Her tager det en hel dag at handle ind

En indkøbstur bliver til en hel dagsrejse, når man som Nadine og Tobi bestyrer Skotlands mest øde beliggende hostel

Vandrerhjemmet ligger dybt inde i Glen Affric, som mange anser for at være Skotlands smukkeste dal. Foto: Flickr/Chris
Vandrerhjemmet ligger dybt inde i Glen Affric, som mange anser for at være Skotlands smukkeste dal. Foto: Flickr/Chris

Tonen er venlig og imødekommende på sedlen, der hænger på døren til Alltbeithe Youth Hostel.

'Kære gæster, i dag er vi på indkøb, så tag jer ikke af, at vi måske først er tilbage efter kl. 8 i aften. Der er langt …'

De tre prikker siger ikke så lidt. Der ER langt til alting herude, for Alltbeithe er Skotlands mest øde beliggende vandrehjem.

Det ligger dybt inde i Glen Affric, som mange anser for at være Skotlands smukkeste dal.

Alltbeithe Youth Hostel ligger bogstavelig talt 'in the middle of nowhere'. Foto: Flickr/Ted & Jen
Alltbeithe Youth Hostel ligger bogstavelig talt 'in the middle of nowhere'. Foto: Flickr/Ted & Jen
 

Hovedbygningen med anneks er en velkommen oase for trætte fødder og danner ofte base for de vandrere, der kommer for at bestige de omkringliggende bjerge.

Se også: Nu kan du bo i et sandslot

Selv har jeg gået i flere timer for at komme hertil og trækker indforstået på smilebåndet, da jeg ser beskeden.

Luksus i vildmarken
Indenfor er der stille og hyggeligt. Da jeg åbner døren til badeværelset, kommer jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg nu alligevel skal slå det telt op, som jeg har med i min rygsæk. Udsigten til et langt, varmt bad, hvis jeg betaler for at overnatte, er vældig fristende.

Skal-skal ikke … Men tanken om at skulle have båret på et telt til ingen verdens nytte, får tvivlen til at fordufte.

Se også: Selfier slår flere ihjel end hajer

Jeg slår det op et stykke væk – i nærheden af et vandløb, der agerer perfekt om end lidt kold erstatning for Alltbeithes luksuriøse brusebad.

Næste morgen spørger jeg det unge tyske par, Tobi og Nadine, som er ansat til at bestyre vandrehjemmet, hvornår de kom tilbage fra shoppingturen.

'Vi havde undervurderet, hvor lang tid det ville tage. Vi var her først hen ad klokken 22.30, fortæller de mig.

Udsigten udover søen Loch Dulch er mageløs. Foto: Britta Sørensen
Udsigten udover søen Loch Dulch er mageløs. Foto: Britta Sørensen
 

Herude in the middle of nowhere er vandrere og jægere deres eneste kontakt til omverdenen plus en tilsynsførende fra National Trust, der kommer med de mest nødvendige dagligvarer til dem en gang om måneden.

Underholdningen er – hvis man ser bort fra gæsternes bidrag – begrænset til film på den bærbare computer, som oplades ved hjælp af stedets vejrmølle og solpaneler. Og når den bærbare ryger, må man ud på en længere rejse til Inverness for at få den repareret, fortæller de.

Inverness? Jeg måber. Hvordan i alverden kunne de dog nå frem og tilbage på en enkelt dag?

- Vi var heldige, forklarer Tobi.

Se også: Her kan turister prøve labyrinten fra Ondskabens Hotel

- Normalt tager vi til Cannich en gang om ugen for at handle ind, fordi den månedlige leverance ikke rækker særlig langt. Det er en tur på otte-ni timer. Vi lægger ud med at vandre 70 minutter til en hytte, hvor vi har et par cykler stående. Derefter er det to og en halv time i sadlen til Cannich med supermarked og en pub, hvor vi tjekker e-mails.

- I går var så en dag lidt ud over det sædvanlige. Det tog 15 timer, fordi vi skulle helt til Inverness, men vi fik straks et lift ude på hovedvejen, og vi nåede at fange den sidste bus tilbage til Cannich, fortæller han.

Med sig tilbage har de post fra familie og venner og 15 kg dagligvarer.

Oprindeligt var det kun Tobi, der havde fået tilbudt jobbet som bestyrer, men han forhandlede sig frem til også at få Nadines navn på kontrakten, for to må man være for at kunne holde ud at bo så afsides i seks måneder.

Når man nu har et telt med, kan man lige så godt bruge det. Foto: Britta Sørensen
Når man nu har et telt med, kan man lige så godt bruge det. Foto: Britta Sørensen
 

Langt til alting
Jeg kigger ud af vinduet. Udenfor kan man knap nok se bjergene for tåge, og det har småregnet siden morgenstunden. Vi er indhyllet i smuk isolation. Der er 12 km til hovedvejen i sydlig retning ad en ofte temmelig smattet vandresti, 30 km nordøst ligger Cannich, nordover strækker flere bjergkamme sig, og mod vest går der to vandrestier til Shiel Bridge 16 km væk.

Den ene kom jeg ad, den anden tager jeg tilbage til civilisationen dagen efter.

6 kommentarer
Vis kommentarer