Her er orange det nye sort

Lidt over en time fra København kan du vandre på livet løs

Der er masser af vandrehjem i Skåne. Jeg boede en nat her på Klåveröds vandrarhem. Ganske fint, god beliggenhed og til under 300 kr. per nat. Foto: Thomas Gösta Svensson
Der er masser af vandrehjem i Skåne. Jeg boede en nat her på Klåveröds vandrarhem. Ganske fint, god beliggenhed og til under 300 kr. per nat. Foto: Thomas Gösta Svensson

Orange, orange. Orange. Orange, orange, orange.

En vandretur på Skåneleden er ikke kun eliksir for krop og sjæl. Den giver dig også en helt særlig – og måske lidt ubrugelig evne – til at spejde orange overalt i skoven. Det er nemlig farven, der markerer stierne i det over 1000 kilometer store og helt unikke vandresystem i Skåne og omegn.

Ekstra Bladets udsendte brugte fire dage alene på Skåneleden, hvor en del af ruten fra Kvidinge til Hallaröd blev tilbagelagt.

Vandring er de seneste år gået hen og blevet hipt, og det er ganske enkelt guld og grønne skove for danske vandre-entusiaster, at man så tæt på København kan finde så gode og velmarkerede vandrestier. Det er samtidig en oplagt mulighed, hvis man vil prøve kræfter med lidt vildere natur end den danske.

Sålænge du koncentrere dig om at vandre og kigge efter orange - så er det næsten umuligt at fare vild. Foto: Thomas Gösta Svensson
Sålænge du koncentrere dig om at vandre og kigge efter orange - så er det næsten umuligt at fare vild. Foto: Thomas Gösta Svensson

Turen var på forhånd rimelig nøje planlagt. Første dag skulle små 25 kilometer tilbagelægges, og overnatningen var på vandrehjem. Herefter skulle de svenske shelter-pladser afprøves. Pladserne er strategisk placeret rundt på ruten, og de fleste af dem har ud over shelters adgang til vand, bålplads og primitivt toilet.

Jeg har før overnattet i naturen herhjemme, men når jeg har været på vandretur i udlandet, er jeg altid gået efter mere magelige logier som hytter og hoteller. Det skulle der laves om på.

Du møder mange finurlige ting på din vej. Som det kan anes i baggrunden på den orange farve, så havde disse får valgt at tage en siesta lige foran udgangen fra en mark, der skulle passeres. De var dog høflige nok til at lade mig komme forbi. Foto: Thomas Gösta Svensson
Du møder mange finurlige ting på din vej. Som det kan anes i baggrunden på den orange farve, så havde disse får valgt at tage en siesta lige foran udgangen fra en mark, der skulle passeres. De var dog høflige nok til at lade mig komme forbi. Foto: Thomas Gösta Svensson

Bang. Det er efter midnat, og pludselig ligger jeg søvndrukken på bunden af en svensk skov. De irrationelle tanker når at kredse rundt om, hvorvidt det er en elg eller en svensk massemorder, der er på spil. Det er dog langt mindre dramatisk. Selerne til min nyindkøbte hængekøje med et myggenet over er blevet hængt forkert op. Så på med pandelampen og op med køjen igen.

Gevinsten er heldigvis stor. Det er en kæmpe oplevelse at vågne til fuglekvidder og solens første stråler, mens man kigger op i det grønne. Og når man vandrer, lærer man altid nye ting. Den første nat på en svensk shelterplads var ingen undtagelse.

En tur på Skåneleden er eleksir for krop og sjæl, og du glemmer hurtigt alt om hverdagens stress og jag. Foto: Thomas Gösta Svensson
En tur på Skåneleden er eleksir for krop og sjæl, og du glemmer hurtigt alt om hverdagens stress og jag. Foto: Thomas Gösta Svensson

Skåneleden er delt op i fem delstrækninger. Jeg gik på den, der strækker sig 162 kilometer fra Åstorp – tæt på Helsingborg – og til Brösarp. Og det er meget varieret. Du passerer gennem kulturelle seværdigheder, løvskov, nåleskov, blomsterenge og krydser åer og marker.

Og hele tiden med den orange farve som pejlemærke. De dele af ruter, der går gennem nationalparker, er rimelig velbesøgte, men når du kommer væk fra dem, kan du vandre i timer – ja nærmest døgn – uden at møde andre.

Det kan både være en befrielse, men også en udfordring. Da jeg dagen efter min hængekøje-debut havde provianteret i byen Röstånga og begav mig ude på ruten til næste shelter, gik der over 24 timer, før jeg igen mødte mennesker.

Og man begynder at forstå, hvorfor mange deltagere i programmer som ’Alene i vildmarken’ begrunder deres exit med ensomheden.

For når du befinder dig mutters alene midt i naturen, og stilheden og mørket sætter ind, kan det være svært at undgå, at tankemylderet begynder at spille dig et puds. Det kan heldigvis ofte kureres med et par dybe vejrtækninger – eller du kan naturligvis også bare finde en makker at gå med.

Se også: Nyt dansk hotel er åbnet i trætoppene: Sov i otte meters højde

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Skåneleden

Overnatning i hængekøje er fantastisk. Husk at lægge underlag i bunden ellers bliver det koldt, når vinden suser ind under. Foto: Thomas Gösta Svensson
Overnatning i hængekøje er fantastisk. Husk at lægge underlag i bunden ellers bliver det koldt, når vinden suser ind under. Foto: Thomas Gösta Svensson

Ruten er delt op i fem del-strækninger, som du nemt kan komme til med bil eller tog.

Kust-kustleden: 367 km fra Sölvesborg til Ängelholm.

Nord-sydleden: 328 km fra Hårsjö til Trelleborg.

Ås-åsleden: 162 km fra Åstorp til Brösarp.

Österlenleden: 188 km – starter og slutter i Ystad.

Öresundsleden: 172 km fra Utvälinge til Löddeköpinge.

Planlæg hjemmefra
skaneleden.se og sydsverige.dk findes kort og værktøjer, så du kan planlægge din rute. Her kan du også se forslag til etaper, indkøbsmuligheder – og hvad de enkelte shelters har af faciliteter.

Du kan eksempelvis planlægge din rute på Skåneleden, så du kun sover på vandrehjem eller hotel. Ellers kan du vælge at sove i shelter, som du dog kan risikere er optaget. Derfor kan det være en god idé at medbringe telt eller hængekøje.

Vores gavmilde svenske broderfolk har jo desuden allemandsretten, som betyder, at du kan frit kan færdes i naturen og blandt andet campere stort set overalt. Der er dog visse restriktioner. Blandt andet må man kun slå telt op i nationalparker i markerede områder.

Her kan du læse mere om allemandsretten.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Derfor skal du vandre

Skåneleden er meget gennemtænkt og utroligt godt vedligeholdt. Foto: Thomas Gösta Svensson
Skåneleden er meget gennemtænkt og utroligt godt vedligeholdt. Foto: Thomas Gösta Svensson

Overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen udgav sidste år ’Gå-bogen’, der dokumenterer en række helbredsmæssige fordele af at gå. De tæller blandt andet:

  • Du nedsætter din risiko for 35 sygdomme; herunder kræft, demens og hjertesygdomme.
  • Går du en time hver dag, kan du tabe fem-ti kilo på et halvt år og bekæmpe inflammation i kroppen.
  • Gåture er et stærkt middel mod søvnløshed, depression, stress og angst – i nogle tilfælde kan du gå dig helt rask.
  • Går du, skærper du hukommelsen, kreativiteten og evnen til at lære.

Se også: Magiske Island i børnehøjde

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere