Køb designertøj til halv pris i Italien

Hvorfor betale en formue for kendte mærker, når du kan nøjes med mindre?

Vi guider dig til italienske outlets, hvor du kan spare masser af penge

Shop 'til you drop - der er i hvert fald mange penge at spare, hvis du besøger outlets, når du alligevel er i Italien. Foto: Colourbox
Shop 'til you drop - der er i hvert fald mange penge at spare, hvis du besøger outlets, når du alligevel er i Italien. Foto: Colourbox

Italien har givet os folkelige retter som pasta og pizza, men de har også fostret en hel række af brandhotte designere gennem tiden. Og deres brands er kendt og begæret verden over. Men det er stinkende dyrt at købe en Armani-habit i Milano eller Rom, så vær smart, hvis du vil have et fedt sæt tøj eller et par eksklusive sko med hjem: Køb det i outletcentrene eller direkte på de forskellige designerbrands’ fabrikker.

 

Milano

Calvin Klein, Armani, Boss, Versace, Prada og en hel masse andre designervarer sælges med store rabatter i Italiens største outlet Serravalle Designer Outlet. Er du i nærheden af Milano, er det værd at tage en dagstur derud, for det er store procenter, der ryger af prisen på designertøj.

Serravelle er en del af McArthurGlen Corporate, som har lagersalg i fem italienske byer. Du kan finde adresserne på deres hjemmeside.

Åbningstider: Hver dag året rundt fra 9 til 9.

Bonusinfo: Der er shuttlebusser tre gange dagligt fra Milano. Gem busbilletten, for den giver 10 procent rabat i alle butikkerne.

Læs mere på mcarthurglen.com/it

Billigt – men dyrt

Husk, at de virkelig eksklusive outlets ikke er lavprisvarehuse, men steder, der sælger dyre mærker til en billigere pris. Det vil sige, at selv om varen er billigere end i butikker og på nettet, skal du stadig af med en betragtelig sum penge.

I januar og juli vil der som regel være udsalg, hvor priserne får yderlige et nøk ned. Af og til giver det helt op til 80 procents nedslag i prisen.

Firenze

The Mall Luxury Outlet ca. 30 km fra Firenze har luksusbrands, som Balenciaga, Dior og Gucci, der sælges med mindst 30 procents nedslag i den oprindelige pris, og du kan sagtens være heldig at finde en Armani-habit til halv pris – nogle gange endnu billigere. Mange af varerne er fra tidligere sæsoner. Det betyder dog ikke så meget, da de dyre brands ofte har klassikere, som vil være moderne i årtier.

Åbningstider: Dagligt fra 10 til 19.

Bonusinfo: Deres tagrestaurant hedder selvfølgelig Gucci Cafe.

Læs mere på themall.it

Barberino Designer Outlet ligger også 30 km fra Firenze, og det er meget smagfuldt lavet som en lille renæssanceby i grønne omgivelser. Der er mere end 100 butikker, legeplads og spisesteder med toscansk mad. Her er både mærker som Prada og Dolce & Gabbana og sportstøj fra Adidas og Puma til 30-50 procent af prisen.

Bonusinfo: Husk at melde dig ind i Privilege Club, før du køber, for så får du yderligere ti procent nedslag på prisen.

Læs mere på mcarthurglen.com/it/barberino-designer-outlet

Se også: Katolsk kulturchok i Malaga

 

Como

Ved Comosøen findes en Armani-outlet med superbillige priser. Her kan du let købe noget til mindre end halv pris, og udvalget er stort. Det er tøj og sko fra sidste års kollektion, der sælges, men der er så små nuancers forskel, at det er umuligt at se forskel for andre end modefreaks.

Der er ikke en hjemmeside til outletbutikken, men adressen er Via per Bregnano 33, Vertemate con Minoprio, 22070.

Åbningstider: Dagligt (minus søndag) fra 9.30 til 19.

Bonusinfo: Du kan køre dertil fra Milano på lidt over en halv time – med det offentlige tager det ca. en time.

 

Arezzo

Valdichiana Outlet Village ligger en halv times kørsel fra Arezzo og Siena og sælger ikke kun de dyre mærker, men også tøj fra kæder som Benetton og sportsudstyr fra blandt andet Puma. Ud over de 140 butikker er der mange cafeer og restauranter samt en legeplads til de arme unger, der bliver slæbt med på shoppingtur. Prisernes nedslag varierer fra 30 til 70 procent.

Bonusinfo: Hold dig væk fra stedet i weekenderne.

Læs mere på valdichianaoutlet.it

Hvis du er Prada-fan, bliver du nødt til at besøge Space i Montevarchi. Det er intet mindre end en outletbutik, der bugner af Prada og Miu Miu-ting, og som har rabatter helt op til 75 procent. Det er f.eks. muligt at købe et par flotte Miu Miu-sko for under tusind kroner.

Her får du et nummer, når du kommer, og du risikerer at stå i kø, da de kun lukker et begrænset antal kunder ind ad gangen. Heldigvis kan du vente i deres cafe, indtil dit nummer bliver trukket. Når du handler, sker det efter et sindigt system. Du fortæller den nærmeste medarbejder, hvad du ønsker at købe, de noterer dét samt dit billetnummer, hvorefter du får varerne udleveret ved kassen.

Åbningstider: 10.30 til 19.30 på hverdage, 9.30 til 19.30 lørdag og søndag fra 10.30 til 19.30.

Bonusinfo: På Pradas hjemmeside, Prada.com, kan du finde en oversigt over deres outletbutikker i Italien. De har ikke særskilte hjemmesider, men Spaces adresse er Via Levanella Becorpi, Localita Levanella, S.S. 69, Montevarchi.

 

Rom

Soratte sætter ikke sit lys bag en skæppe, som det ligger på en bakketop med sin arkitektur direkte inspireret af de gamle amfiteatre og romerske bade. Butikkerne er knap så fancy som f.eks. The Mall Luxury Outlet, men til gengæld er der rigeligt af dem.

Bonusinfo: Der er mange sportsmærker til helt ned til 70 procent af prisen.

Læs mere på soratteoutlet.it

Valmonte Outlet ligger 40 km fra Rom, og den er den mest populære outlet i området, med seks millioner besøgende årligt. Her er 170 tøjbutikker spredt ud over et område, som skal forestille en lille by. Her er lidt af hvert, fra Calvin Klein til Benetton, men det er ikke stedet for dem, der søger de topeksklusive brands. Du kan både komme med tog og shuttle fra Rom.

Bonusinfo: Der er et stort legeland lige i nærheden, Magic Land, så hele familien får noget ud af udflugten.

Læs mere på valmontoneoutlet.com

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere