Jungle af is: Tør du vandre på livsfarlig gletsjer?

Det er ikke helt ufarligt at bevæge sig rundt på en af verdens mest imponerende gletsjere, Perito Moreno, så det gælder om at have udstyret i orden

Gletsjer-isens blå farve opstår, fordi isen er hårdt sammenpresset med meget få luftbobler. Foto: Jesper Rise Børjesen
Gletsjer-isens blå farve opstår, fordi isen er hårdt sammenpresset med meget få luftbobler. Foto: Jesper Rise Børjesen

I det sydlige Argentina ligger Patagonien, hvor naturen er vild, og befolkningstallet er lavt.

Vi er taget den lange tur herned på den anden side af jorden for at opleve de monumentale og øde landskaber – og ikke mindst en af verdens mest imponerende gletsjere, Perito Moreno.

Gletsjeren byder på en storslået vandretur gennem en blå-hvid jungle bestående af issøjler og iskløfter.

Det gigantiske stykke is måler intet mindre end 30 kilometer i længden, strækker sig 74 meter over vandoverfladen af Lake Argentina og stikker hele 170 meter ned i vandet. Og så slutter gletsjeren i en enorm is-væg, der er ikke mindre end fem kilometer lang.

Gletsjeren ligger på grænsen til Chile i en af Argentinas største nationalparker, Los Glaciares. En nationalpark, der – som navnet antyder – er rig på gletsjere.

Området i og omkring Los Glaciares, hvor gletsjeren Perito Moreno ligger, kan pryde sig af at have en af de største ismasser i verden uden for Antarktis og Grønland. Foto: Jesper Rise Børjesen
Området i og omkring Los Glaciares, hvor gletsjeren Perito Moreno ligger, kan pryde sig af at have en af de største ismasser i verden uden for Antarktis og Grønland. Foto: Jesper Rise Børjesen

Væggen knager højlydt
Vi har indlogeret os i den lille og forholdsvis intetsigende by El Calafate. Vi har arrangeret en endagstur dagen efter vores ankomst – vi kan ikke vente med at komme af sted ud til isen, som ligger et par timers kørsel fra byen.

Inden vi skal op på gletsjeren, stopper vi ved den kæmpe gletsjervæg. Her løber Perito Moreno ud i den store Lake Argentina. Væggen – som sagtens kan forveksles med The Wall i 'Game of Thrones' – er 60 meter høj og knager højlydt, når isen giver sig. Og det gør den ofte.

Fan af Game of Thrones? Tag på ferie i seriens kulisser  

Uforudsigelig is
Omtrent hver femte minut knækker et stykke af og styrter i søen med et kæmpebrag, hvorefter store bølger får de omkringliggende både til at gynge kraftigt. Det er derfor, man ikke må komme for tæt på. For isen er uforudsigelig.

Det er lige præcis, hvad vores guider fortæller os igen og igen, da vi gør klar til at træde ud på isen.

En kort bådtur og halvanden times vandring til lands har bragt os et godt stykke forbi væggen, og vi er nu ved at gennemgå vores grej en sidste gang.

Vi har alle seler på med karabinhager, så vi kan hægte os fast til hinanden, hvis det skulle blive nødvendigt.

Derudover har vi varmt og vandtæt tøj på, huer og handsker, vandrestøvler og så selvfølgelig vigtigst af alt – cramponer, som er en slags metalramme med pigge, som vi sætter under vores støvler, så vi kan stå fast på isen.

Cramponerne er blevet spændt på støvlerne, og efter et kort gruppemøde er vi klar til at indtage isen. Foto: Jesper Rise Børjesen
Cramponerne er blevet spændt på støvlerne, og efter et kort gruppemøde er vi klar til at indtage isen. Foto: Jesper Rise Børjesen

Fatale fald
Det er bidende koldt, og vinden pisker små iskrystaller mod vores kinder, men samtidig er det også hårdt at gå på isen, så vi holder os lige akkurat varme. Langt fra ligner gletsjeren en ensartet masse, men sådan er det ikke helt tæt på.

Nu er den bakket og ujævn, og det går op og ned og op og ned. Alle vegne er der kløfter, huler og huller, som vi skal passe på. Kløfterne er mange meter dybe, og nogle leder ned til mindre floder inde i gletsjeren. De er fatale at falde i.

Unikt eventyr: Sådan får du den ultimative tur til Grønland  

Vores ene guide, som udgør bagtroppen, skrider pludselig på vej over en snæver kløft. Hendes ene fod mister grebet, og febrilsk prøver hun at hakke sin økse ind i isen for at holde fast.

En af turisterne kaster sig ud efter hende og griber fat i hendes arm, og sammen får vi hende halet op og på benene igen. Hun er tydeligt rystet. Gletsjeren er farlig, og man skal se sig for.

Perito Moreno-gletsjeren er en ud af kun tre i verden, der stadig vokser. Alle andre bliver mindre og mindre. Foto: Jesper Rise Børjesen
Perito Moreno-gletsjeren er en ud af kun tre i verden, der stadig vokser. Alle andre bliver mindre og mindre. Foto: Jesper Rise Børjesen

Uendeligt smukt
Den farlige is er samtidig vildt imponerende. Vi kan fornemme naturens uanede kræfter, når vi går rundt heroppe. Og så er det uendeligt smukt.

Isen er godt nok lidt beskidt, for i årtusinder har den presset sig gennem Andesbjergene og opsamlet jord og andet godt på sin vej. Men is-formationerne er helt vilde, og gletsjersøerne, som vi jævnligt støder på, er turkisblå og helt klare.

Den store is-masse udgør den tredjestørste reserve af ferskvand i verden, og flere gange fylder vi vores drikkedunke med det krystalklare og iskolde gletsjervand. Det smager fantastisk.

Luksus i Sydamerika: Her sparer du penge ved at svinge kreditkortet  

Midt ude på is-kæmpen spiser vi vores medbragte frokost, men uden bevægelse bliver vi hurtigt kolde, så vi sluger hurtigt madpakken og skynder os videre.

Nu går turen tilbage mod isens kant. Det begynder efterhånden at værke i vores ankler. Det er hårdt arbejde at stå ordentlig fast, og da vi endelig nærmer os land igen, er vi både høje over det fantastiske trek, men i virkeligheden også lidt taknemmelige for at få fast grund under fødderne igen.

Dinosaurernes land

Patagonien er ikke bare et mekka for outdoor-entusiaster – området er også berømt for sine mange dinosaurfund. Mange af verdens største dinosaurskeletter er fundet i jorden her.

Eksempelvis har et hold af amerikanske og argentinske forskere for nylig fundet et dinosaurskelet af, hvad der nu menes at have været det største landdyr nogen sinde – de kalder den dreadnoughtus.

Den kæmpe planteædende dinosaur målte 26 meter og vejede 60 tons, da den døde for 77 millioner år siden. Det er cirka syv gange så meget som en tyrannosaurus rex, der har lignet en dværg ved siden af en dreadnoughtus.

 

Legendariske bjerge

Bjerget Fitz Roy, der er 3405 meter højt, blev første gang besteget i 1952 og er fortsat et af de teknisk mest krævende bjerge i verden at bestige. Foto: Jesper Rise Børjesen
Bjerget Fitz Roy, der er 3405 meter højt, blev første gang besteget i 1952 og er fortsat et af de teknisk mest krævende bjerge i verden at bestige. Foto: Jesper Rise Børjesen

Nogle timer fra byen El Calafate, hvorfra vi tog ud til Perito Moreno, ligger El Chalten, som er populær hos alle, der elsker at vandre.

Området er bjergrigt og indbyder både til vandreture og bjergbestigning. Fra El Chalten kan man til fods begive sig mod bjergene Cerro Torre og Fitz Roy, som ligger en rask gåtur i bjergrigt terræn et par timer fra byen.

Belønningen er den smukkeste udsigt, du formentlig nogen sinde vil få at se.

Landskabet åbner sig
Selve turen dertil kan være lidt ensformig, men pludselig åbner landskabet sig, og en krystalklar gletsjersø viser sig forude. Bag søen knager den store gletsjer, og bjergene tårner sig op mod himlen.

Bjerget Fitz Roy er legendarisk blandt bjergbestigere, da det er et af de teknisk mest udfordrende bjerge i verden at bestige.

 

Outdoor-mekka i Bariloche

Patagonien byder ikke kun på gletsjervandring. Også vandring på landjord og bjergbestigning er populært.

De store, øde søer er perfekte til et par dage i kajak. Foto: Jesper Rise Børjesen
De store, øde søer er perfekte til et par dage i kajak. Foto: Jesper Rise Børjesen

Er du mere til vandsport, skal du et smut til byen Bariloche i den nordlige del af Patagonien. Især kajaksejlads og rafting er området heroppe, som også kaldes for sødistriktet, velegnet til.

En række bureauer tilbyder alt fra endagsture til ture med overnatning under den klare nattehimmel. Derudover er Bariloche et godt sted at besøge om vinteren, hvor du kan stå på ski i de omkringliggende bjerge.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.