Korsikas kastanjeskove

Korsikas bedst bevarede hemmelighed

Kastanjeskoven glimter som guld og kobber i efterårssolen, mens Korsikas bjerge troner i baggrunden. Foto: Getty Images
Kastanjeskoven glimter som guld og kobber i efterårssolen, mens Korsikas bjerge troner i baggrunden. Foto: Getty Images

Kastanjetræet, som er let genkendeligt med sine gule blomster og ranker, har en særlig plads i korsikanernes hjerter – både på grund af sin skønhed, men også fordi træet, siden det blev indført i 1400-tallet af Genova-styret, har været en vigtig kilde til den korsikanske husholdning.

I mange hundrede år var kastanjetræet rygraden i den korsikanske økonomi og et vigtigt middel til overlevelse. Fra træet fik man brænde, byggemateriale, pollen til honning og ikke mindst kastanjemel. Den såkaldte ’kastanje-økonomi’ gjorde Castagniccia til øens økonomiske centrum, og midt i 1800-tallet var kommunen Orezza med 91 indbyggere pr. kvadratkilometer den tættest befolkede kommune i hele Frankrig.

I dag er regionen en af øens fattigste. Kastanjen bruges mindre i den daglige husholdning, men den findes i blandt andet øl, kiks, marmelade og som dessert. Man kan også købe friskmalet kastanjemel i de fleste supermarkeder og souvenirforretninger – prisen er skyhøj.

Se også: Thailands 6 fedeste nationalparker

Kastanjeskovene har et nærmest labyrintisk vejsystem – det bedste er at lade sig føre rundt på må og få og lade skæbnen bestemme. Man kan aldrig fare ret meget vild, da området trods alt ikke er særlig stort.

Her er smukt både i regn og solskin blandt de bløde bjerge, men måske allermest smukt i november, hvor løvet glimter som guld og kobber i efterårssolen. Om sommeren giver skyggen en velkommen mulighed for at undslippe den skarpe korsikanske sol, og de små veje er rige på steder til en picnic eller en lur i skyggen.

Og så producerer området mineralvand af meget høj kvalitet. Overalt på øen kan man købe de lyseblå flasker med navnet Eau d’Orezza.

De bittesmå landsbyer dukker op som ud af intet, gemt i den tætte kastanjeskov. Man får indtryk af, at verden kunne gå i stå, uden at indbyggerne i Piedicroce ville opdage det. Alt ånder fred og idyl her. På torvet, omkring kirken eller på den lille bar spilles der petanque og snakkes ivrigt, mens enkelte turister triller igennem eller stopper op og nyder landsbyen i det grønne.

Piedicroce er bare en ud af flere små skjulte landsbyer i kastanjeskoven, der også tæller blandt andre La Porta og Croce.

De fleste af landsbyerne er forbundet indbyrdes af vandrestier, hvor man under kastanjetræernes skygge kan få et førstehåndskendskab til den smukke region.

I mange hundrede år var kastanjetræet rygraden i den korsikanske økonomi og et vigtigt middel til overlevelse, og den såkaldte ’kastanjeøkonomi’ gjorde Castagniccia til øens økonomiske centrum. Foto: Marine Gastineau
I mange hundrede år var kastanjetræet rygraden i den korsikanske økonomi og et vigtigt middel til overlevelse, og den såkaldte ’kastanjeøkonomi’ gjorde Castagniccia til øens økonomiske centrum. Foto: Marine Gastineau

Bitte små nuttede pingviner kommer i land efter solnedgang på Philip Island. Foto: PR Rejseunivers Her går pingvinerne parade

I ly af kastanjetræernes kroner uden for landsbyen Piedicroce ligger ruinerne af Orezza-klosteret. Klosteret blev brugt som et strategisk samlingspunkt under korsikanernes frihedskamp, og her mødtes landsfaderen Pascal Paoli med Napoleon Bonaparte. Det var her, korsikanske nationalister erklærede øen uafhængig af Genova i 1731.

Under tyskernes tilbagetog i 1943 sprængte de klosteret i luften, og i dag står kun ruinerne tilbage.

På en klippeansats ved den vestlige indgang til Morosaglia står en to meter høj marmorstatue af den korsikanske nationalhelt Pascal Paoli. Med et alvorligt blik bydes den rejsende velkommen til hans fødeby, som samtidig markerer indgangen til den vestlige del af Kastanjeskovene. Byen ligger på det lille bjerg Col de Prato. Herfra er der en storslået udsigt over omegnen og det centrale Korsikas bjergmassiv i baggrunden.

Morosaglia er mest kendt for at være landsfaderen Pascal Paolis fødeby og hans barndomshjem, der i dag er indrettet til museum. Byen er utrolig hyggelig og værd at stoppe op for at se nærmere på, og er man til korsikanske oste, så fås de ikke meget bedre end hos ægteparret Dominique og Francoise Rini i deres lille butik midt i byen.

Se også: Ø-hop blandt Thailands skjulte skatte

Nordvest for Castagniccia ligger landsbyen Ponte Novu, som er opkaldt efter byens gamle stenbro. Broen kaldes også nederlagets bro, for det var her, den korsikanske nationalhelt Pascal Paoli led det afgørende nederlag til de franske besættelsestropper 8. maj 1769.

Byen er siden blevet et symbol på den korsikanske nationalfølelse og modstandskamp, og langs den smadrede bro vajer der altid korsikanske flag, ligesom der er malet politiske paroler overalt i byen.

Tæt ved kyst, skove og bjerge ligger en lille mikroregion bestående af 14 små kommuner, som sammen kalder sig La Costa Verde – den grønne kyst. Det grønne element, der hentydes til, er det grønne bagland. Hovedbyen i denne region er Moriani-Plage, der, som navnet antyder, ligger ved stranden. Samtidig er byen en østlig port til det smukke Castagniccia-område, som La Costa Verde grænser op til.

Byen besøges hvert år af mange turister, der slår sig ned på hotellerne og de mange campingpladser, der ligger ned til de børnevenlige strande. Der er gode indkøbsmuligheder og mange restauranter.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere