Kraftig efterskælv på Lombok udløser panik

Efterskælv på Lombok måles til 6,2. Øjenvidne siger, folk flygter ud i gaderne, og nogle bygninger kollapser.

Et kraftigt efterskælv har torsdag ramt den indonesiske ø Lombok efter et større jordskælv i weekenden, der kostede 131 livet.

Efterskælvet er målt til 6,2, oplyser myndighederne. USA's Geologiske Tjeneste sætter det til 5,9 i 10 kilometers dybde.

Eftersom efterskælvet havde sit epicentrum inde på land, er der ikke udsendt noget tsunamivarsel.

- De i forvejen evakuerede og andre folk løb ud af husene, da de mærkede det kraftige efterskælv på 6,2. Folk er stadig traumatiseret, siger en talsmand for katastrofeberedskabet.

- Nogle bygninger er beskadiget yderligere på grund af rystelserne, fortæller han.

Et øjenvidne siger, at mange flygtede i panik ud i gaderne.

Jordskælvet søndag blev registreret til 6,9.

Et større humanitært problem er undervejs. For tusinder af mennesker er blevet hjemløse. De har desperat brug for rent vand, mad, medicin og tag over hovedet.

Tre fjerdedele af landområderne i det nordlige Lombok har været uden strøm siden søndag.

Tusinder af turister har forladt øen siden søndag af frygt for flere jordskælv. Mange er søgt over til naboøen Bali.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere