I Harry Potters fodspor

Magiske Edinburgh var en stor inspirationskilde for J.K. Rowling til de eventyrlige film og bøger

De lysebrune, grå og sorte hustage er som taget ud af en Harry Potter-film. Foto: Benjamin B. Krogh
De lysebrune, grå og sorte hustage er som taget ud af en Harry Potter-film. Foto: Benjamin B. Krogh

Der er elefanter overalt i de skrig-orange lokaler.

Nogle står som nips i træ i vindueskarmene i mange farver, nogle hænger i mere eller mindre karikerede udgaver på væggene, og så optræder det snablede dyr også som T-shirt-tryk på ryggen af cafétjenerne, der piler ind og ud mellem hinanden. Der er travlt, men det er der formentlig hver eneste dag.

Tjenerne er efterfølgere til de tjenere, som i mange år serverede kaffen for J.K. Rowling, da hun for år tilbage trådte ind i The Elephant House i den skotske hovedstad.

Her sad hun med udsigt til Edinburgh Castle og skrev på Harry Potter-universet, hvis bøger i dag er blevet solgt i over 500 millioner eksemplarer.

Det tal alene er en ganske åbenlys forklaring på, hvorfor der er travlt. Og på, hvorfor menukortet også står skrevet på kinesisk.

Elefant-virvaret har tidligere huset flere andre store skotske forfattere, som også lod sig forføre af Edinburgh. De ville måske blive lidt jaloux over de ubegribelig mange Harry Potter-hilsner, som står skrevet på væggene på caféens toiletter.

Caféen har tidligere forsøgt at komme beskederne til livs, men har måttet sande, at det var en kamp, de ikke kunne vinde.

I stedet serverer de nu mad, kaffe og kage til de mange turister, som tager sig en pause fra at slentre rundt i de smukke gader.

Water of Leith i Dean Village byder på ren Harry Potter idyl og dermed en smuk gåtur. Bestemt et besøg værd. Foto: Benjamin B. Krogh
Water of Leith i Dean Village byder på ren Harry Potter idyl og dermed en smuk gåtur. Bestemt et besøg værd. Foto: Benjamin B. Krogh

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Oplev Diagon Alleys magi

Victoria Street byder på selvstændige caféer og butikker i flere lag. Foto: Benjamin B. Krogh
Victoria Street byder på selvstændige caféer og butikker i flere lag. Foto: Benjamin B. Krogh

Det er svært ikke at stoppe op eller sænke tempoet, når man drejer om hjørnet ned ad Victoria Street.

Gaden står som et langt, stejlt sving i midten af Edinburghs gamle bydel. Gadens små butikker er placeret på ældgamle brosten og springer i øjnene med deres farverige facader, små buer og fantastiske, nyklassicistiske detaljer.

Gaden er opført mellem 1829-1834 og siges at være hovedinspirationen til Diagon Alley i Harry Potter-universet.

Diagon Alley er den magiske butiksgade, hvor Harry Potter og de andre Hogwarts-elever køber deres fortryllende fornødenheder: magiske viskelædere, tinkedler og eleksirkar.

Vi andre må desværre stå lige dele skuffet og lige dele fjoget med plastikefterligningerne og mumle ’wingardium leviosa’ ved siden af en tysk mand med grøn bæltetaske og praktiske Salomon-vandrestøvler. Magien forsvinder inde i butikkerne … desværre.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Voldemorts gravplads

Thomas Riddells gravsted på Greyfriars Kirkyard 100 meter fra Elephant House. Foto: Benjamin B. Krogh
Thomas Riddells gravsted på Greyfriars Kirkyard 100 meter fra Elephant House. Foto: Benjamin B. Krogh

Blot én spytklat fra Elephant House og to fra Victoria Street ligger Greyfriars Kirkyard.

Ind, rundt om kirken, fortsæt gennem buen, højre og så højre igen. Det kræver lige en Google-søgning og noget klassisk turist-stirren ned i telefonen for at finde frem, men så står du der ellers også. Foran Thomas Riddells gravsten.

På stenen fremgår det, at Riddell døde i 1806 som 72-årig, og at han var fra Befsborough i Berwick.

Det fremgår ikke, at man mener, det er her, J.K. Rowling har fået idéen til Voldemorts fødenavn, Tom Marvolo Riddle.

Noget mystisk har Rowling i et interview heller ikke villet afvise, at det var her, navnet stammer fra.

Hvorom alting er, er det ikke et faktum, som betvivles af Harry Potter-fans fra nær og fjern. De kommer for at se, tage billeder af og efterlade små noter og hilsner.

Nogle efterlader blomster og lys, som vi må formode – og håbe – er en gestus til forfatteren og ikke den fladnæsede Lord.

Da det først og fremmest er en kirkegård, har graveren ikke gjort noget særligt ud af skiltningen til den specielle gravsten.

Der er dog lagt ekstra underlag ud til de mange Harry Potter-ekskursioner, som runder gravpladsen på turen gennem byen.

Tæt ved Riddell ligger poeten William McGonagall begravet. Det menes ligeså at være inspiration til Gryffindors overhoved Professor Minerva McGonagall.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

I en fattig forfatters fodspor

'The birth place of Harry Potter' står der på caféfacaden. Foto: Benjamin B. Krogh
'The birth place of Harry Potter' står der på caféfacaden. Foto: Benjamin B. Krogh

Det var en ivrig, men også noget fattig Rowling, som forsøgte at få forlagene til at bide på det magiske univers. Hun besøgte derfor mange af Edinburghs beværtninger i håb om at spare lidt på varmeregningen derhjemme.

Men dette må også unægtelig have tvunget hende gennem byens gader utallige gange. Her er hun stødt på den ene smukke bygning efter den anden, og det er ganske tydeligt, at variationer af disse er endt i det opdigtede univers.

Er man Harry Potter-fan bør man kigge forbi bydelen Dean Village, hvor Rowling bestemt også har fundet inspiration. Her ses den flotte viktorianske Dean Cemetery. Foto: Benjamin B. Krogh
Er man Harry Potter-fan bør man kigge forbi bydelen Dean Village, hvor Rowling bestemt også har fundet inspiration. Her ses den flotte viktorianske Dean Cemetery. Foto: Benjamin B. Krogh

Selv en muggler kan se, at Hogwarts er stærkt inspireret af flere af Edinburghs slottelignende skoler.

Den er en god blanding af George Heriot’s School, Edinburghs Universitets såkaldte Teviot Row House, Stewart’s Melville College, Fettes College og mange, mange flere. Og det gode ved det hele er, at det skal ses på afstand. Forstået på den måde, at man ikke behøver at gå ind nogen steder for at opleve Edinburgh.

Steder at besøge

Edinburgh Castle
Fantastisk udsigt over hele byen for enden af Royal Mile. Det er gratis, men vil du helt ind, koster det omkring 150 kroner. Der er eventyrlig stemning mange steder i byen, men Edinburgh Castle er et must.

Royal Mile
Her får du sækkepibespil og en perlerække af smukke bygninger, kirker og naturligvis souvenirshops.

Arthur Seat
Vi nåede aldrig selv op på puklen lidt uden for byen, men det bliver formentlig noget af det første, næste gang vi skal til Edinburgh. Den giver muligheden for et fantastisk udsyn over byen.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen