 m² verdens største shoppingcenter. Det rummer over 1200 forretninger, inkl. restauranter, biografer, akvarium, undervandszoo, skøjtebane, legeland og et dinosaurus-skelet i fuld størrelse. (Foto: All Over Press)
Dubai Mall er med sine 1.124.000 m² verdens største shoppingcenter. Det rummer over 1200 forretninger, inkl. restauranter, biografer, akvarium, undervandszoo, skøjtebane, legeland og et dinosaurus-skelet i fuld størrelse. (Foto: All Over Press)

Du kan stå på ski indendørs, handle i shoppingcentre på størrelse med små provinsbyer og tilbringe natten i nogle af verdens højeste skyskrabere. Utroligt at det kun er 20 år siden, at Dubai blot var en søvnig ørkenstat, hvor folk tjente til dagen og vejen som perlefiskere.

Tæt på lufthavnen ligger byens ældste områder Deira og Bur Dubai, adskilt af Dubai Creek. Her er smalle gader, og der er ingen skyskrabere.

Det er her, de gamle bazarområder – med guld-suq’en som den mest kendte – ligger, og det er her, man finder billige restauranter og forretninger med elektronik, tøj, sko, tasker, ure og andre fornødenheder til spotpriser.

Mod syd ligger Jumeirah med den lange, hvide sandstrand, de ikoniske hoteller og den kunstige ø, the Palm, formet som en palme. Lidt inde i landet ligger Downtown Dubai med byens mest kendte vartegn, skyskraberen Burj Khalifa, verdens højeste bygning.

Den syvsporede Sheikh Zayed Road skærer sig igennem kvarteret Al Barsha, hvor shoppelystne finder Mall of the Emirates med hundredvis af butikker og et indendørs vinterlandskab, komplet med skibakke og pingviner.

Herfra er der kun enkelte stop med metroen til Dubai Marina, et af de nyest udviklede områder i byen med hoteller, forretninger, restauranter og caféer.

Morgen og formiddag i Bur Dubai

Deira og Bur Dubai er to af Dubais ældste bydele. Her er smalle gader og ingen skyskrabere, og det er her, du kan besøge de gamle bazarområder – suq’erne. (Foto: All Over Press)
Deira og Bur Dubai er to af Dubais ældste bydele. Her er smalle gader og ingen skyskrabere, og det er her, du kan besøge de gamle bazarområder – suq’erne. (Foto: All Over Press)

Bur Dubai og Deira er to af de ældste kvarterer i Dubai. Det er her, de billige butikker ligger, og her finder du gode, små indiske gaderestauranter.

I Bur Dubai har tiden dog på ingen måde stået stille, for her er også shoppingcentre og luksushoteller, men gamle huse og gamle traditioner er bevaret mange steder, og der bliver værnet om dem.

Spring hotelmorgenmaden over, og start dagen på Arabian Tea House Café. Kun få skridt fra en travl rundkørsel fører en lille gang ind i en stille gårdhave, hvor hvide baldakiner, pastelfarvede blomster og rustikke træmøbler giver tehuset et romantisk anstrøg.

Du kan selvfølgelig få både caffe latte og espresso, men det er te i alle afskygninger, der er i fokus. Her er hvide teer, sorte teer og grønne teer, blomsterteer, frugtteer, rooibos og oolong.

Arabian Tea House Café er også leveringsdygtig i lette morgenmadsanretninger, smoothies, salater og sandwicher og er et godt udgangspunkt for en formiddag i den lille bydel Bastakiya.

Bastakiya, Al Fahidi

Tekstil-suq’en i Bur Dubai er et af de ældste markeder i byen. Suq’en har ligget her i 100 år, og selvom der har sneget sig typiske souvenirs ind i sortimentet, er det fortrinsvis tøj, tekstiler og sko, der sælges.

Her finder du metervarer i alle materialer, farver og kvaliteter, spidse snabelsko med guldbroderier, lange broderede kjoler i de vildeste pangfarver, sjaler, sutsko og sandaler.

Indtag frokosten under åben himmel i gårdhaven eller på taget i Restaurant Local House. Allerede inden man træder ind, fortæller et skilt, at en sund burger er en kamelburger!

Man kan sagtens få kamelkød andre steder i byen, men Local House var den første restaurant i Dubai, der serverede kamel. Ud over burgeren er der kamelkebab, kamelbiryani og kamel-Beef Wellington! Der er endda is lavet på kamelmælk, og du kan få kamelmilkshake!

Local House Restaurant, House No 51, Al Fahidi

Se også: Oplev hellig historie og syndigt natteliv i Israel

Eftermiddag og aften i Deira

Hvis du tager en sejltur på Dubai Creek med en vandtaxi – en abra – kan man få et indtryk af, hvordan Dubai så ud, før oliemilliarderne satte gang i udviklingen for 20 år siden. (Foto: Polfoto)
Hvis du tager en sejltur på Dubai Creek med en vandtaxi – en abra – kan man få et indtryk af, hvordan Dubai så ud, før oliemilliarderne satte gang i udviklingen for 20 år siden. (Foto: Polfoto)

Selv på en hed dag er en sejltur på Dubai Creek et luftigt pusterum. Billigst og mest oplagt er at tage en abra, vandtaxi, fra havnen – Bur Dubai Abra Station (ca. 15 minutters gang fra Dubai Museum) i Bur Dubai og gå i land i Deira på den anden side af Creeken.

Sejlturen tager fem-ti minutter og koster kun et par kroner. Undervejs kan det gamle Dubai ses fra søsiden, og det giver en idé om, hvordan her så ud for få generationer siden.

Dubais handelseventyr begyndte i Deira for 50 år siden. Her ligger de gamle suq’er, og her slog de første internationale firmaer, større hotelkæder og banker sig ned. Deira har måske mistet lidt af fortidens glans, men her handles stadig i stor stil, og her er butikker, hoteller og restauranter i alle prislag.

De gamle suq-områder ligger i gåafstand af hinanden, de er åbne hver dag fra ca. kl. 10 til ca. kl. 22, men de fleste forretninger holder lukket mellem 13 og 16.

Om fredagen åbner mange af forretningerne først sidst på eftermiddagen efter bønnen. Begynd med krydderi-suq’en, som ligger umiddelbart over for havnen, hvor vandtaxierne lægger til.

Old Spice Souk, Baniyas Rd.

Se også: Perus mystiske oase  

Aften og nat i downtown Dubai

Verdens højeste bygning rummer også verdens længste elevatortur. Den foregår med 36 km/t. (Foto: All Over Press)
Verdens højeste bygning rummer også verdens længste elevatortur. Den foregår med 36 km/t. (Foto: All Over Press)

Selvom Downtown Dubai er dyrt og eksklusivt med Burj Khalifa som svimlende midtpunkt, er der gratis glæder og sjove forretninger og restauranter, hvor et lille budget kan være med.

Dubai Mall er med sine 1.124.000 kvm verdens største shoppingcenter, og det rummer over 1200 forretninger inkl. restauranter, biografer, akvarium og undervandszoo, skøjtebane, legeland og et ægte dinosaurskelet i fuld størrelse!

Shopaholics fra hele verden hviler fødder og kreditkort i den eksklusive Fauchon Paris Café på Fashion Avenue. Stedet rummer nogle af verdens mest eksklusive forretninger: Hermès, Louis Vuitton, Stella McCartney, Chanel, Dior og Christian Louboutin for bare at nævne nogle.

Anderledes billigt er det i Daiso på Level LG, et japansk koncept med alskens varer fra ca. ti kr. og opefter. Butikken skilter med over 90.000 ting på hylderne.

I Daiso kan du få alt fra Hello Kitty-merchandise og briller til pollenallergikere over muldvarpemidler til plasticsko i pangfarver. Book World by Kinokuniya på Level 2 har bl.a. en tegneserie-afdeling med et kæmpe udvalg. Her er åbent dagligt til kl. 23, torsdag-lørdag til midnat.

Dubai Mall, Sheikh Mohammed bin Rashid Boulevard

Med mere end 160 etager er Burj Khalifa den bygning i verden med den længste elevatortur og den højest beliggende beboede etage. Ud over flere hundrede lejligheder og Armani Hotel Dubai finder du observationsdæk, bar, souvenirbutik og restaurant i tårnet. Når det er klart vejr, kan tårnet ses fra næsten hele byen.

Der er observationsdæk på 124. og 148. etage – de fleste besøger dækket på 124. etage. Her er der bygget en udendørs terrasse, og afhængig af antal gæster tager et besøg mellem 45 minutter og halvanden time.

For en højere pris kan man komme op på 148. etage. På vej til elevatoren – der kører 36 km/t. – er der film om byggeprocessen. Bestil billetter i god tid enten online eller dagen før på stedet.

Burj Khalifa, 1 Sheikh Mohammed bin Rashid Boulevard

Sammen med Burj Khalifa står Burj al-Arab som de to mest ikoniske vartegn for Dubai. Burj al-Arab er et luksushotel, der markedsfører sig som verdens mest luksuriøse og eneste syvstjernede.

Der opereres ikke med med værelser, kun suiter! Og det koster små 20.000 kr. pr. nat for den mindste. Med i prisen er privat butler, Mercedes-transport t/r fra lufthavnen, adgang til private pools og privat strand, skønhedsprodukter og gratis adgang til forlystelsesparken Wild Wadi Water Park.

Har du ikke luft i budgettet til at bo på Burj al-Arab, så leg millionær for en aften i Skyview Bar på hotellets 27. etage. Cocktailkortet rummer både 1000-kroners margaritaer (med ekstralagret tequila og sort salt) og mojito maximos til over 5000 kr. Cocktailkortets priser begynder ved 200 kroner.

Her er en meget striks dresscode: Smart tøj, ingen jeans eller kondisko, lange bukser og lukkede sko for herrers vedkommende.

Burj al-Arab, Umm Suqeim

Se også: Roms skjulte by

På ski inden døre

Selvfølgelig kan du da stå på ski i ørkenen. Det’ jo Dubai, hvad havde du regnet med? Og hvis du ikke gider, kan du altid kigge på pingvinerne! (Foto: All Over Press)
Selvfølgelig kan du da stå på ski i ørkenen. Det’ jo Dubai, hvad havde du regnet med? Og hvis du ikke gider, kan du altid kigge på pingvinerne! (Foto: All Over Press)

Oplev også Ski Dubai, Dubais indendørs snelandskab komplet med blå, rød og sort løjpe, lifte, snowboardområde, bobslædebaner, pingviner(!) og schweizisk alpehytte-restaurant. Ski Dubai er et sjovt sted at få rørt sig og brændt noget energi af.

Dem, der ikke har prøvet at stå på ski før, kan gå i skiskole, og øvede skiløbere kan få adgang til særlige sessioner på de svære løjper. Alt udstyr kan lejes på stedet.

Mall of the Emirates, Al Barsha 1

Louise Alkjær er medforfatter til ’Turen går til den Arabiske Halvø’

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere