De fleste turister ser frem til et velsmagende måltid på ferien, som for mange danskere betyder kødrige retter - gerne i form af en god, saftig bøf.
Men i visse dele af verden skal man lede længe efter et kødholdigt måltid. Faktisk er det sådan, at kød er decideret forbudt enkelte steder.
Det gælder blandt andet i dele af byen Varanasi i Indien, som er en af de helligste byer i hinduismen.
Traditionelt set har mange af de restauranter, som er placeret i Varanasi, serveret kød for at imødekomme vestlige turister og ikke-hinduistiske pilgrimme.
Men i 2019 forbød den indiske regering - med det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) i spidsen - al salg og forbrug af kød inden for en radius af 250 meter fra alle hellige templer og kulturarvssteder i Varanasi.
Samme regler gælder i øvrigt for salg og forbrug af alkohol i den hellige by.
Utilgængelig mad
Det politiske initiativ har medført, at flere restauranter og spisesteder i Varanasi har taget den vegetariske kost til sig i udbuddet af retter. I stedet for kød tilbyder man blandt andet mad ud fra ayurvediske principper.
Det handler kort fortalt om at tilpasse sin diæt alt efter, hvilken type man er set ud fra et ældgammelt, indisk og holistisk sundhedssystem.
Filosofien bag er, at kroppen kommer i balance, hvis man spiser ud fra de principper.
Selvom du måske ærgrer dig over, at du ikke kan nyde en lammekølle og en sjus under rejsen til Varanasi, så er der også kommet gode ting ud af forslaget for den eksotiske madentusiast.
Det har nemlig gjort, at lokale, vegetariske egnsretter, som er gået i arv i traditioner, og som tidligere var utilgængelige for besøgende, nu tilbydes på en række restauranter i området.
Flest vegetarer i verden
Indien er det land i verden, hvor der er flest vegetarer. Omkring 30 procent af befolkningen lever i overvejende grad vegetarisk på grund af de råvarer, der er tilgængelige, økonomisk råderum og/eller religiøse overbevisninger.
Især folk, der bor på landet, har primært kun adgang til korn, bælgfrugter og forskellige frugter og grøntsager. Det er især den store andel af hinduer, der trækker andelen af vegetarer op. Indiens befolkningstal er på omkring en milliard, og cirka 80 procent af befolkningen er hinduer.
Traditionelt set har mange hinduer levet vegetarisk, fordi man mener, at kød kan fremme aggressive egenskaber hos mennesker, mens man bliver mere rolig og i harmoni af vegetarisk kost.
Samtidig anser man i Indien køer for at være hellige. Derfor spiser man dem ikke.
Der er dog også mange hinduer, som spiser kød. Og der er i det hele taget en udvikling i gang, hvor flere indere spiser mere kød.
I lande som Etiopien, Nigeria, Bangladesh og Indonesien er befolkningens generelle kødindtag også på et begrænset niveau sammenlignet med resten af verden.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Rejsen til den hellige by
Varanasi ligger ved bredden af Ganges-floden i Indien. I tusinder af år har folk rejst langvejs for at besøge Varanasi for blandt andet at bade i Ganges.
Det siges, at bader man her, så renses man for alle sine synder. Især den vestlige bred af Ganges er spækket med hellige templer. Kommer du her, kan du se inderne bede og bade i floden.
Byen er hellig for hinduerne, da den hinduistiske gud Lord Shiva og hans kone Parvati ifølge religionen grundlagde byen ved tidens begyndelse.
--------- SPLIT ELEMENT ---------