Italien på toscansk

Her er recepten på en autentisk italiensk oplevelse, hvor man slipper for at rende ind i store mængder turister

Uden for Lucca er der flere muligheder for at bo i naturskønne omgivelser som denne feriebolig, vi delte med ejeren og enkelte andre familier. Foto: Jakob Hansen
Uden for Lucca er der flere muligheder for at bo i naturskønne omgivelser som denne feriebolig, vi delte med ejeren og enkelte andre familier. Foto: Jakob Hansen

De fleste kender følelsen. Man tager til udenlandske himmelstrøg for at opleve en anden kultur og hverdag end den, man er vant til hjemmefra, men når man endelig når frem, er det svært at finde en lokal ud over ham, der tager imod ens bestilling på den nærmeste restaurant.

Derfor var det en noget anden oplevelse, da jeg i sommer med familien tilbragte en uge lidt uden for Lucca i italienske Toscana. Her havde vi en autentisk oplevelse af det lokale Italien, hvor vi i det daglige stort set kun omgik lokale, og hvor vi kun stødte på de talrige turister og dertilhørende fælder, når vi selv opsøgte det.

Rundt om i Toscana skorter det ikke på overnatningsmuligheder, og det er muligt både at bo inde i Lucca eller at bosætte sig lidt uden for byen. Vi valgte at gøre sidstnævnte, hvor vi havde en lejlighed i en større feriebolig, der lå uforstyrret og omkranset af bjerge og med egen pool. Her kunne vi nyde stilheden – kun afbrudt af cikader – mellem vores gøremål i løbet af dagen.

Charmen ved at have fast base uden for de største byer er, at man slipper for, at der er en restaurant på hvert gadehjørne med præcis den samme menu.

For selvom vores nærmeste restaurant var nævnt i Michelin-guiden, var det de lokale fra Lucca, der hver aften fyldte restauranten op. Til de få turister måtte tjenerne hjælpe hinanden med at forsøge at forklare dagens menu på engelsk. Men så er man til gengæld sikker på at få en helt autentisk madoplevelse.

Oppe fra tårnet i Saint Martin-katedralen kan man skue i alle retninger ud over middelalderbyen Lucca, der emmer af italiensk historie og charme uden at være overrendt af turister. Foto: Jakob Hansen
Oppe fra tårnet i Saint Martin-katedralen kan man skue i alle retninger ud over middelalderbyen Lucca, der emmer af italiensk historie og charme uden at være overrendt af turister. Foto: Jakob Hansen
 

Se også: Her er byen der omfavner enhver

Inde i selve Lucca er centrum omkranset af Europas næstlængste bymur, og i hovedparten af bymidten er det kun tilladt for beboere at køre i bil, så man i ro og mag kan nyde de snævre gader og de mange historiske indtryk.

Byen er ud over sin intakte bymur kendt for Sankt Martin-katedralen, hvor man kan komme op i klokketårnet og skue ud over hele byen. Vi blev af et bykort lokket hen til byens ‘amfiteater’, som viste sig at være byens måske eneste turistfælde, idet der her er tale om et ovalt torv bestående udelukkende af restauranter og butikker med souvenirs.

Ikke desto mindre stammer torvet fra romertiden, så hvis man kan se bort fra de mange markiser og frokostpizzaer, kan man stadig fornemme historiens vingesus på den intime plads.

Hvis man så efterfølgende har brug for at forbrænde frokosten fra torvet, har man muligheden for at tage hele familien med på en forvokset cykeltaxa, hvor alle træder i pedalerne. Her kan man køre rundt om hele bymidten oppe på den vold, der sammen med bymuren omkranser byen.

Se også: Budapest for drengerøve

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Også et besøg værd

I Pisa er der betydeligt flere mennesker samlet end i de øvrige nærliggende byer, men tårnet og den tilhørende katedral er stadig en oplevelse værd. Foto: Jakob Hansen
I Pisa er der betydeligt flere mennesker samlet end i de øvrige nærliggende byer, men tårnet og den tilhørende katedral er stadig en oplevelse værd. Foto: Jakob Hansen
 

Pisa
Lucca ligger kun omkring 30 kilometer fra Pisa, og selvom det også er her, alle andre turister søger hen, bør man ikke snyde sig selv for at se verdens måske mest berømte tårn på Piazza dei Miracoli.

Viareggio
Ønsker man en pause fra bymure og 30 grader, kan man passende søge ud mod kysten og byen Viareggio, der ligger omkring en halv times kørsel fra Lucca. Her er både en strand og en promenade med mulighed for at få slukket tørsten eller stillet sulten.

Firenze
Har du mod på en lidt længere tur, ligger Leonardo da Vincis hjemby og Toscanas hovedstad, Firenze, inden for overkommelig afstand fra Lucca. Her kan man for alvor suge alle de imponerende aftryk, som den italienske renæssance har efterladt, til sig.

Se også: Norditaliens skjulte perle

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Når vinen er bedre ude end hjemme

Foto: Det er svært ikke at forelske sig i en hvilken som helst vin, når den bliver indtaget i de smukke omgivelser på de toscanske vingårde. Foto: Jakob Hansen
Foto: Det er svært ikke at forelske sig i en hvilken som helst vin, når den bliver indtaget i de smukke omgivelser på de toscanske vingårde. Foto: Jakob Hansen
 

Det er svært at nævne Toscana, uden at tankerne straks bliver ledt i retning af vinranker i lange rækker og vine som Chianti og Brunello.

Særligt i det bjergrige område nord for Lucca er der da også adskillige vingårde at vælge imellem til at få slukket tørsten og få unik oplevelse.

Langt de fleste steder vil have, at man giver besked om sit besøg på forhånd, og vi havde derfor planlagt et besøg på vingården Fattoria Colle Verde. Foruden en rundvisning på gården, hvor de både producerer vin og olivenolie, følte vi os selvfølgelig forpligtede til også at smage deres vin.

Og her kunne vi konstatere, at der i sandhed er noget om, at mad og drikke kan smage helt forskelligt, alt efter hvilke omgivelser man indtager det i. I de smukke omgivelser omkranset af vinmarker, oliventræer og en udsigt ud over Luccas opland var man tæt på at klassificere vinen som den bedste i verden.

Da de medkøbte flasker kom i glas i vores feriebolig de efterfølgende dage, var den exceptionelle vin dog transformeret til en udmærket, men noget mere ordinær smagsoplevelse, hvor man var efterladt til at drømme sig tilbage til vingårdenes solrige bjergsider.

Se også: Øl-wellness i Tjekkiet

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Værd at vide

Lucca er ud over sin bymur kendt for byens mange tårne. Her tårnet på den over 1000 år gamle kirke San Michele in Foro. Foto: Jakob Hansen
Lucca er ud over sin bymur kendt for byens mange tårne. Her tårnet på den over 1000 år gamle kirke San Michele in Foro. Foto: Jakob Hansen
 

Leje af bil
Har man ikke medbragt sin egen bil, er det oplagt at leje en for at komme rundt i Toscana. Pas dog på de billigste udlejningsselskaber, som kan finde på at tilføje underlige gebyrer, hvis bilen skulle få en minimal skade.

Trafikken
Italienere kører bil med et lidt andet temperament, end vi er vant til i Danmark, og i Toscana er der mange rundkørsler, hvor du ikke nødvendigvis skal forvente, at nogen holder sig tilbage. Hastighedsgrænser betragter de fleste tilsyneladende som vejledende.

Arrangerede ture
Rigtig mange steder er det muligt at booke ture til eksempelvis vingårde eller andre byer. Det er dog betragteligt dyrere end at gøre en smule forarbejde selv – om end fordelen så er, at man ikke behøver slås om, hvem der holder sig ædru til at køre.

Se også: Fest og farver og lave priser i Lviv

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere