Kabelbaner og katedraler

Kutaisi i Georgien har noget for alle sanser. God mad, smuk natur og en rig historie. Og så kan du komme dertil for mindre end en togtur til Jylland

Bagrati-katedralen er Kutaisis varemærke, og har i flere år prydet byens officielle stempel. Foto: Aleksander Klug
Bagrati-katedralen er Kutaisis varemærke, og har i flere år prydet byens officielle stempel. Foto: Aleksander Klug

Kutaisi er en af de mest charmerende byer i Georgien. Beliggende på Rioni-flodens bredder er byen både rig på naturlig skønhed og historie.

Når man slentrer gennem de brolagte gader flankeret af appelsintræer, kunne man godt tro at udtrykket ’gammeldags charme’ blev opfundet for at beskrive netop Kutaisi.

Alt her både føles og ser ud, som om det er fra en anden æra.

'Kæde-broen' i Kutaisi. Foto: Aleksander Klug
'Kæde-broen' i Kutaisi. Foto: Aleksander Klug
 

På byens centrale plads sidder gamle mænd og spiller kort til tonerne af klassiske folkesange, mens børnefamilier og unge daser i skyggen af palmer og udhuggede træskulpturer i den nærliggende park.

Mange af byens museer og teatre ligger også her. Blandt dem kan nævnes Kutaisis Historiske Museum, der trods sin lille størrelse byder på en imponerende samling af historiske genstande og våben.

Museet for Georgisk Sport giver et fascinerende indblik i det lille lands sportshistorie gennem alt fra fodbold til tovtrækning.

En af Georgiens mest værdsatte attraktioner er dets køkken, og langs pladsen finder man et væld af udendørs spisesteder og caféer der tilbyder traditionel georgisk mad samt lokale egnsretter, den ene mere farverig og smagfuld end den anden.

Blandt de mange lækkerier anbefales særligt Kubdari, et traditionelt georgisk fladbrød med kødfyld.

Det majestætiske Colchis springvand i Kutaisis bymidte. Foto: Aleksander Klug
Det majestætiske Colchis springvand i Kutaisis bymidte. Foto: Aleksander Klug

Se også: Weekendtur i Bratislava

Et stenkast fra pladsen ligger det ’grønne marked,’ der dagen lang summer af aktivitet og duften af friskmalede krydderier.

Man skal dog ikke lade sig narre af navnet, for markedet byder på meget mere end bare lækre madvarer og frugter.

Kommer man ind ad den sydlige indgang, finder man den ene stand efter den anden med brugte bøger.

Overraskende nok er mange af disse på engelsk, og med lidt overtalelse varierer prisen mellem 50 øre og en krone pr. bog.

Markedet byder også på en afdeling for tøj, isenkram og kuriosa fra sovjettiden, men maden er dog den bedste grund til at besøge stedet.

På 'Det Grønne Markede' i Kutaisi, kan man erhverve sig alt fra frugt og grønt, til bøger og nips. Foto: Aleksander Klug
På 'Det Grønne Markede' i Kutaisi, kan man erhverve sig alt fra frugt og grønt, til bøger og nips. Foto: Aleksander Klug

Sælgerne byder ivrigt på smagsprøver af alt fra friske appelsiner til alverdens nødder og konfekture, og er man ikke varsom, kan man helt glemme at gemme noget appetit til senere.

Vil man have en pause fra byen og opleve det autentiske georgiske liv på landet, skal man ikke se langt. Omkring ti kilometer uden for byen ligger Gelati-klosteret på en bakketop, omgivet af vinmarker så langt øjet kan se.

Klosteret er på Unescos verdensarvsliste, og når man træder ind i det smukke rum, er det ikke svært af se hvorfor.

Klosterets kirkegård er fyldt med et utal af gravsten, hvoraf enkelte er utroligt smukke og andre nærmest bizarre. Eksempelvis er der på en af stenene et billede af en mand i Nike Air sneakers og en cigaret i hånden

Den hurtigste måde at besøge klosteret på, er med at tage en ’marshrutka’, eller minibus. Stoppestedet er placeret i en sidegade bag operahuset, og busserne kører i pendulfart fra kl otte.

Udsigten fra Gelati-klosteret. I det fjerne kan man skimte Rusland. Foto: Aleksander Klug
Udsigten fra Gelati-klosteret. I det fjerne kan man skimte Rusland. Foto: Aleksander Klug
 

Se også: Bulgarien - meget mere end druk ved Sunny Beach

På den modsatte side af floden domineres udsigten af Bagrati-katedralen. Den enorme kirke blev opført i det 11. århundrede og er byens vartegn.

Ud over de smukke håndmalede freskoer og udskæringer, der pryder væggene i kirken, kan man, som skribenten her, være heldig at opleve et traditionelt georgisk bryllup, da kirken stadig bruges den dag i dag.

Nær kirken, ligger en hyggelig cafe, hvor man i skyggen af oliventræer kan nyde udsigten over byen med et glas georgisk vin. Landet har en rig tradition for vinproduktion, og vinen fra Imereti er også kendt langt uden for Georgiens grænser.

Et Russisk-ortodokst bryllup er undervejs i Bagrati-katedralen. Foto: Aleksander Klug
Et Russisk-ortodokst bryllup er undervejs i Bagrati-katedralen. Foto: Aleksander Klug
 

Ikke langt fra katedralen ligger Besik Gabashvili-parken, hvor unge som gamle kan slå sig løs i byens forlystelsespark, der både byder på radiobiler, et pariserhjul og utallige karruseller, samt en restaurant med udsigt ud over byen.

Indtil kl. 22 går der en direkte kabelbane fra parken tilbage til centrum, og en billet koster 2,30 kr.

Når dagen er omme, kan man nyde det milde sensommervejr og en gang natmad på en af de mange caféer og vandpibebarer, der ligger langs floden.

En af disse er Tetri Khidi, der ligger under Tetri-broen, der hver aften byder på live-jazzmusik og over 300 lokale vine, der ikke vælter budgettet. En dyr flaske kan såmænd erhverves for cirka 60 kroner.

På en bjergskråning over byen, ligger Besik Gabashvili-parken, hvor unge som gamle kan slå sig løs i byens forlystelsespark. Foto: Aleksander Klug
På en bjergskråning over byen, ligger Besik Gabashvili-parken, hvor unge som gamle kan slå sig løs i byens forlystelsespark. Foto: Aleksander Klug
 

Se også: På ølrejse i Budweisers hjemby

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her skal du bo

Et af de mange hoteller der ligger langs floden. Foto: Aleksander Klug
Et af de mange hoteller der ligger langs floden. Foto: Aleksander Klug

Den billige
White House er et familieejet hostel, og selvom det ubestridt er det billigste sted i byen, er der både mulighed for at lave mad i et lækkert køkken og nyde aftensolen på tagterrassen. En overnatning koster 34 kr.

Den mellemdyre
Kiev Hotel ligger 200 m fra Kolkha-springvandet i en gammel herskabsbolig og byder blandt andet på en hyggelig gårdhave. Værelserne er store og lyse, og morgenmad er inkluderet i prisen. Et enkeltværelse koster omkring 120 kr.

Den dyre
Hotel Monopoli ligger øst for floden i Kutaisis nye finanskvarter og har både roomservice, egen dagligvarebutik, konferencelokaler og gratis parkering. Et overnatning her koster fra 200 kr.

Se også: Gazastriben i hjertet af Berlin

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her skal du spise

Når dagen er omme, samles både lokale og turister langs Rioni floden for at nyde den smukke udsigt. Foto: Aleksander Klug
Når dagen er omme, samles både lokale og turister langs Rioni floden for at nyde den smukke udsigt. Foto: Aleksander Klug

Den billige
Kutaisi Gardenia er en uformel og hyggelig restaurant lige ned til floden. Her finder man en moderne tilgang til det traditionelle køkken, og restaurantens bud på georgisk tapas, er interessant.

Den mellemdyre
Agerari Georgian Cuisine disker ud med det traditionelle georgiske landkøkken. Atmosfæren er afdæmpet og hyggelig, ligesom retterne. Restauranten har et stort udvalg af lokale øl og khinkali, en slags dumpling fyldt med kød eller årstidens grøntsager.

Den dyre
Dzirdzveli ligger i Besik Gabashvili-parken, og restaurantens udendørs terrasse har udsigt ud over byen. Menuen er en blanding af sydeuropæiske og traditionelle georgiske retter, hvor det rødvinsbraserede lam med aubergine og valnødder særligt kan anbefales.

Værd at vide

  • WizzAir flyver direkte fra København til Kutaisi mandag og fredag. Priser fra 160 kr. one-way.

 

  • Der bor omkring 147.500 mennesker i Kutaisi, der er Georgiens tredjestørste by. Kutaisilar er hovedbyen i Imereti-regionen.

 

  • Klimaet i Georgien er subtropisk, og gennemsnitstemperaturen fra juni til oktober er mellem 21 og 28 grader.

 

  • Georgiens møntfod hedder lari. En lari svarer til 2,30 kr. En middag på restaurant i den billige ende koster 35 kr., mens en treretters menu på en dyr restaurant kan snige sig op i 100 kr.

 

  • En taxa fra lufthavnen koster 40 kr. Dog kan det anbefales at downloade appen ’Maxim’, en lokal pendant til Uber.

 

  • Byen har mange gadehunde, og selvom de er søde og fredelige, skal man ikke røre dem, da de kan være smittet med sygdomme.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere