Krigsrekord: Her foregik verdens største militære landgang

På D-dag, 6. juni 1944, indledte de allierede styrker den største militære landgang i historien. Besøg området, hvor afgørende slag mod Hitlers nazi-regime blev udkæmpet

Normandiets kyst er rig på mindesmærker for D-dag – den allierede landgang 6. juni 1944. (Foto: Joel Carillet)
Normandiets kyst er rig på mindesmærker for D-dag – den allierede landgang 6. juni 1944. (Foto: Joel Carillet)

- Det var et frygtindgydende syn ... og utroligt smukt, sagde den tyske major Werner Pluskat, da det hele var forbi.

Han var udstationeret ved Omaha Beach i 1944, og tidligt om morgenen 6. juni fik han øje på den allierede invasionsflåde på vej over kanalen fra England. Det var historiens største armada, 7000 britiske, amerikanske og canadiske krigsskibe i fuld fart på vej mod Normandiets kyst.

Og så brød helvede løs ...

En regn af bomber faldt fra de hidsige Mosquito-fly. En taktfast torden buldrede fra kanonerne på de allieredes slagskibe, der var ankret op langs kysten. Et mylder af småbåde og amfibiefartøjer sejlede mod stranden.

Kampvogne arbejdede sig op på stranden, og unge soldater vadede i havvand til halsen og geværet højt over hovedet. Pluskat og hans soldater svarede igen med tunge maskingeværer og en regn af granater.

I vandkanten faldt soldater blødende om i det fugtige sand. Et inferno af eksplosioner og skud blandede sig med skrigene fra de sårede.

132.710 allierede soldater myldrede op på strandene Sword, Juno, Gold og Omaha samt Utah Beach på Cotentin-halvøen det første døgn. Allerede fra midnat havde svævefly ’kastet’ 7900 engelske faldskærmssoldater ned nordøst for Caen, og 15.500 amerikanere var landet på Cotentin-halvøen.

Faldskærmstropperne skulle kontrollere flankerne bag tyskernes kystforsvar og stoppe eventuelle forstærkninger af Wehrmachts-tropper.

Se også: KGB og Stasi: Oplev fortiden i hemmelige tyske fængsler  

Mistet 10.000 mand
Om aftenen 6. juni 1944 havde de allierede mistet 10.000 mand. Men de havde bidt sig fast på en 80 km lang kyststrækning nord for Bayeux og Caen. Der var slået en kæmpestor revne i tyskernes Atlantvold, kæden af kanonstillinger og bunkers fra Norge i nord over Danmark til den spanske grænse i syd.

Og D-dag blev sammen med russernes fremrykning i øst et vendepunkt. Resten af Anden Verdenskrig blev et langt tilbagetog for tyskerne frem til Berlins endelige fald i maj 1945.

I dag er D-dag og krigen fjern fortid. Men strandene nord for Caen og Bayeux bærer stadig deres engelske kodenavne fra 6. juni 1944: Sword, Juno, Gold, Omaha og Utah.

De mange tusind soldatergrave lidt inde i landet vidner også om de voldsomme slag, og mindemuseerne sender de besøgende på en rejse tilbage til kampen om Normandiet under Anden Verdenskrig.

 

Utah Beach og Sainte Mère-Église

Normandy American Cemetery i Colleville-sur-Mer er den eneste amerikanske kirkegård nær strandene. Her ligger 9387 soldater begravet. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Normandy American Cemetery i Colleville-sur-Mer er den eneste amerikanske kirkegård nær strandene. Her ligger 9387 soldater begravet. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

Utah Beach er en flad sandstrand med vand, sand og klitter, så langt øjet rækker. I baglandet ligger Cotentin-halvøens sumpe med våde enge og kanaler.

På D-dag satsede de allierede på en dobbeltoperation: De stormede Utah Beach, hvor tyskernes forsvar var svagt, og natten før blev 13.500 amerikanske faldskærmssoldater kastet ud over vådområderne omkring landsbyen Sainte Mère-Église for at kontrollere vejene væk fra stranden.

Tropperne gik i land ved 6.30-tiden, og to timer senere rullede de første tanks op i sumplandet.

Utah Beach var en let sag for angriberne. De amerikanske fly havde bombet de tyske stillinger sønder og sammen. Faldskærmssoldaterne havde det straks sværere.

Mange druknede i sumpene i nattens mørke, mens andre dalede ned midt i Sainte Mère-Église, hvor folk var på gaden for at slukke en ildebrand under tyskernes bevogtning. Tyskerne fyrede løs, og 2500 faldskærmssoldater blev dræbt eller såret.

Se også: Krigerisk ferie: Kom helt tæt på Hitlers bunkere  

Sainte Mère-Église blev Frankrigs første befriede landsby. På et glasmaleri i kirken er Maria og Jesus omgivet af fly og faldskærmssoldater.

På Airborne Museum kan man se et af de Waco-svævefly, der bragte de amerikanske faldskærmssoldater fra 82. og 101. division til Cotentin-halvøen under operation Neptun samt et af de Douglas C-47, der slæbte svæveflyene over Den Engelske Kanal.

Udstillingen viser også pistoler, geværer og faldskærmsudstyr sammen med fotografier af kampene omkring Sainte Mère-Église 5.-6. juni 1944.

I en bygning midt i klitterne ligger Musée du Débarquement. Her fortælles historien om invasionen på Utah Beach via fotografier, film, kort og uniformer og et vaskeægte B26-bombefly.

Info:

sainte-mere-eglise.info.

Airborne Museum: 14 R. Eisenhower, Sainte Mère-Église.

Musée du Débarquement: Utah Beach.

 

Gold Beach

Resterne af pontonhavnen Mulberry B, der var bygget i sektioner, som blev trukket over kanalen og samlet på bl.a. Gold Beach. (Foto: AWL Images)
Resterne af pontonhavnen Mulberry B, der var bygget i sektioner, som blev trukket over kanalen og samlet på bl.a. Gold Beach. (Foto: AWL Images)

Betonklodserne i det lave vand er resterne af pontonhavnen Mulberry B samlet ved Arromanches i juni 1944. Her landede 2,5 millioner soldater, 500.000 køretøjer og fire millioner ton materiel i løbet af sommeren 1944.

Havnebyen blev erobret 6. juni af de britiske tropper, der dog først dukkede op kl. 7.35 pga. problemer med tidevandet, og der var hårde kampe omkring Le Hamel og La Rivière. 413 unge briter måtte lade livet, men om aftenen var 25.000 soldater landet på Gold Beach.

7. juni faldt Bayeux til briterne, og dagen efter måtte tyskerne i Port-en-Bessin overgive sig.

I dag leger børnene mellem betonkasserne ved Arromanches, mens de større søskende høvler hen ad stranden i såkaldte blokarts, vinddrevne gokarts.

Hele familien kan besøge Arromanches' store D-Day Museum. Museet fra 1954 er Frankrigs første D-dagsmindehus med film, billeder og våben fra 6. juni 1944.

Info:

Musee Arromanches: Pl. 6 Juin, Arromanches.

Arromanches 360: Arromanches-les-Bains.

 

Omaha Beach

Amerikanske tropper går i land på Omaha Beach 6. juni 1944 – D-dag. Landgangen kostede op 2500 amerikanske soldater livet. (Foto: AP)
Amerikanske tropper går i land på Omaha Beach 6. juni 1944 – D-dag. Landgangen kostede op 2500 amerikanske soldater livet. (Foto: AP)

Grønne træer og plæner med en skov af hvide kors. Den Amerikanske Kirkegård over Omaha Beach rummer 9387 soldatergrave.

Alene på D-dag blev op mod 2500 unge amerikanere mejet ned på stranden mellem Colleville-sur-Mer og Vierville. At det også gik hårdt ud over tyskerne, kan man se på Den Tyske Kirkegård i La Cambe med 21.500 sten over de faldne tyskere.

En amerikansk Sherman-tank byder velkommen på mindemuseet Omaha Beach Memorial, der har genskabt kampscenerne fra 'Bloody
Omaha'. Også Overlord Museum ved rundkørslen før Den amerikanske Kirkegård og Omaha Beach udstiller autentiske tanks, håndvåben, uniformer og viser film.

Tag også en tur til Pointe du Hoc mod vest, hvor US Marines kantede sig op ad de stejle kridtvægge med store tab til følge. Det var dog uden betydning, for Hoc var ikke bevæbnet med kraftige kanoner. I dag står forbjerget som i 1944 med bombekratere og ødelagte bunkers.

Info:

Omaha Beach Memorial: Av. Liberation, St. Laurent-s-Mer.

Overlord Museum: Omaha Center, Colleville-s-Mer.

 

Juno Beach

72 år efter den allierede landgang i Normandiet, ligger sønderskudte bunkere stadig som tavse vidner om kystens blodige historie. (Foto: Bjørn Stig Hansen/Polfoto)
72 år efter den allierede landgang i Normandiet, ligger sønderskudte bunkere stadig som tavse vidner om kystens blodige historie. (Foto: Bjørn Stig Hansen/Polfoto)

Sejlbåde klumper sig sammen langs Seulles-flodens breder. Fiskerflækken Courseulles har helt overgivet sig til turismen med sommergæster, der nyder de flade strande.

På D-dag var stranden et inferno. Under hård beskydning fra de tyske kystbatterier gik generalmajor Rod Keller og hans canadiske tropper i land her. Keller mistede halvdelen af sine mænd under den første angrebsbølge.

Besøgende kan genopleve slagets gang i det canadiske kulturhus Juno Beach Centre.

Info:

Juno Beach Centre, Courseulles-sur-Mer.

 

Sword Beach

Det var hovedsagligt britiske soldater, der blev landsat og sikrede et brohoved på Sword Beach. (Foto: Mary Evans Picture Library)
Det var hovedsagligt britiske soldater, der blev landsat og sikrede et brohoved på Sword Beach. (Foto: Mary Evans Picture Library)

De små, hvide badekabiner står på rad og række under de lave klitter og strandpavilloner på Sword Beach. Côte de Nacre – Perlemorskysten – har et skær af de uskyldige 50'ere over sig.

Her landede de britiske soldater på D-dag ledsaget af franske soldater, der kl. 9.30 erobrede Ouistrehams kasino. Tyskernes kommandocentral overgav sig først natten til 10. juni. Den holdt stand i betonbunkeren ved færgehavnen, der i dag er museum i seks etager om Atlantvolden, tyskernes kystforsvar der strakte sig fra fra Norge til Spanien.

Se også: Vidste du det? Her startede Anden Verdenskrig  

Musée du Mur de l'Atlantique viser nazi-soldaternes dagligdag i Normandiet med radiostationer, søkort og måleinstrumenter. Fra museum-bunkerens tag er der udsigt over hele Sword Beach.

I dag er alt fred og idyl på strandene på Côte de Nacre – Perlemorskysten. 6. juni 1944 var virkeligheden en anden, det var et inferno af død og ødelæggelse. (Foto: Privat)
I dag er alt fred og idyl på strandene på Côte de Nacre – Perlemorskysten. 6. juni 1944 var virkeligheden en anden, det var et inferno af død og ødelæggelse. (Foto: Privat)

Det var her fra, britiske forstærkninger kæmpede sig vej frem til Pegasus Bridge, hvor en lille deling landsatte britiske faldskærmstropper holdt stand mod intense tyske modangreb. I spidsen for undsætningstropperne gik den 22-årige sækkepibespiller Bill Millin og spillede numrene 'Hielan Laddie' og 'The Road to the Isles', mens fjendens kugler fløj om ørerne på ham.

Overlevende tyske soldater har siden fortalt, at de ikke sigtede på Bill, fordi de mente, at han havde mistet forstanden. Bill overlevede krigen og døde først i 2010.

Info:

Jardins du Casino, Ouistreham.


Se også: Historisk skamplet: Ved du hvad der skete i 1864?
 

Ove Rasmussen er forfatter af ’Turen går til Normandiet og Bretagne'

22 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere