Kom billigt på sommerferie

Fly og rejser til de populære feriemål skal bestilles i januar, hvis man vil være sikker på en lav pris

Bliver de danske strande overfyldt igen til sommer, så er der billige afbudsrejser at hente. Bliver det en regnfuld sommer, så stiger priserne. Foto: Mogens Flindt
Bliver de danske strande overfyldt igen til sommer, så er der billige afbudsrejser at hente. Bliver det en regnfuld sommer, så stiger priserne. Foto: Mogens Flindt

Januar er normalt måneden, hvor fly- og rejseselskaber for alvor sparker salget af sommerferien i gang. Det sker med store kampagner og gode tilbud. Det er her, man skal slå til, hvis man ønsker en billig sommerferie.

– Man skal ikke vente bare til februar. Flyrejserne bliver ikke billigere end dem, man finder i januar. Det samme gælder charterrejser til de populære destinationer som Mallorca og Kreta. Mit råd er helt klart at booke nu. Specielt hvis man har et ønskehotel, eller hvis man kun kan rejse i bestemte uger, siger Ole Stouby, der er administrerende direktør for prissammenligningssiden travelmarket.dk.

Mens de traditionelle sommerdestinationer skal bookes nu, så kan de mere og mere attraktive storbyferier godt vente.

– Ferier til London, Paris og Rom kan man sagtens finde til en god pris senere på året.

Han opfordrer feriehungrende danskere til at oprette en prisovervågning på en prissammenligningsside.

– Sæt den til at overvåge rejser til der, hvor du gerne vil hen.

– Hver dag modtager man en mail med den øjeblikkelige pris, og så kan man ellers bare slå til, når den rigtige pris og ens egne betalingsmuligheder passer sammen, siger Ole Stouby.

Afbudsrejser er rent lotteri
Hvordan bliver den danske sommer?

Det er reelt det, man spiller på, hvis man satser på en afbudsrejse i sommerferien.

– 2018 var meget specielt, for der var priserne på afbudsrejser utroligt lave. Det skyldes sommeren, hvor der var sol og varme fra maj og et godt stykke hen i august. På den måde blev priserne presset ned.

– Året før – i 2017 – havde vi en meget dårlig sommer i Danmark, og der var priserne høje, for så blev efterspørgslen på en ferie sydpå i varmen stor, siger Ole Stouby.

– Går man efter rigtig gode tilbud, så er det om at vente så lang tid som muligt og håbe, at den danske sommer bliver god. Bliver den ikke det, så kan sommerferien til gengæld blive dyr. Det er et lotterispil, siger direktøren.

Kroatien og Portugal stormer frem
De populære sydeuropæiske rejsemål holder skansen, men især to lande stormer frem på listen over danskernes foretrukne rejsemål.

– Spanien er stadig det mest populære land. Derefter følger Grækenland, hvor nu også fastlandet tiltrækker turisterne. Tyrkiet kommer ind på en tredjeplads, og landet er ved at komme tilbage efter krisen

– Kroatien har et godt udbud til fornuftige priser og har overhalet Bulgarien. Portugal er to gange i træk placeret øverst på listen over de bedste rejselande. Det er også et fantastisk sted, siger Ole Stouby, der er administrerende direktør for prissammenligningssiden travelmarket.dk.

På oversøsiske destinationer oplever han stor fremgang til Bali, Vietnam og Maldiverne.

– De steder har virkelig attraktive priser, og det skyldes, at flyselskaberne fra Østen og Mellemøsten har rigtig gode aftaler, siger Ole Stouby.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere